Udland

Sjælden hvid hval filmet: - Jeg rystede af adrenalin, da jeg så den

Efter mennesket er stoppet med at jage pukkelhvaler, har de ikke mange fjender tilbage, og derfor er chancen for, at en hvid hval kan overleve gode.

Det var et sjældent syn, der mødte hvalspotteren Jonas Liebschner fra Tyskland, da han torsdag eftermiddag i sidste uge sejlede ud for Australiens østkyst.

Her spottede han nemlig den meget sjældne hvide pukkelhval, som er kendt som den hellige gral inden for hvalsafari. Det siges nemlig, at kun tre ud af de cirka 30.000 pukkelhvaler, man anslår lever ud for Australiens østkyst, er hvide.

- I de ti år, jeg har haft dette job, har jeg kun set hvalen to gange. Denne gang er første gang i tre år, at jeg ser hvalen, siger Jonas Liebschner ifølge AP.

Han arbejder som fotograf for Whale Watching Sidney, der arrangerer hvaludflugter, og han fortæller, at han havde ventet på at se hvalen hele ugen.

- Jeg rystede af adrenalin, da jeg så den.

Meget specielt

Den sjældne hvide hval kaldes Migaloo, som er aboriginal-engelsk og betyder 'white fella' - altså hvide fyr. Den antages at være født i 1986.

Det er ikke en albinohval, men en hypopigmenteret hval. Første gang den blev set var i 1991 ud for Byron Bay på Australiens østkyst. Dengang mente man, at det var den eneste hvide hval, indtil en hvid kalv blev spottet i 2011.

TV 2 har besøgt Den Blå Planet, hvor afdelingsleder for fisk, dyr og vandkvalitet, Lars Skou Olsen, stod klar til at forklare mere om de tre hvide hvaler ved Australiens østkyst.

- En hvid hval er meget speciel, tre hvide hvaler er endnu mere specielt. Der må være tale om en familiegruppe, hvor de hvide gener er til stede, siger Lars Skou Olsen.

Ingen fjender

Han fortæller, at der skal to hvaler med hvide gener til, for at der kommer en hvid unge ud af det, og det er ikke engang sikkert, at ungen bliver hvid. 

Generelt har hvide dyr, som ikke burde være hvide, ikke ret store chancer for at overleve i naturen. Farverne er nemlig til for, at de kan camouflere sig.

Men det er anderledes med pukkelhvalerne.

- Efter vi er holdt op med at jage pukkelhvaler, har de ikke ret mange fjender tilbage i naturen, og derfor er chancen for, at en hvid hval kan overleve meget større i dag end tidligere. 

Den ene af blot tre kendte hvide pukkelhvaler er blevet spottet nær Australien. Video: Anders Masannek

Spottet allerede lørdag

Migaloo blev set allerede om lørdagen ud for Gold Coast, så Jonas Liebschner forventede, at der var en mulighed for at støde på den i løbet af ugen.

- Vi havde folk oppe på klipperne og holde øje med ham, og så snart der var en chance, hoppede vi på båden, fortæller han ifølge AP.

Hold afstand, eller du får en bøde

Der er særlige regler for at beskytte den sjældne hval mod chikane. Derfor må alle fartøjer ikke nærme sig hvalen i en radius af 500 meter og fly må ikke flyve lavere end 2000 fod.

En overtrædelse af reglerne udløser en bøde på mange tusinde dollar.