Fyrsten, storforbryderen og præstedatteren: Kanslernes kongerække fortæller Tysklands historie

Hvis man kigger på listen over tyske regeringschefer, altså kanslere siden Bismarck, den allerførste, så er det en afvekslende skare. 

Bismarck regerede fra 1871-1890. Bismarck var fyrste og hed Otto.

Det er i vore dage modenavn i Danmark.  Det var Otto ikke i årene efter 1864. Da havde danskerne tabt til Preussen i krig. Naturligvis. Så hadet til tyskerne var på kogepunktet. Især til Otto.

Hadet til tyskerne aftog først længe efter Anden Verdenskrig. For fra 1933-1945 hed Kansleren Adolf Hitler.

Han var storforbryder og racist. Adolf blev aldrig modenavn. Hadet til Tyskland forblev på fuldt blus i Danmark, længe efter det forhenværende Vesttyskland i årtier havde bevist, at tyskere også kan være demokratiske dukse.

Og borgerne i det Tyskland, der endte omme bag Jerntæppet og blev DDR, dem kunne man kun have medlidenhed med.

Så faldt Muren i Berlin en aften i november i 1989. Verden blev anderledes.  Det sovjetiske imperium brød sammen. Tyskland blev forenet. Det østtyske kaserne-samfund, fattigt og ondskabsfuldt imod mennesker, blegnede bort.

Turisterne, især unge og ikke mindst danskere, strømmede til Berlin.  Det gør de stadig.

Og Kansleren hedder hverken Otto eller Adolf nu, hun hedder Angela. Det betyder engel, Merkel har hun fra sin første mand. Egentlig hed hun Kasner til efternavn, hendes far var præst.

Så tyske kanslere siden nationens skabelse i 1871 betegner turen fra en fyrste, Otto, via en storforbryder, Adolf, til en præstedatter, Angela.

En positiv udvikling vil de fleste tyskere og især Tysklands naboer skrive under på. Af og til bliver verden bedre, ikke så tit, men nogle gange. I Tyskland i hvert fald.

Ind i mellem Otto og Adolf og Angela, finder vi interessante skikkelser.  I tiden efter Bismarck ser vi konturerne til det moderne Tyskland tegne sig.

Der er først en stribe adelige kanslere ligesom Bismarck, men uden hans visionære talent.  Første Verdenskrig ødelægger denne ”kongerække” af adelige titler.

For så dukker socialdemokraterne op. Det tyske socialdemokrati er moderpartiet til de nordiske socialdemokrater. Den første socialdemokratiske kansler i Tyskland er Friedrich Ebert, en af partiets faderskikkelser, han kommer til i 1918 efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig.

Der herskede revolutionære tilstande i Tyskland. Socialdemokraten Ebert kæmpede for lov og orden, så de yderligtgående socialister og kommunister ikke kom til magten ligesom i Rusland i 1917.

I den såkaldte Weimarrepublik mellem Første og Anden Verdenskrig er billedet tragisk.

For socialt kaos breder sig i Tyskland, og manglen på politisk tæft er katastrofal. Listen af kanslere, der kommer og går, er hektisk, intet holder, udskiftningerne er konstante. 

Og ud af dette kaos opstår nationalsocialismen, nazismen, med forfærdelige katastrofer til følge.

Derfor tysk frygt for kaos, også i dag.  Derfor tysk trang til tryghed.

Tyskerne så verden gå under i tiden op til Anden Verdenskrig. Under Anden Verdenskrig fik tyskerne så verden til at gå under i en lang række andre lande også.

6 millioner ud af Europas 11 millioner jøder mistede livet, fordi de var jøder. Der var gaskamre i Europa, industriel masseudryddelse af levende mennesker.

Den store politiske skikkelse i Vesttyskland efter krigen er derfor den borgerlige, katolske Konrad Adenauer, ”Keine Eksperimente” var hans slogan.

Tyskerne havde lært af deres bloddryppende historie, de bed tænderne sammen og sled, gik i kirke, vandt VM i fodbold i 1954, kørte i deres folkevogne på ferie ved Vesterhavet og Gardasøen og forstyrrede ikke længere verden.

Det borgerlige Tysklands dominans brydes i 1970-erne og op til 1982 af socialdemokraterne. Den karismatiske, men sårbare Willy Brandt bliver kansler, hans efterfølger er den driftssikre, klartskuende Helmuth Schmidt.

Men Helmuth Schmidt får den socialdemokratiske venstrefløj på nakken, da han støtter USA's opstilling af ny raketter i Vesteuropa som svar på sovjetiske raketter. Venstrefløjen vælter Schmidt.

Så kommer de borgerlige til igen i Tyskland med ”genforenings-kansleren”, Helmuth Kohl, der døde for nyligt. Og de borgerlige har med et kort mellemspil med socialdemokraten Gerhard Schröder fra 1998-2005, haft kanslerposten med Angela Merkel.

Sådan bliver det ved med at være efter valget, spår de fleste.  Ingen eksperimenter. Dem har der været nok af i tysk historie.

Det viser en gennemlæsning af listen over de tyske kanslere siden den moderne Tysklands dannelse i 1871.