Udland

Dynamittens opfinder fortrød, da han læste sin egen nekrolog

Opfindelsen af dynamitten skabte det økonomiske fundament for de videnskabelige Nobel-priser og Nobels Fredspris.

Det er i år præcis 150 år siden, at den svenske videnskabsmand og opfinder Alfred Nobel opfandt og tog patent på dynamit.

Sprængstoffet forandrede verden, men revolutionerede også moderne krigsførelse.

Til stor ærgrelse for dets skaber.

Hensigten var nemlig den stik modsatte, da Alfred Nobel besluttede sig for at udvikle det, der senere blev kendt som dynamit. En beslutning han tog, efter hans egen bror sprængte sig selv i luften.

Eksplosioner og dødsfald

Broderen, Emil Nobel, og fire andre ansatte mistede livet den 3. september 1864 ved en eksplosion i faderens fabrik i Heleneborg ved den svenske hovedstad Stockholm.

Her havde de eksperimenteret med nitroglycerin, et yderst eksplosivt – men også ekstremt ustabilt – stof.

Det kan eksplodere ved selv det mindste stød eller tryk på den beholder, hvor det opbevares, hvilket gør det vanskeligt at både opbevare og transportere.

Det inspirerede Alfred Nobel til at finde en måde, hvorpå han kunne stabilisere stoffet og gøre det mere sikkert.

Han fandt sammen med nogle tyske forretningspartnere og oprettede et nyt firma i en fabrik ved Geesthacht nær Hamborg.

Her eksperimenterede de med en blanding af nitroglycerin og krudt, hvilket dog resulterede i flere dødelige eksplosioner. Både på fabrikken og i en bygning i San Francisco, USA, hvor stoffet var importeret til i forbindelse med det fremskredne jernbanebyggeri. 15 mennesker døde ved dén eksplosion.

Et nyt våben var født

I 1867 kom så gennembruddet, da Alfred Nobel fandt ud af, at man ved at blande nitroglycerin med bjergarten diatomit, også kendt som kiselgur, kunne skabe en stabil masse, som kunne formes til korte pinde, som kunne bruges i minedriften.

Samme år tog han patent på opfindelsen, som han døbte ”dynamit” efter det græske ord dynamis – kraft.

Opfindelsen blev et populært alternativ til de mere usikre eksplosiver og revolutionerede blandt andet mine- og nedrivningsindustrien, ligesom jernbanefirmaer nu langt sikrere kunne sprænge sig vej gennem bjergsider og åbne verden op for nye togstrækninger.

Men det nye sprængstof havde også mange andre anvendelser, og det varede ikke længe, før krigsherrer fattede interesse for dynamitten og tog den til sig.

Den blev første gang brugt i en bombe i 1870 under den fransk-preussiske krig, og under den spansk-amerikanske krig i 1898 var det vidt udbredt i kanoner.

Nobel var ikke blind for denne brug af hans opfindelse, men han var selv fortsat med at udvikle våbenteknologi efter den overbevisning, at stærkere våben ville virke afskrækkende for krigsparter og i sidste ende forebygge krig.

I et brev til den berømte fredsforkæmper Bertha von Suttner i 1892 skrev han således:

- Mine fabrikker kan meget vel sætte en stopper for krig før jeres kongresser. For på den dag, hvor to hære er i stand til at udslette hinanden på et sekund, vil alle civiliserede nationer med sikkerhed trække sig fra en krig.

Læste sin egen nekrolog

Alfred Nobel værnede om sine patenter, hvilket gjorde dynamitten til en indbringende forretning, men han fik en ubehagelig øjenåbner, da hans bror Ludvig Nobel døde i 1888.

En fransk avis kom nemlig ved en fejl til at trykke deres forberedte nekrolog for Alfred Nobel i stedet. Den havde overskriften ”Le marchand de la mort est mort” – ”Dødens købmand er død” – og i den lød blandt andet:

- Dr. Alfred Nobel, som blev rig ved at finde nye måder at slå folk ihjel hurtigere end nogensinde, døde i går.

Nobel blev angiveligt forfærdet over artiklen, og flere fortællinger går på, at han derefter besluttede sig for at gøre noget for at forbedre sit eftermæle. Nobel blev derefter kendt som pacifist på sine sidste år.

Et år før sin død i 1896 underskrev den barnløse Alfred Nobel sit testamente og efterlod et beløb på 31 millioner svenske kroner (svarende til knap 1,6 milliard i dag) til at etablere Nobel-priserne.

