Valg i Tyskland

BLOG: Trump kan gnide sig i hænderne over Merkels vælgerlussing

​Det tyske valgresultat er lige efter Donald Trumps smag.

Som eksiltysker og USA-analytiker med en forkærlighed for det tysk-amerikanske forhold er det altid specielt at følge den tyske valgkamp fra sidelinjen. Det er ikke blevet mindre specielt med en præsident som Donald Trump.

Trump selv figurerede en del i den tyske valgkamp. Særligt hos venstrefløjen i oppositionen og socialdemokraterne var USA's præsident en kærkommen skydeskive. Tag bare denne valgplakat fra den socialdemokratiske kandidat Ilgen Förster.

Eller kanslerkandidaten Martin Schulz` kommentar til et tweet fra præsident Trump tidligere i år.

Socialdemokraterne genbrugte dermed et gammelt trick fra en tidligere valgkamp i 2003, hvor Gerhard Schröder ofte rettede kritikken mod den i Tyskland upopulære præsident George W. Bush.

Generelt har mange i Tyskland hoveret det seneste års tid, efter Trump vandt det amerikanske præsidentvalg. Den slags kunne aldrig få større opbakning i Tyskland ifølge eksperterne. Men efter et valg, der politisk var domineret af flygtninge- og udlændingepolitikken, har Tyskland altså fået et højrenationalt parti i Forbundsdagen i form af Alternative für Deutschland (AFD). Endda som det tredjestørste.

Ideen om at Tyskland (også grundet sin nazistiske fortid) ikke ville stemme på et nationalkonservativt, EU-skeptisk og indvandrerkritisk og islamkritisk parti viste sig at være en illusion, som millioner af tyskere gjorde til skamme i går. CDU-forsvarsministeren Ursula von der Leyen anklagede AfD i går aftes da også hurtigt for at bruge samme populistiske metoder som Trump.

Men frem for at skyde skylden på alle mulige andre, ville det måske være bedre at feje foran egen dør og tage et kig over Atlanten. For det tyske valgresultat illustrerer, at tysk politik også bliver kendetegnet af nogle lignende udviklinger, som USA gør i Trump-æraen.

AfDs vælgere minder om Trumps

Tag bare AfD’s vælgere.

De er primært midaldrende mænd fra det tidligere Østtyskland, mens opbakningen er mere begrænset i det tidligere Vesttyskland. Tidligere sofavælgere blev mobiliseret i stor stil, og den største vælgergruppe er arbejdsløse. Og også i Tyskland var der store forskelle mellem stemmeafgivelsen i land og by.

I det tidligere Østtyskland fik det yderste højre og venstre plus randgruppepartierne næsten 45 procent af (protest-)stemmerne. En halv million vælgere gik fra socialdemokraterne til det yderste højre i form af AfD. Og AfD fik tredjeflest arbejderstemmer, næsten lige så mange som det selvudråbte arbejderparti SPD.

Også Merkels parti og søsterparti blødte vælgere til AfD. En million vælgere gik fra Merkels CDU/CSU til AfD. De fleste på grund af kanslerens flygtningepolitik. Og AfD blev af dets vælgere især anset for bedst at forstå, at mange mennesker ikke føler sig trygt længere, at Islams indflydelse skulle mindskes, at antallet af flygtninge skal begrænses markant, og at det tyske samfund er ved at miste sine sproglige og kulturelle rødder. Kort sagt: Tyskland er ifølge AfD’s vælgere ved at knække midtover. Det er på tide, at tage Tyskland tilbage fra eliten, som partiets spidskandidater fik formuleret det i deres sejrstale.

Lyder det bare en anelse bekendt?

Merkels sværeste embedsperiode venter forud

Angela Merkel står dermed efter sit hidtil dårligste valgresultat svækket tilbage på trods af udsigten til en fjerde valgperiode.

Den sandsynlige nye firkløverregering mellem CDU og CSU sammen med Die Grünen, De Grønne, og liberale FDP vil være et nybrud i tysk politik og besværliggøre Merkels politiske manøvrerum. Samtidig med at AFD stormede ind i Forbundsdagen og står til mere end 80 mandater.

Derudover bød valget på en historisk vælgerlussing til de to store folkepartier CDU/CSU og SPD, som ikke aldrig har stået svagere i Tysklands efterkrigshistorie. Valgresultatet var dermed (også) et opråb fra ”udkantstyskerne”, der føler sig glemte og oversete.

Donald Trump har flere gange langet ud efter Tyskland - og Merkel - på Twitter.

Merkels søsterparti CSU vil nu presse Merkel til et kursskifte mod højre for at genvinde AfD-vælgere og ”lukke den højre flanke”, som CSU-formanden Horst Seehofer udtrykte det i går. En flanke, som Merkels midtsøgende og u-ideologiske kurs var med til at åbne op for. Samtidig med de liberales FDP’s bemærkelsesværdige comeback – en fordobling af stemmerne -, er der dermed tale om et historisk højre-skred i tysk politik. Et skred, som kansleren allerede har bebudet, at hun vil tage til efterretning.

Angela Merkel smiler efter valget, men der venter hårdt arbejde forude.

Narrativet skifter (igen)

Angela Merkel er det seneste års tid ofte blevet beskrevet som den såkaldte frie verdens (moralske) leder. Det har altid været en sandhed med modifikationer. Ligeså ofte et udtryk for utilfredshed med Trump og ønsketænkning. Tyskland besidder – også i en tid med en amerikansk præsident Trump – ikke den nødvendige vilje og styrke til at kunne lede verden. Og efter dette historiske valg og højreskred er der snarere tale om en vingeskudt kansler med begrænset manøvrerum end den frie verdens leder.

For en amerikansk præsident, der primært anskuer international politik som et nulsumsspil, vil det tyske valgresultat dermed stå tilbage som en kærkommen vælgerlussing til den gamle og nye tyske kanslers politiske kurs.

Men i kølvandet på det tyske valg er det også værd at påpege, hvor hurtigt mediernes narrativ kan skifte. Efter Brexit og Trumps valgsejr var vi angiveligt ét valg (i Frankrig) fra `vestens kollaps`. Efter højrefløjskandidaterne Geert Wilders og Marine Le Pen ikke fik den store succes ved deres respektive valg i Holland og Frankrig, stod vi lige pludselig i den modsatte situation. Højrepopulismen var slået tilbage af det liberale Europa.

Nu ville der komme et tysk valg, hvor Merkel overbevisende vil blive genvalgt, for derefter at reformere EU og Eurozonen sammen med Frankrigs præsident Macron. Der var med andre ord tale om et nyt håb - for at bruge en Star Wars-reference. Men i stedet slog ”Imperiet” igen - i form af AfD.

Frem for at cruise til en fjerde embedsperiode, og tage hånd om Tyskland og særlig EU`s og den vestlige verdens udfordringer såsom Brexit-forhandlingerne og Nordkorea, vil diskussionen om Merkels fremtidige afløser nu blusse hurtigere op end planlagt.

For at blive i Stars Wars-metaforen vil spørgsmålet i den kommende tid derfor blive, om vi kommer til at opleve, at jediridderen vender tilbage, i skikkelse af en revitaliseret Angela Merkel, eller om vi skal vente en generation før ”Kraften” vågner igen i form af en ny stærk kandidat.