Udland

Maria rammer caribisk ø som ekstremt farlig kategori 5-orkan

Folk i San Juan, Puerto Rico, forbereder sig på orkan. RICARDO ARDUENGO / Scanpix Denmark

Orkan er blevet opgraderet til en kategori 5-orkan og er gået i land på caribisk østat, oplyser orkancenter.

Orkanen Maria gik tidligt tirsdag morgen dansk tid i land i den caribiske østat Dominica.

Orkanen beskrives som ekstremt farlig og er blevet opgraderet til en kategori 5.

Det oplyser USA's nationale orkancenter, NHC, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kategori 5 er det højeste kategori på den såkaldte Saffir-Simpson orkanskala.

16.000 uden strøm

Orkanen forventes at fortsætte mod Jomfruøerne og Puerto Rico, når den har passeret Dominica, oplyser NHC. 

- Maria bevæger sig mod nordvest med omkring 15 kilometer i timen, og dette forventes at fortsætte onsdag, skriver NHC.

Det Miami-baserede orkancenter oplyser, at Maria passerede forbi øen Martinique og har en vindstyrke på op mod 260 kilometer i timen.

Massiv regn har allerede ramt Martinique, hvor 16.000 hjem er uden strøm. Der bor 400.000 indbyggere på Martinique. Det skriver AFP.

- Vi er ikke engang færdige med at rydde op

Maria kommer, bare to uger efter at orkanen Irma bevægede sig igennem Caribien. Her forårsagede den massive ødelæggelser på sin vej.

- Vi er ikke engang blevet færdige med at rydde op, og nu er vi ved at gøre klar til orkan nummer to, siger Nicolai Salling til TV 2.

Den 33-årige dansker bor på St. Thomas i Det Caribiske Øhav, og han mistede sit hus under den sidste orkan.

Ifølge Anders Ladekarl, der er generalsekretær for Røde Kors i Danmark og befinder sig på St. Croix, er de amerikanske myndigheder massivt til stede og koordinerer arbejdet på De Amerikanske Jomfruøer. Han frygter, at Røde Kors kommer til at mangle ressourcer, efter orkanen.

- Jeg er bange for, at når vi gør skaderne op efter mandag og tirsdag, kommer vi nok til at få brug for flere ressourcer, siger Anders Ladekarl.

Orkanen Maria forventer at ramme De Amerikanske Jomfruøer natten til onsdag lokal tid. 

Lufthavn og havn lukket

I østaten Dominica har indbyggerne forberedt sig på Marias ankomst.

Øens supermarkeder er blevet tømt for basale fornødenheder. Alle indbyggere, der bor tæt ved vandet, opfordres til at rykke op i højtbeliggende områder.

Øens lufthavn og havn er blevet lukket, og de lokale forsyningsselskaber har lukket for vandet.

Roosevelt Skerrit, premierminister i Dominica, opfordrer alle på øen til at være varsomme under orkanen.

- Lad os tage det alvorligt og bruge tiden på at forberede os ordentligt, sagde han på en pressekonference mandag.

Husker David

Mange af øboerne i Dominica husker stadig, da kategori 5-orkanen David resulterede i massive ødelæggelser i 1979.

Prognoser tyder på, at Maria vil fortsætte videre mod det amerikanske territorium Puerto Rico og øen Hispaniola.

Maria har passeret tæt forbi både Barbados og St. Lucia. På St. Lucia har orkanen resulteret i store regnmængder, oversvømmelser, mudderskred og strømafbrydelser.

- Indtil videre har vi ikke fået meldinger om tilskadekomne eller omkomne. Men vi kender først omfanget af skaderne senere, siger øens sikkerhedschef, Velda Joseph, ifølge AFP.