Udland

Sag om pædofilidømt udløser valg i Island

Partiet Lys Fremtid har trukket støtten til statsminister Bjarni Benediktsson og hans regering.

I oktober var der senest valg i Island oven på Panama-skandalen.

En skandale, der involverer Islands statsministers far og en pædofilidømt, betyder, at de islandske vælgere skal til valg for anden gang i løbet af et år.

Islands statsminister, Bjarni Benediktsson, har netop udskrevet valg, efter et koalitionspartiet har forladt regeringen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Vi har mistet flertallet, og jeg kan ikke se noget, der tyder på, at vi kan genvinde det, siger han til fremmødte journalister.

Benediktsson oplyser, at han foretrækker at afholde valget i november.

Sent torsdag besluttede et af regeringens tre koalitionspartier, Lys Fremtid, at trække sig fra samarbejdet. Dermed mistede Islands regering sit flertal i parlamentet.

Lys Fremtid beskylder statsminister Bjarni Benediktsson for ikke at have informeret regeringen om, at faren havde støttet en pædofilidømt mands forsøg på at få en ren straffeattest.

Ifølge nyhedsbureauet AP hjalp Benediktssons far, Benedikt Sveinsson, den pædofilidømte med at søge om tilladelse til at "genrejse sin ære", så han kunne finde sig et arbejde.

Alvorligt tillidsbrud

Manden blev i 2004 fundet skyldig i at have voldtaget sin steddatter næsten dagligt i 12 år. Han blev idømt en fængselsstraf på fem år.

Det var, efter at det kom frem, at dele af regeringen havde holdt oplysningen skjult fra offentligheden, at Lys Fremtid besluttede at trække sig.

- Grunden er et alvorligt brud på tilliden internt i regeringen, skriver partiet på Facebook.

Den siddende koalitionsregering blev dannet af Benediktssons parti, Selvstændighedspartiet, liberale Viðreisn og Lys Fremtid oven på valget i oktober 2016.

De tre partier har samlet 32 af parlamentets i alt 63 mandater. Lys Fremtid sidder på fire af sæderne.

Mistanke om skattesnyd

Det seneste valg blev også afholdt før tid. Islands daværende statsminister, Sigmundur Davíd Gunnlaugsson, gik af, efter at han blev afsløret i Panama-papirerne og kom under mistanke for skattesnyd.

Inden da havde islændingenes tillid til politikere lidt et ordentligt knæk i 2008, da finanskrisen ramte landet med stor kraft.