FN vedtager nye sanktioner mod Nordkorea - de hårdeste nogensinde
FN's Sikkerhedsråd har enstemmigt besluttet at vedtage nye sanktioner mod Nordkorea efter seneste atomtest.
FN's Sikkerhedsråd er blevet enig om at indføre nye sanktioner over for Nordkorea som følge af landets seneste atomtest.
Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.
Samtlige medlemmer af rådet stemte for den resolution, som USA havde foreslået.
USA: Hårdeste tiltag nogensinde
USA's FN-ambassadør, Nikki Haley, kalder de nye tiltag for de hårdeste, der nogensinde er pålagt Nordkorea
- I dag siger vi, at verden aldrig vil acceptere et atombevæbnet Nordkorea, og i dag siger Sikkerhedsrådet, at hvis ikke det nordkoreanske regime stopper sit atomvåbenprogram, så stopper vi det selv.
- Vi er færdige med at opfordre regimet til at gøre det rigtige, nu handler vi for at stoppe dem i at have muligheden for at gøre det forkerte, siger USA's FN-ambassadør, Nikki Haley.
Hun tilføjer, at sanktioner kun har en effekt, hvis alle medlemslande indfører dem fuldstændigt.
USA ønsker ingen militær konfrontation
Den amerikanske FN-ambassadør understreger, at USA ikke ønsker en militær konfrontation med Nordkorea, samt at styret i Pyongyang fortsat har mulighed for at indgå i en dialog.
Men forudsætningen er, at Nordkorea indstiller sit atomvåbenprogram, understreger hun.
- Hvis det viser, at det ønsker fred, så vil verden leve i fred med det, siger hun om styret i Nordkorea.
Kina modsatte sig olieembargo
I sit oprindelige udkast havde den amerikanske regering blandt andet foreslået, at der blev sat en total stopper for salg af råolie til Nordkorea.
Det forslag blev dog ifølge nyhedsbureauet Reuters fjernet fra teksten inden afstemningen i Sikkerhedsrådet sent mandag aften dansk tid.
Kina, der er Nordkorea vigtigste allierede og suverænt største handelspartner, havde ifølge kilder i FN-systemet modsat sig forslaget om en olieembargo.
I stedet er der indført en begrænsning på Nordkoreas import af råolie.
Desuden er der indført totalforbud mod at importere tekstiler fra Nordkorea, og alle lande forbydes også at udstede nye arbejdstilladelser til nordkoreanske gæstearbejdere.
Konsekvens af endnu en atomprøvesprængning
Dermed håber Sikkerhedsrådet at svække to af Nordkoreas væsentligste kilder til at skaffe sig udenlandsk valuta, skriver AP.
Derimod måtte USA tage et forslag om en international indefrysning af det nordkoreanske regimes aktiver ud af den tekst, der kom til afstemning.
De nye sanktioner er en konsekvens af, at Nordkorea forrige søndag foretog sin sjette atomprøvesprængning.
Abe kalder sanktioner bemærkelsesværdige hårde
I Sydkorea er der ifølge nyhedsbureauet Yonhap tilfredshed med, at det internationale samfund lægger mere pres på naboen.
- Det sender en alvorlig advarsel til regimet i Nordkorea, om at dets fortsatte hensynsløse provokationer i sidste ende kun vil forværre landets økonomiske isolation og øge det diplomatiske pres, hedder det i en erklæring fra regeringen i Seoul.
Også Japans premierminister, Shinzo Abe, udtrykker tilfredshed med det, som han kalder "bemærkelsesværdige hårde sanktioner".
- Det er vigtigt at lægge et hidtil stort pres på Nordkorea for at få det til at ændre sine politikker, siger Abe ifølge AP.