Nordkorea truer med brintbombe over Stillehavet

Præsident Donald Trumps første tale for FN afføder skarp reaktion fra Nordkorea.

Fra FN’s talerstol truede præsident Donald Trump tirsdag med, at USA kan blive tvunget til fuldstændig at ødelægge Nordkorea.

Nu tager Nordkorea til genmæle.

Landets udenrigsminister, Ri Yong Ho, advarede torsdag om, at Nordkorea vil teste et kraftigt atomvåben over Stillehavet som reaktion på amerikanernes trusler om militære handlinger, skriver det amerikanske nyhedsmedie CNN.

- Det her kan sandsynligvis resultere i den største test af en brintbombe over Stillehavet nogensinde, lød det fra udenrigsministeren.

Kort forinden kom den nordkoreanske leder, Kim Jong Un, med en usædvanlig reaktion på Donald Trumps tale, hvor han proklamerede, at USA ville komme til at betale dyrt for Donald Trumps udtalelser.

Jeg vil helt sikkert svare den mentalt forstyrrede amerikanske tåbe med ild

Kim Jong Un, nordkoreansk leder

- Jeg har tænkt meget over, hvilket svar han forventede, efter han lod sådanne excentriske ord ryge over tungen, lød det fra Kim Jong Un i en erklæring bragt af de nordkoreanske statsmedier.

- Jeg vil helt sikkert svare den mentalt forstyrrede amerikanske tåbe med ild, sagde han og tilføjede, at Donald Trump er drevet af mentalt forstyrret adfærd.

- Raketmanden er på selvmordsmission

Det var USA’s hidtil skarpeste advarsel til Nordkorea, da Donald Trump talte foran repræsentanterne fra FN’s 193 medlemslande tirsdag.

- Hvis USA bliver truet, har USA ikke andet valg end fuldstændigt at ødelægge Nordkorea, sagde Donald Trump, mens repræsentanter så til.

Hånende omtalte han Kim Jong Un som "raketmanden".

- Raketmanden er på en selvmordsmission for sig selv og sit folk, lød det fra præsidenten.

Advarslen kom efter gentagne missilaffyringer og atomvåbentest fra det nordkoreanske regime.

Siden 2006 har FN’s Sikkerhedsråd vedtaget sanktioner overfor Nordkorea ni gange. Indenfor de seneste måneder har sikkerhedsrådet to gange skærpet sanktionerne – begge gange med opbakning fra Nordkoreas nærmeste allierede, Kina.

Men det har endnu ikke fået Nordkorea til at stoppe prøveaffyringerne. Alligevel fastholder FN, at det er vigtigt, at enigheden i Sikkerhedsrådet opretholdes.

Det samme sagde Donald Trump på talerstolen:

- FN’s medlemsstater er på arbejde sammen for at isolere Kims regering, indtil den stopper sin fjendtlige opførsel.