Udland

Angrebet af gamle naboer: - Vi legede sammen, da vi var små

Myanmars militær har drevet hundredetusinde rohingyamuslimer på flugt til Bangladesh. Og Rohingyaernes gamle naboer hjælper militæret.

I Myanmar tæt ved grænsen til Bangladesh ligger landsbyen Tula Toli. Her har medlemmer af forskellige grupper levet fredeligt side om side i generationer. Indtil nu.

I de omkringliggende landsbyer begyndte tilværelsen at være yderst usikker for de rohingyamuslimske familier, da hæren - ifølge den selv - i slutningen af august rykkede ind for at rense området for terrorister.

Der var så mange lig i vandet. De flød ned ad floden som stykker af træ.

Rohingyaflygtning i Bangladesh

Ifølge utallige beretninger fra flygtende rohingyaer angriber hæren nemlig også fredelige rohingyaer, brænder deres landsbyer og slår mange ihjel.

Barndomsvenner stod pludselig med våben i hænderne

I Tula Toli Rakhine-staten hørte man også om hærens overgreb. Her manede lederne af lokalsamfundet til ro. De forsikrede rohingyafamilierne om, at de intet havde at frygte, og at ingen ville skade dem.

Men næste dag var flere af de samme ledere klar til kamp sammen med militæret. Det fortæller en af de omkring 500.000 rohingyaer, der er flygtet til Bangladesh, skriver CNN.

- Jeg så regeringens helikoptere lande i Tula Toli, og de begyndte at dele våben ud, siger han.

Han så hæren give våben til hinduer, buddhister og andre etniske grupper.

- De havde pludselig det hele: Uniformer, knive, skydevåben, alt, fortsætter han.

Og der var flere i den nu veludrustede gruppe, som han kunne genkende. De var venner af hans familie og tilhørte mugh-etniciteten.

- Jeg så mine venner tage uniform på og have våben i hænderne. Vi plejede at lege sammen, da vi var små, siger han.

Operationen startede, og rohingyaerne begyndte at flygte.

- Kvinderne og børnene gemte sig i en rismark ved flodbreden. Men de militante så dem, og de begyndte at skyde og dræbe dem, fortæller flygtningen.

- Der var så mange lig i vandet. De flød ned ad floden som stykker af træ, siger han. 

Behovet for nødhjælp til rohingya-flygtningene i Bangladesh er enormt. En talmand for FN's flygtningeorganisation siger, at omkring hver femte af de ankomne flygtninge er akut fejlernærede.

”De massakrerede kun Rohingyalandsbyerne”

En af de andre flygtninge i Bangladesh – en 50-årig kvinde – fortæller også, at hendes tidligere naboer deltog i nedslagtningen. Hun har otte børn. Men siden hendes landsby blev angrebet har hun kun kunnet finde sin 16-årige søn. Han blev skudt i ryggen og modtager nu behandling.

- Rakhinerne og hinduerne sluttede sig til militæret. Jeg så dem komme over bakken som en samlet gruppe. Da de kom mod os for at angribe, så jeg ansigter, som jeg genkendte. Jeg kendte dem, og alligevel slagtede de os, siger hun til CNN.

En brutal, vedvarende kampagne for at rense landet for en etnisk minoritet

Nikki Haley, USA's FN-ambassadør, om rohingyaernes situation

Hun er ikke i tvivl om, at det er en etnisk udrensning, der sker i Myanmar lige nu.

- De massakrerede kun rohingyalandsbyerne. De andre landsbyer stod helt urørte, mens vores blev brændt ned til grunden, siger hun.

Hundredevis af landsbyer brændt ned

Der er ikke meget af Tula Toli tilbage. Det meste af byen er brændt ned til grunden. Det viser satellitbilleder af landsbyen.

Byen blev angrebet d. 30. august, og overlevende fortæller om mange døde. De overlevende flygtede. De begav sig ud på den tre dage lange gåtur til Bangladesh.

Zahir Ahmed fortæller til avisen The Guardian, at han flygtede i panik over den flod, der løber forbi landsbyen. Her sad han gemt i den tætte bevoksning og så sin familie dø.

Teenagere blev skudt, og de små børn blev smidt i floden, fortæller han. Blandt dem var hans seks måneder gamle datter, Hasina.

Mange af flygtningene i Bangladesh kan fortælle lignende historier. Organisationen Human Rights Watch har ud fra sattelitbilleder konkluderet, at mindst 200 landsbyer er blevet brændt ned under hærens offensiv i Myanmars Rakhine-stat, hvor rohingyaerne bor.

Der er mange børn bland de omkring 500.000 rohingyaer, der er flygtet til Bangladesh.

Langt de fleste af de rohingyaer, der er flygtet, er taget til Bangladesh. Men nogle er taget til Thailand og Indien. 

Rohingya flygtningeruter

Etnisk udrensning

FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra’ad Al Hussein, har kaldt det, der foregår i staten for ”et skoleeksempel på etnisk udrensning”.

Da FN’s sikkerhedsråd i går var samlet, havde den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, den samme vurdering.

- Vi må ikke være bange for at kalde de burmesiske (Burma er et gammelt navn for Myanmar, red.) myndigheders handlinger for, hvad de ser ud til at være: En brutal, vedvarende kampagne for at rense landet for en etnisk minoritet, sagde hun.

FN’s general sekretær, Antonio Guterres, opfordrede Myanmars regering til at afbryde militæroperationen i Rakhine-staten, give adgang for humanitær hjælp til området og sikre, at de fordrevne sikkert kan vende hjem igen. Han kaldte situationen for ”verdens hurtigst voksende flygtningekrise” og ”et humanitært og menneskeretligt mareridt”.

Myanmars regering mener ikke, at man kan tale om en etnisk udrensning.

- Det ville være et sørgerligt vidnesbyrd, hvis man indskrænkede sit syn til at påstå, at det, der sker i Rakhine, er en etnisk udrensning uden først at undersøge forholdene juridisk og bedømme sagen herudfra, sagde landet repræsentant i sikkerhedsrådet, Thaung Tun.

FN's generalsekretær: Det er uacceptabelt og må straks ophøre

En antiterroroperation

I Myanmar bliver rohingyaerne anset for at være illegale indvandrere fra Bangladesh, og derfor har de ikke statsborgerskab, og dermed heller ikke de rettigheder, der følger med.

Langt de fleste rohingyaer er muslimer, men nogle få af dem er hinduer.

Rohingyaerne er af flere omgange flygtet fra forfølgelse i Myanmar.

Den seneste bølge af vold blev udløst, da en gruppe af militante rohingyaer d. 25. august havde angrebet en række grænseposter og slået 12 sikkerhedsfolk ihjel.

Myanmars militær rykkede ind i området – ifølge hæren selv for at rense det for terrorister. Under mødet i FN's sikkerhedsråd sagde Myanmars repræsentant også, at terrorister er skyld i, at så mange mennesker nu forlader Rakhine-staten. 

Myanmar har inviteret FN's generalsekretær på besøg i landet. Om han har takket ja står endnu ikke klart.