Donald Trump

Trump i FN: - Hvis USA trues, må vi udslette Nordkorea fuldstændigt

Fra FN's talerstol truede Donald Trump med, at USA kan blive tvunget til 'total ødelæggelse' af Nordkorea.

Den amerikanske præsident Donald Trump udstedte den hidtil skarpeste advarsel til Nordkorea, da han i dag talte til FN's generalforsamling.

- Hvis USA bliver truet, har USA ikke andet valg end fuldstændigt at ødelægge Nordkorea, sagde USA's præsident, Donald Trump fra talerstolen, mens der bredte sig en mumlen blandt de forsamlede repræsentanter fra de 193 medlemslande.

Donald Trump omtalte fra talerstolen hånende den nordkoreanske leder Kim Jong Un som ’raketmanden’.

- Raketmanden er på en selvmordsmission for sig selv og for sit folk, sagde Donald Trump.

Den skarpe advarsel fra USA kommer efter gentagne missilaffyringer og atomvåbentest fra det nordkoreanske regime.

Ifølge TV2’s USA-ekspert Mirco Reimer-Elster var det en skarp tale, målt i forhold til, hvad man er vant til i FN, men ikke i forhold til, hvordan Donald Trump normalt omtaler USA’s internationale modstandere.

- I forhold til Trumps retorik, synes jeg, at talen var i den mere moderate ende, vurderer Mirco Reimer-Elster, der er cand.mag i amerikanske studier og blogger om amerikansk politik på tv2.dk.

'Meget klart sprog'

Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen, der overværede talen i FN, kaldte Donald Trumps udtalelser for ’overmåde meget klart sprog’.

- Så gik han til den. Jeg deler jo grundlæggende synspunktet, men retorikken var meget, meget hård, når man taler om ’total destruction’. Det er svært at se lige præcis hvilken handling, der skal sættes bag disse ord, siger Lars Løkke Rasmussen.

Lars Løkke om Trumps tale: 'Retorikken var meget hård'

Lars Løkke Rasmussen hæftede sig også ved, at netop disse ord udløste, hvad han kalder, ’en summen i salen’.

- Det kom oven i, at FN’s generalsekretær i sin tale havde manet til besindighed på den koreanske halvø, siger Lars Løkke Rasmussen.

FN’s generalsekretær Antonio Guterres havde indledningsvist understreget behovet for, at alle parter udviste statmandskunst for at undgå en krig på den koreanske halvø.

- Vi må ikke gå ind i en krig som søvngængere, sagde den portugisiske generalsekretær.

Enighed om sanktioner

FN's Sikkerhedsråd har siden 2006 hele ni gange vedtaget sanktioner overfor Nordkorea. Indenfor de seneste måneder har sikkerhedsrådet to gange skærpet disse sanktioner, begge gange med opbakning fra Nordkoreas nærmeste allierede Kina. 

Det har indtil videre ikke fået Nordkorea til at stoppe sine prøveaffyringer af atomvåben, men FN's Generalsekretær udtrykte håb om, at enigheden i Sikkerhedsrådet vil blive opretholdt.

Og det samme sagde Donald Trump, da han stod på talerstolen:

- FN's medlemsstater må arbejde sammen for at isolere Kims regering indtil den stopper sin fjendtlige opførsel, sagde han.