Blandt dem var en pris, der skulle gives til den person, der ”havde gjort mest eller det bedste arbejde for nationernes forbrødring og reduktion af militærstyrker samt for gennemførelse af fredskongresser". Prisen kendes i dag som Nobels Fredspris.

Alfred Nobel nåede således før sin død i et vist omfang at komme til at fortryde sin opfindelse – eller i hvert fald brugen af den.

Det er noget, som også er overgået andre store videnskabsmænd i historien - se andre kendte eksempler i listen herunder:

Videnskabsmænd, der fortrød deres opfindelser

  1. Mikhail Kalashnikov – Opfindelse: AK-47

    Mikhail Kalashnikov ville egentlig bare hjælpe sit land, da han lod sig værge til den russiske hær. Her oplevede han sine soldaterkammerater brokkede sig over de ineffektive rifler, de var tvunget til at bruge, så han brugte sin våbeninteresse og baggrund som mekanikerbaggrund til at forsøge at designe en bedre udgave.

    Resultatet blev Avtomat Kalashnikova Model 1947 – i dag bedre kendt som AK-47.

    Desværre fandt terroristgrupper og andre våbenproducenter måder at omgå produktionen og udnytte våbnet til uønskede gøremål. Den dengang 82-årige Kalashnikov fortalte derfor i 2002 til The Guardian, at han trods stoltheden over sin opfindelse var ked af, hvad det var endt med:

    - Jeg ville have foretrukket at have opfundet en maskine, som folk kunne bruge, og som ville hjælpe landmænd med deres arbejde – for eksempel en græsslåmaskine.

  2. Orville Wright – Opfindelse: Flyet

    Brødrene Wright – Orville og Wilbur – er kendt som mændene, der byggede og fløj verdens første flyvemaskine. Ingen af dem havde dog forventet, at deres opfindelse ville blive brugt til krig.

    Da det skete, fastholdt de – ligesom Alfred Nobel – i mange år overbevisningen om, at flytruslen i stedet kunne være et redskab til varig fred.

    Men da Orville Wright så ødelæggelserne forårsaget af fly under Anden Verdenskrig, indså han dog realiteterne og beklagede sin opfindelse:

    - Vi turde håbe på, at vi havde opfundet noget, som ville bringe varig fred til Jorden. Men vi tog fejl, fortalte han pressen før sin død.

  3. J. Robert Oppenheimer – Opfindelse: Atombomben

    Oppenheimer ledede udviklingen af amerikanernes del i atomkapløbet under Anden Verdenskrig.

    Han ønskede at skabe en atombombe, der kunne bruges til at stoppe krigen, men da han bevidnede den første test af en brintbombe og den efterfølgende bombninger i Japan, begyndte han angiveligt at tvivle.

    Han blev fortaler for international kontrol over atomenergien og modstander af brugen af atombomber. Som han på et tidspunkt sagde til den amerikanske præsident Harry S. Truman:

    - Hr. Præsident, jeg føler, at jeg har blod på hænderne.

    Han fortsatte sin modstand, og mistanke om manglende loyalitet førte i 1953 til en senatshøring, som resulterede i, at han mistede sin betroede status. 

  4. Arthur Galston – Opfindelse: Agent Orange

    Da den amerikanske botaniker Arthur Galston begyndte sit arbejde med triiodobenzoic-syre havde han ikke regnet med, at det senere ville blive brugt til kemiske våben.

    Men den amerikanske hær så potentialet i hans arbejde og brugte det til at udvikle giften ”Agent Orange”.

    Den blev brugt af amerikanerne under Vietnamkrigen, hvor den blev sprøjtet på træerne, så bladene faldt af, så fjenden blev blottet. Den endte med at dræbe op mod flere hundredtusinde mennesker og være skyld i, at omkring en halv million børn blev født med fødselsdefekter.

    Selvom han ikke deltog i krigsførelsen, følte Galston sig skyldig resten af sit liv.

    - Intet, du foretager dig I forskningen, er garanteret at resultere i fordele for menneskeheden. Jeg tror enhver opdagelse er moralsk neutral og enten kan bruges til noget konstruktivt eller destruktivt. Det er ikke videnskabens skyld, udtalte han ifølge New York Times.

Kilder: Live Science, NDR, NobelPrize.orgBig Think.