Udland

USA holder fast i 'de fire nej'er': Krig mod Nordkorea er sidste udvej

USA’s udenrigsminister lover, at USA ikke ønsker at vælte Nordkoreas regime, og lægger samtidig pres på Kina.

USA søger en fredelig løsning på konflikten med Nordkorea. Og en militær løsning er den sidste udvej, hvis den diplomatiske indsats slår fejl.

Det slog USA’s udenrigsminister, Rex Tillerson, søndag fast i et interview til tv-programmet ’Face the nation’ på CBS News.

Stemningen har ellers længe været anspændt mellem de to nationer og præget af aggressiv retorik.

Senest har Nordkorea truet med at reducere USA til aske og mørke. En lignende advarsel til Nordkorea kom fra USA’s præsident, Donald Trump, i august:

- Nordkorea må hellere holde op med at true USA. For ellers vil de blive mødt med en ild og et raseri, som verden aldrig før har set, sagde han.

De fire nej'er

Tidligere på måneden blev Trump spurgt, om USA ville angribe Nordkorea. Han svarede, ”vi får se”. Og søndag kaldte han på Twitter Nordkoreas missilaffyrende leder, Kim Jong-un, for ’Rocket Man’ - missilmanden.

Mere diplomatiske toner lød samme aften fra Trumps udenrigsminister.

Her sagde Tillerson, at USA’s politik i forhold til Nordkorea handler om at forhindre landets muligheder for at besidde og anvende atomvåben. Han sagde også, at USA’s strategi er en fredelig kampagne drevet af "de fire nej’er":

- De fire nej’er betyder, at vi ikke søger et regimeskifte, vi søger ikke et regimekollaps, vi søger ikke at forcere en genforening af den nordkoreanske halvø, og vi søger ikke en grund til at sende vores styrker ind nord for den demilitariserede zone, siger Rex Tillerson til CBS.

Nordkorea har tidligere i hårde vendinger advaret USA mod netop at vælte det nordkoreanske regime.

- Skulle USA vove at vise bare det mindste tegn på at forsøge at fjerne vores suveræne lederskab, vil vi slå til med et nådesløst angreb i hjertet af USA med vores kraftfulde nukleare hammer, slebet og hærdet over tid, lød det i juli fra en talsmand for Nordkoreas regime via det statslige nyhedsbureau KCNA.

Et signal til Kina

For en uge siden vedtog FN’s Sikkerhedsråd det, USA’s FN-ambassadør kaldte "de hårdeste sanktioner nogensinde mod Nordkorea".

Det forhindrede dog ikke Nordkorea i natten til fredag at lave en testaffyring af et langtrækkende missil henover Japansk territorium.

Søndag blev Donald Trump i en telefonsamtale enig med Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, om at maksimere det økonomiske og diplomatiske pres på Nordkorea. Det var herefter, Trump kaldte Kim Jong-un for ’Rocket Man’.

I interviewet med CBS lagde Rex Tillerson også op til at forsætte ad sanktionsvejen ved at samle "den største og stærkest mulige internationale koalition" for at lægge pres på Nordkorea, men også på Kina og Rusland. Alt det med henblik på at få Nordkorea til at indgå i konstruktiv dialog.

Tillerson gjorde det klart, at ansvaret hviler på Kina som hovedleverandør af olie til Nordkorea. Derfor ønsker udenrigsministeren også at sende et signal til Nordkoreas naboer mod nord.

- Kina er især bekymret for et regimekollaps og den påvirkning, det måske kan have på deres grænse. Så det her er også for at forsikre Kinas regering om, at det heller ikke er vores dagsorden, sagde Tillerson til CBS.

Faren er, hvis Nordkorea begår en fejl

Så sent som i fredags var Rex Tillerson også ude at opfordre Rusland og Kina til at reagere efter Nordkorea seneste missilaffyring.

Tillersons snak om en fredelig løsning er da heller ikke bare tomme ord. Der er umiddelbart ikke udsigt til væbnet konflikt.

Sådan lød vurderingen fredag fra Troy Stangarone, der er direktør for tænketanken Korea Economic Institute of America i Washington.

- Vi er stadig et godt stykke fra en væbnet konflikt. Faren er, at Nordkorea begår en fejl og affyrer et missil, der rammer en af USA's allierede. Dermed vil styret presse USA ud i en situation, hvor man bliver nødt til at reagere, sagde han.