Udland

Basketstjerne kalder Trump for 'en bums'

- Det er kun Trump, der kan finde på at kaste sig ud i en krig med sportsstjerner, fortæller USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

Den verdensberømte baskeballspiller LeBron James har lørdag kaldt den amerikanske præsident for "en bums".

NBA-stjernen fra Cleveland Cavaliers skrev den nedladende kommentar på Twitter, fordi Donald Trump har kritiseret basketballspilleren Stephen Curry.

Stephen Currys hold, The Golden State Warriors, vandt sidste års mesterskab og skulle derfor på besøg i Det Hvide Hus, hvilket er en tradition. Fredag meldte Curry dog ud, at det endnu ikke var afgjort, om holdet ville aflægge det prominente visit, men at det i hvert fald stod klart, at han ikke ønskede deltage i det.

- Beslutningen om ikke at aflægge et visit vil forhåbentlig skabe en forandring i forhold til, hvad vi tolererer, accepterer og hvad vi vender det blinde øje til i dette land, lød det fra Curry.

Trump kvitterede denne udmelding med at trække invitationen tilbage.

Det fik Currys kollega og rival, LeBron James, til at gå til tasterne. I sit tweet påpeger han ironien i, at Trump trak invitationen tilbage, efter Curry selv havde afvist den. Samtidig kaldte han Trump for "en bums".

- At besøge Det Hvide Hus var en stor ære, indtil du dukkede op, lød det videre fra LeBron James, der selv var en aktiv tilhænger af Hillary Clinton.

Han viste sig blandt andet sammen med den tidligere præsidentkandidat under valgkampen.

Det er bestemt ikke en hvilken som helst sportsstjerne, der nu har kritiseret den amerikanske præsident. LeBron James menes at være den næstbedst lønnede sportsudøver i verden - kun overgået af fodboldspilleren Ronaldo i Real Madrid.

Ordkrig mellem Trump og sportsstjerner

Fredag aften amerikansk tid udtrykte Donald Trump en mere generel hård tone overfor nogle af landets sportsstjerner. Denne gang ved at få en tidligere konflikt med en NFL-spiller til at blusse op igen. På sit besøg i staten Alabama, i forbindelse med et valgkampsmøde, opfordrede den amerikanske præsident nemlig ejerne af diverse sportshold til at fyre deres spillere, hvis de opfører sig respektløst. Den respektløse opførsel kan enten komme til udtryk ved, at spillerne nægter at stå op under nationalsangen, eller hvis de helt nægter at synge med, mener Trump.

Den amerikanske præsident refererede til en hændelse sidste år, da den amerikanske fodboldspiller Colin Kaepernick skabte overskrifter, fordi han, i protest over, at en række sorte amerikanere var blevet dræbt af hvide politibetjente, nægtede at synge med på nationalsangen i forbindelse med en sportskamp.

Donald Trump spurgte hele forsamlingen i Alabama, om de ikke ville elske at se NFL-ejerne fyre spillerne, hvis de udviste denne form for respektløse adfærd over for det amerikanske flag.

Et spørgsmål om race

Ifølge Mirco Reimer-Elster, der er USA-analytiker, vil hele konflikten blive kogt ned til et spørgsmål om race.

- Det ender med at blive en sag om race. De sorte mener, at det er fair nok, at Colin Kaepernick ikke synger med under nationalsangen i protest og for at sætte fokus på en vigtig problemstilling, siger Mirco Reimer-Elster.

Omvendt forholder det sig blandt de mest konservative republikanere. For dem er der tale om en dyb respektløshed, når der ikke bliver sunget med på nationalsangen. Det gør sig også gældende for flertallet af amerikanerne generelt, men flere peger dog på Kaepernicks forfatningssikrede ret til ytringsfrihed, som de vægter højest.

- Min klare vurdering er, at Trumps base synes, at det er respektløst, når man knæler og ikke synger med under nationalsangen, fortæller Mirco Reimer-Elster, der beskriver sagen som en vindersag for Trump blandt hans base.

- Han er taktisk bevidst om at nævne protestaktionerne på et møde i Alabama. Trump ved, at hans base i Alabama kan lide at høre ham kritisere folk som Kaepernick, fortæller Mirco Reimer-Elster, der samtidig forklarer, at de moderate republikanere trods deres uenighed fokuserer på Kaepernicks ret til at ytre sin mening.

Lørdag fortsatte Trump sin kritik af sportsstjerner, da han tweetede dette:

Typisk Trump

Mirco Reimer-Elster er dog usikker på, hvordan reaktionerne vil være i forbindelse med den nye konflikt med Curry og nu LeBron James, som har en kæmpe fanskare bestående af både republikanere og demokrater.

- En anden præsident ville have afholdt sig at gå ind i konflikter med prominente sportsstjerner. Som vel at mærke har en bredere opbakning i den amerikanske befolkning og er mindre kontroversielle end præsident Trump. Jeg kan ikke forestille mig, at for eksempel George W. Bush ville have blandet sig i det her, siger Mirco Reimer-Elster.

Han er dog ikke overrasket over, at Trump er gået ind i konflikten - og at han med talen i Alabama er med til at kaste mere benzin på bålet.

- Groft sagt er der ingenting, der er for små til, at Trump vil undlade at kommentere. Særligt ikke, hvis han føler sig forulempet eller ved, at hans loyale base kerer sig om emnet. Denne slags verbale slagsmål kommer til at fortsætte, så længe Trump er i nærheden af en mikrofon eller en smartphone.

Står det til tilhængerne af Trump, skal præsidenten fortsætte med sin direkte stil. I en ny undersøgelse fra NBC News og Wall Street Journal svarer 99 procent af de adspurgte, der tilkendegiver sig som støtter af præsidenten, at de er tilfredse med hans embedsførelse.