Putin: Rusland ødelægger sine sidste kemiske våben

Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) byder russisk beslutning velkommen.

Præsident Vladimir Putin meddelte onsdag, at Rusland er ved at ødelægge landets sidste kemiske våben. Den russiske præsident kalder begivenheden for "historisk" og kritiserer USA for ikke at følge trop. 

- I dag ødelægges de sidste kemiske våben fra Ruslands kemiske våbenlagre, siger Putin i en tv-transmitteret tale.

- Det er en historisk begivenhed, når man tænker på det enorme arsenal, vi havde i sovjetæraen. Ifølge eksperter var der kemiske våben nok til at tilintetgøre alle levende væsner flere gange, siger han videre.

Ifølge Putin har USA udskudt planer om at tilintetgøre kemiske våben ved at henvise til mangel på penge. Han siger, at han undrer sig over begrundelsen.

OPCW: Vigtig milepæl

Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) byder den russiske beslutning velkommen og siger, at der er tale om en "vigtig milepæl".

Ifølge organisationen bliver de sidste kemiske våben i Rusland ødelagt på et anlæg i Kizner i republikken Udmurtien, der er en af 21 autonome republikker i Den Russiske Føderation. Den ligger ved Uralbjergene 1325 kilometer øst for Moskva. 

- Dette er et stort skridt fremad. Det gør den morderne verden mere afbalanceret og sikker, siger Putin og tilføjer:

- USA lever desværre ikke op til dets forpligtelser, når det gælder om at overholde tidsplanen for destruktionen af kemiske våben. Amerikanerne har udskudt det tre gange.

Den russiske leder understreger, at Rusland venter, at den amerikanske side vil leve op til alle dets forpligtelser i henhold til internationale aftaler ligesom alle andre lande.