Udland

Nordkorea: Prøvesprængning var en gavepakke til USA, og der er flere pakker på vej

USA truer Nordkorea med nye sanktioner, men det får ikke nordkoreanerne til at skrue ned for krigsretorikken.

Det nordkoreanske styre kommenterede i dag for første gang officielt weekendens prøvesprængning.

Ved et FN-møde om nedrustning i Genève sendte nordkoreanerne nye trusler afsted mod ærkefjenden USA.

- Mit lands, Nordkoreas, seneste tiltag i selvforsvar er en gavepakke til ingen andre end USA. Og USA vil modtage flere gavepakker for mit land, så længe de kommer med hensynsløse provokationer og frugtesløse forsøg på at lægge pres på Nordkorea, sagde Han Tae Song, der er Nordkoreas FN-ambassadør i Genève.

Prøvesprængningen søndag fik i går USA til at true med nye sanktioner ved et hasteindkaldt krisemøde i FN's Sikkerhedsråd. Men det får ikke Nordkorea til at ryste i bukserne.

- Pres eller sanktioner vil aldrig virke på mit land. Nordkorea vil aldrig under nogen omstændigheder lægge sit atomprogram på forhandlingsbordet, sagde Han Tae Song, der er Nordkoreas FN-ambassadør, i dag i Genève.

Kim Jong-un ses her på et udateret billede fra den nationale nordkoreanske nyhedsbureau.

På ethvert givent tidspunkt

Det nordkoreanske regime er tilsyneladende også i gang med at flytte et af styrets interkontinentale missiler.

Ifølge det sydkoreanske medie Asia Business Daily er der observeret et missil under transport mod Nordkoreas vestkyst.

Det oplyser en unavngiven efterretningskilde til mediet.

Missilet blev ifølge kilden først observeret mandag - blot en dag efter Nordkoreas seneste test af et atomvåben.

Missilet blev også observeret i løbet af natten til tirsdag - tilsyneladende i et forsøg på at undgå overvågning.

Nordkoreas faciliteter til affyring af ballistiske missiler ligger på landets vestkyst. Sydkoreas forsvarsministerium har ikke været i stand til at bekræfte oplysningerne.

Under en samling i parlamentet mandag oplyste ministeriet, at Nordkorea formentlig er parat til at affyre interkontinentale ballistiske missiler på ethvert givent tidspunkt.

/ritzau/Reuters