Udland

Storm koster otte mennesker livet i Rumænien

I den vestlige del af landet, omkring byen Timisoara, opfordres folk til at blive indendørs som følge af en kraftig storm.

En kraftig storm i det vestlige Rumænien har dræbt otte mennesker og såret mindst 67, oplyser myndighederne.

Det skriver BBC.

En 24-årig mand blev dræbt, da en byport væltet ned over hans bil i byen Timisoara.

Flere vand- og elforsyninger er blevet afskåret som følge af stormens rasen, og derfor står mange boliger uden elektricitet.

Var ikke blevet advaret

De fleste ofre var i og omkring byen Timisoara i den vestlige del af landet - ikke langt fra nabolandende Ungarn og Serbien.

Byen Timisoara i Rumænien er blevet hårdt ramt af en kraftig storm.

Her blev der målt vindstyrker op imod 100 kilometer i timen, som blandt andet har fået træer til at vælte og revet tage af både skoler, hospitaler og huse.

Mange biler er blevet beskadiget af de væltede træer.

Flere biler er blevet ramt af nedfaldne træer.

- Vi var ikke blevet advaret om denne storm. Vejrudsigten meldte kun om regn, har borgmesteren i Timisoara, Nicolae Robu, udtalt til den lokale Tv-kanal, Digi 24.

Skal blive indendørs

Ifølge Washington Post fortæller Mihai Grecu, chef for beredskabsafdelingen på Timisoara County Hospital, det nationale nyhedsbureau Agerpres, at 30 personer er i behandling for skader fra flyvende genstande i den kraftige storm.

Rumæniens beredskabstjeneste opfordrer folk til at holde sig indendørs og undgå at gå udenfor i nærheden af ​​træer eller elledninger.

Søndagens storm fulgte flere dage med høje temperaturer i landet.

Stormen bevæger sig i øjeblikket nordøst over mod Ukraine.