Udland

Toys "R" Us søger om konkursbeskyttelse

Den amerikanske legetøjsgigant Toys "R" Us har mandag søgt om konkursbeskyttelse.

USA's største legetøjskæde, Toys "R" Us, har mandag søgt om konkursbeskyttelse. Det skriver Reuters og flere andre medier.

Dermed er fremtiden usikker for legetøjskædens cirka 64.000 ansatte.

Ved at søge om konkursbeskyttelse har selskabet mulighed for at foretage omstruktureringer og holde sine butikker åbne, uden at kreditorerne kan sætte en stopper for det.

Norden ikke påvirket

I flere dage har der været rygter om, at den amerikanske legetøjsgigant har store økonomiske problemer.

Sent mandag aften reagerede den danske legetøjskoncern TOP-TOY på rygterne.

Selskabet, der driver Toys "R" Us i Norden, meddelte, at det ikke vil blive påvirket af en eventuel konkurs.

- På den korte bane vurderer vi ikke, at det har nogen konsekvenser for vores forretning, siger Søren Torp Laursen, administrerende direktør for TOP-TOY.

I pressemeddelelsen oplyses det, at TOP-TOY, der også ejer BR, i 1996 købte sig adgang til Toys"R"Us-brandet via en licensaftale med den amerikanske koncern.

Anmodningen om konkursbeskyttelse fra Toys "R" Us Inc. kommer, samtidig med at detailbranchen er ved at forberede sig til årets travleste måneder op til julehandelen.