Hugh Hefner er død
Hugh Hefner var kendt for at stå bag det banebrydende og verdenskendte Playboy-magasin.
Manden bag Playboy, Hugh Hefner, er død. Det skriver Playboy på Twitter. Han blev 91 år gammel.
Hefner sov stille ind i sit hus, The Playboy Mansion, omgivet af sin familie.
Lånte penge af mor for at starte blad
Hugh Marston Hefner blev født i Chicago i 1926 i et middelklassehjem som første barn af to lærerforældre, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Han nåede at aftjene værnepligt under Anden Verdenskrig, hvor han arbejdede som skribent for militærets avis. Og det blev jobbet som journalist, der fik ham på sporet af den enestående karriere, han endte med at forfølge.
I et interview med New York Times fra 2008 fortalte Hefner, hvordan han lånte penge af blandt andre sin mor for at få råd til at grundlægge det siden så verdenskendte Playboy-blad, der kom på gaden for første gang i december 1953. Og med Marilyn Monroe som lokkedue på forsiden blev der dengang solgt over 50.000 eksemplarer.
Bladet blev senere et af verdens mest holdbare og kendte varemærker. Med tiden blev Playboy verdens mest sælgende og mest indflydelsesrige mandeblad. I dag bliver bladet udgivet i mere end 20 lande.
Opbyggede et forretningsimperium
Samtidig formåede Hefner at opbygge et forretningsimperium af natklubber, film, huse og tv-shows, som alle blev drevet af hans kendte varemærke - Playboy-kaninerne.
- Min far levede et exceptionelt og indflydelsesrigt liv som medie- og kulturpioner. Han var den ledende stemme, når det kom til nogle af de mest betydningsfulde sociale og kulturelle bevægelser i vores tid. Han talte for retten til ytringsfrihed, borgerrettigheder og seksuel frigørelse, siger Hefners søn, Cooper Hefner.
Ændrede opfattelsen af sex
Hugh Hefner var, om nogen, frontkæmper for den seksuelle revolution og lykkedes med for alvor at få bonertheden parkeret og snakken om sex frem fra gemmerne.
Da han i 1992 af The New York Times blev spurgt om, hvad han var mest stolt af, lød svaret:
- At jeg ændrede attituden, når det kommer til sex. At gode mennesker kan leve sammen nu. At jeg ændrede opfattelsen af sex før ægteskabet. Det giver mig stor tilfredsstillelse.
Hefner styrede selv sit forretningsimperie indtil 1988, hvor hans datter Christie tog over, efter han havde fået et mildt slagtilfælde. Hugh Hefner fortsatte dog med selv at eje 70 procent af aktierne i firmaet, ligesom han selv udvalgte hver måneds playmate og forsidebillede.
I samme forbindelse stoppede Hefner med at bruge narkotika og skar ned på sin deltagelse i festlighederne i The Playboy Mansion, hvor han ellers i flere årtier havde været midtpunkt.
Hugh Hefner var nemlig ikke kun kendt som en succesfuld forretningsmand. Han var også kendt som et flamboyant symbol på den livsstil, som han gik ind for. I flere årtier var Hefner kendt som den piberygende mand, som altid var iklædt en silkepyjamas, mens han konstant festede med berømtheder og Playboy-modeller i sit hus - The Playboy Mansion. Ifølge ham selv havde han haft sex med mere end 1000 kvinder - hvoraf mange var afbildet i hans magasin.
- Han definerede den livsstil og det værdisæt, som ligger i Playboys brand, som er et af de mest genkendelige og holdbare i historien, siger Cooper Hefner.
Tre koner og fire børn
Ikke overraskende var Hugh Hefners kærlighedsliv også fyldt med drama.
I 1949 giftede han sig med Mildred Williams, som han fik to børn med. De blev skilt i 1958. Derefter levede Hefner det glade singleliv indtil juli 1989, hvor han blev gift med den 27-årige Kimberley Conrad, som samme år var playmate of the year. De to fik også to børn, mens de var gift. Parret blev separeret i 1998, men hun fortsatte med at bo ved siden af The Playboy Mansion med deres to sønner. Conrad og Hefner blev endeligt skilt i 2010, og i 2011 friede han til den 24-årige Crystal Harris, en tidligere playmate. Harris fik dog kolde fødder, og aflyste brylluppet få dage før ceremonien. Hun ændrede dog siden mening, og de to blev gift i 2012.
Hefner efterlader sig sin kone, Crystal, og fire voksne børn.