Udland

Nordkorea ignorerer FN og sværger at færdiggøre atomprogram

Kort efter FN's fordømmelse af Nordkoreas missiltest fredag sværger Kim Jong-un at gennemføre atomprogram.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, sværger at færdiggøre landets atomvåbenprogram trods sanktioner.

Det oplyser styret i det isolerede land ifølge det statslige nyhedsbureau KCNA.

Nordkorea arbejder mod at kunne måle sig militært med USA

Kim Jong-un fortæller yderligere, at Nordkorea arbejder mod at kunne måle sig militært med USA.

Reaktionen kommer, to timer efter at FN's Sikkerhedsråd var ude at fordømme Nordkoreas "stærkt provokerende" missilaffyring, der fandt sted fredag morgen lokal tid.

Sikkerhedsrådet understreger samtidig vigtigheden af, at Nordkorea påbegynder en atomnedrustning på den koreanske halvø.

- Sikkerhedsrådet understreger, at disse handlinger ikke kun udgør en trussel mod regionen, men mod alle FN-medlemslande, står der i udtalelsen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Alle 15 medlemmer støtter udtalelsen - også Kina, der er Nordkoreas nærmeste allierede.

Det ballistiske missil blev affyret fra hovedstaden Pyongyang fredag morgen. Det blev affyret mod øst og passerede hen over den japanske ø Hokkaido, før det styrtede i Stillehavet.

Ifølge KCNA var fredagens affyring en test af et missil af typen Hwasong-12. Nyhedsbureauet skriver videre, at Kim Jong-un selv overværede testen.