Myrdet i Mexico under research til tv-serie om narkokonge
Carlos Munoz Portal, 37, ledte efter egnede steder til optagelse af Netflix-serien 'Narcos', da han blev myrdet
En filmmedarbejder, der var på arbejde i Mexico forbindelse med Netfllix-serien 'Narcos', er blevet fundet dræbt under sit arbejde med at finde egnede steder til optagelse af tv-serien i det centrale Mexico, skriver britiske The Guardian.
37-årige Carlos Munoz Portal havde i mange år arbejdet med at finde egnede optage-steder i Mexico for amerikanske film- og tv-produktioner. Han ledte efter egnede steder i forbindelse med 'Narcos', som handler om den colombianske narkokonge Pablo Escobars storhed og fald. Ifølge The Guardian skal fjerde sæson af serien primært handle om Juarez-kartellet i Mexico.
De præcise omstændigheder omkring drabet er ukendte, men liget af Portal blev fundet i en bil på en grusvej i San Bartolo Actopan i Temascalapa i det nordøstlige Mexico tæt på grænsen til delstaten Hidalgo. Han var blevet skudt flere gange.
Kørte til stedet for at fotografere
En ven af Munoz har forklaret, at han mandag kørte til stedet for at fotografere for Netflix.
Ifølge vennen, der ønsker at være anonym, kan en ukendt person med et kamera have skræmt lokalbefolkningen på grund af utrygheden i regionen.
- Måske troede de han samlede informationer og begyndte at følge efter ham i bil, siger vennen til El Pais.
En talsmand for politiet siger, at man ikke ved, om Munoz var i Hidalgo og blev forfulgt af fremmede derfra, eller om han var i staten Mexico og prøvede at flygte mod Hidalgo, da han blev dræbt.