Minister efter Trumps FN-tale: - Den forkerte tale - på det forkerte tidspunkt
Indtil videre har der været få, men meget blandede reaktioner fra verdens ledere på den skarpe amerikanske advarsel til Nordkorea.
Der gik et sus gennem FN's generalforsamling, da den amerikanske præsident Donald Trump fra talerstolen truede med ‘en fuldstændig ødelæggelse’ af Nordkorea, hvis ikke landet standsede sine prøveaffyringer af missiler.
På tv-billeder fra salen kunne man se den svenske udenrigsminister Margot Wallström demonstrativt folde armene foran brystet.
Efter talen var hun da også en af de hårdeste kritikere af Donald Trumps tale. Både på grund af den skarpe tone og fordi han benyttede FN's talerstol som affyringsrampe for sit angreb.
- Det var den forkerte tale på det forkerte tidspunkt, og til det forkerte publikum, sagde Margot Wallström efter talen til den britiske tv-station BBC.
'Dristig og modig'
Anderledes positiv var den israelske premierminister Benjamin Netanyahu, der kunne høre Donald Trump angribe ikke bare Nordkorea, men også Israels ærkefjende Iran.
- I de mere end 30 år, jeg har haft med FN at gøre, har jeg ikke hørt en dristigere eller mere modig tale, sagde Benjamin Netanyahu i en kommentar efter talen.
Den franske præsident Emmanuel Macron har ikke direkte kommenteret Donald Trumps tale, men i sin egen tale fra FN's talerstol bakkede han op om den hårde linje overfor Nordkorea.
- Nordkorea har overtrådt en vigtig grænse i den militære optrapning, og de har ikke vist nogen tegn på, at man er villig til at forhandle, sagde Emmanuel Macron.
'Meget hård retorik'
Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde efter talen til TV 2, at Donald Trump havde brugt et "overmåde meget klart sprog".
- Jeg deler jo grundlæggende synspunktet, men retorikken var meget, meget hård, når man taler om ’total destruction’. Det er svært at se lige præcis hvilken handling, der skal sættes bag disse ord, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Har ikke glemt sine allierede
Den tidligere danske udenrigsminister Per Stig Møller hæftede sig ved en meget vigtig detalje i Trumps tale:
- Han sagde, at hvis Nordkorea angreb, så ville det være et angreb på USA og dets allierede og så ville der komme en reaktion. Det er meget væsentligt. Når han siger "America First", så ville man jo tro, at han glemte Sydkorea og Japan. Men det gjorde han lige præcis ikke, siger Per Stig Møller.
Han noterede sig også, at Donald Trump lægger op til, at Kina har en vigtig rolle at spille. Og derfor er FN's generalforsamling slet ikke noget dårligt sted at spille ud, siger Per Stig Møller.
- Donald Trump kan håbe på, at han får sat mere pres på Kina. At de kommende mange talere og de mange møder vil sætte mere pres på Kina. Der kan godt ske noget under FN's generalforsamling, fordi alle er samlet, siger den tidligere danske udenrigsminister.
'Stærke ord'
Nato's generalsekretær Jens Stoltenberg var omhyggeligt diplomatisk, da TV 2 efterfølgende bad om en kommentar til Donald Trumps tale:
- I talen bruger præsidenten stærke ord. Mit fokus er, hvordan vi kan bygge på den enighed, der er i verdenssamfundet, sagde Jens Stoltenberg.
Ingen kommentar fra Nordkorea
Det FN-medlemsland, som Trumps trusler var rettet imod, har ikke offentliggjort nogen kommentarer til talen. Nordkorea var repræsenteret af en underordnet diplomat i FN's store mødesal, da Donald Trump holdt sin tale, og har efterfølgende ikke ønsket at kommentere den.
Til gengæld var der ét sted, hvor talen blev godt modtaget. Det var i Trump-familien:
- Det gik vældigt fint, vurderede Donald Trump selv, mens datteren Ivanka Trump kaldte talen ’"remragende" og sønnen Eric Trump vurderede den til at være ’"fantastisk".