Udland

Steinmetz i Florida: - Det mest vanvittige vejr jeg nogensinde har oplevet

Vejret er så farligt i Florida, at myndighederne ikke kan komme ud til folk, der er blevet i staten under orkanen Irma.

Mens regnen pisker TV 2s korrespondent Jesper Steinmetz i ansigtet, prøver han at stå imod orkanen Irmas voldsomme vindstød.

- Det er det mest vanvittige vejr, jeg nogensinde har oplevet, lyder det fra Jesper Steinmetz, der befinder sig i Miami på Floridas sydlige østkyst.

- I går havde palmetræerne grene og blade, men de ligger på vejen nu. Det her bliver ikke mindre vanvittigt af at vide, at vi ikke engang er der, hvor orkanens øje rammer, det er 150 kilometer herfra, siger korrespondenten.

Jesper Steinmetz har i flere dage befundet sig i millionbyen Miami, hvor TV 2 har stillet igennem til ham for at få seneste nyt om den voldsomme orkan Irma, som svinger i styrke mellem katagori 4 og kraftig kategori 3. Han har derfor kunne mærke, hvordan Irma har taget til i styrke.

- Vi står i yderkanten af Irma, men mærker i den grad alligevel effekten. Vi står i læ af en port, og vi tør ikke gå ud på gaden, for så vil vi blive væltet omkuld, siger Jesper Steinmetz.

Det ville være poetisk at sige, at vinden synger i træerne, men det er dagens underdrivelse. Det hyler gennem gaderne

Jesper Steinmetz, korrespondent for TV 2 i Miami

Florida også ramt af tornadovarsel

Søndag aften dansk tid oplever Miami vindstød på over 200 kilometer i timen, oplyser CNN, og vindstødene er endnu ikke toppet.

Udover at indbyggerne i Florida skal modstå orkanen Irma, skal folk i området omkring Miami desuden også tage højde for et tornadovarsel, som myndighederne har udsendt for store dele af staten, fortæller Jesper Steinmetz.

- Det ville være poetisk at sige, at vinden synger i træerne, men det er dagens underdrivelse. Det hyler gennem gaderne, og det absurde er, at Miami slet ikke er ramt af selve orkanen, så jeg tør slet ikke tænke på, hvordan der lyder de steder i Florida, hvor man faktisk er rigtig ramt af Irma.

Steinmetz: Tornadovarsel i Miami

For blot et døgn siden lød prognoserne, at Irma ville lægge vejen direkte forbi Miami, men inden for de seneste 24 timer har orkanen skiftet kurs og tager nu turen op langs vestkysten af Florida.

- Orkanen har - bogstaveligt talt - taget fusen på indbyggerne i Miami, som har ladet sig evakuere og rejst nordpå. Det groteske er, at mange er taget til Tampa på Floridas vestkyst, og nu ser det ud til, at de vil blive ramt endnu hårdere, end hvis man var blevet i Miami, siger Jesper Steinmetz.

Myndigheder kan ikke hjælpe under storm

Myndighederne i Florida oplyser, at 2000 soldater fra Nationalgarden er blevet aktiveret i staten og yderligere 10.000 soldater vil komme fra andre stater og hjælpe med oprydningen efter Irma.

Floridas guvernør, Rick Scott, oplyser desuden på et pressemøde, at Florida har modtaget hjælp fra 16 stater i forbindelse med orkanen Irma. Rick Scott har taget imod alle de typer hjælp, som er blevet tilbudt.

Men hvis ikke borgere har nået at lade sig evakuere, skal indbyggerne i de hårdest ramte byer ikke regne med, at myndighederne kan rykke ud og hjælpe, mens Irma raserer.

- Den seneste melding fra myndighederne er, at man skal blive indendøre. 'Hvis I ringer efter hjælp, kommer vi ikke og hjælper jer', er budskabet, for hvis ikke man er taget væk, da man blev bedt om at gøre det, er der ikke andet at gøre end at vente på, det er overstået, siger Jesper Steinmetz.

Bevæger sig nordpå i løbet af natten

Orkanen Irma fortsætter søndag eftermiddag, aften og nat op langs Floridas vestkyst, hvor der forventes voldsomme vinde, masser af regn og en flere meter høj stormflod.

Med Irmas landgang er det anden gang i år, at USA bliver ramt af en kategori 4-orkan. Tilbage i august hærgede Harvey i det sydøstlige Texas nær Houston.

Det er første gang siden 1915, at to orkaner i kategori 4 går i land i USA samme år.