Valg i Tyskland

BLOG: Tysk valgduel sætter Tyrkiet på alles læber - men forhandlinger er svære at stoppe

Mange opfatter den tyske valgkamp som lidt af en "sovevognsvalgkamp" - ikke mindst fordi de to store partier, CDU og SPD, er forholdsvist enige. Søndag aften blev imidlertid en brat opvågning for de indslumrede EU-nørder, da Angela Merkel og Martin Schulz midt under tv-duellen ændrede Tysklands Tyrkiet-politik. Det er dog lettere at sige noget i en tv-duel end at gennemføre det i praksis.                   Allerede inden søndagens duel har Tyrkiet fyldt en del i den tyske valgkamp.

Mange opfatter den tyske valgkamp som lidt af en "sovevognsvalgkamp" - ikke mindst fordi de to store partier, CDU og SPD, er forholdsvist enige. Søndag aften blev imidlertid en brat opvågning for de indslumrede EU-nørder, da Angela Merkel og Martin Schulz midt under tv-duellen ændrede Tysklands Tyrkiet-politik. Det er dog lettere at sige noget i en tv-duel end at gennemføre det i praksis.                  

Allerede inden søndagens duel har Tyrkiet fyldt en del i den tyske valgkamp. Først fik de 1,2 mio tyskere af tyrkisk afstamning et godt råd fra præsident Erdogan - "stem ikke på CDU, SPD og De Grønne. De er Tyrkiet-fjender". Derefter kom det frem, at 12-13 tyskere - ifølge den tyske regering - sidder uretmæssigt fængslet i Tyrkiet.

Reaktionen fra Berlin lod ikke vente på sig. I sidste uge advarede udenrigsminister Gabriel personligt tyskere mod at tage på ferie til Tyrkiet, og Merkel signalerede først, at Tyskland ville blokere for en udvidelse af forhandlingerne om toldunionen mellem Tyrkiet og EU, dernæst at tiden var kommet til at "genoverveje Tysklands position over for Tyrkiet". Die Linke og FDP var derimod langt klarere i mælet. Stop optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet, lød det fra dem - et synspunkt, der længe også har haft opbakning i Merkels bayerske søsterparti, CSU. Målingerne i Tyskland viser også, at tyskerne ønsker en hårdere kurs over for Tyrkiet.

Schulz’ valgkanin

Og den kom så - midt under Tv-duellen, hvor Martin Schulz meddelte, at optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet skal afbrydes, da landet har overskredet "alle røde linjer". "Præsident Erdogan forstår kun klar tale", sagde Schulz videre. Kansler Merkel virkede synligt overrasket, da hun netop to dage forinden havde aftalt med udenrigsminister Gabriel, at forhandlingerne skulle fortsætte. Indtil TV-duellen var det også kun den østrigske udenrigsminister, Sebastian Kurz, der gik ind for en egentlig afslutning af forhandlingerne.

Merkel forsøgte sig først med synspunktet om, at det jo egentlig var et teoretisk spørgsmål, om forhandlingerne skulle afbrydes eller ej, da de jo i forvejen er gået helt i stå. Hun afviste også blankt at indgå i en konkurrence om, hvem der kan være hårdest over for Erdogan, blot fordi der er valgkamp. Da diskussionen om Tyrkiet egentlig var afsluttet, vendte kansleren pludselig tilbage til temaet og slog nærmest i en bisætning fast, at hun nu ville tale med de øvrige stats- og regeringschefer om, hvorvidt man kunne blive enige om at "afslutte optagelsesforhandlingerne".

Hvorfor kovending - og hvem foretog den?

Det sker uhyre sjældent, at Merkel træffer impulsive beslutninger. Men i søndags skete det altså, givetvis fordi hun følte sig overhalet indenom af Schulz. Det ironiske er, at det faktisk er SPD, der i årevis har været den store tilhænger af tyrkisk EU-medlemskab i tysk politik. I Gerhard Schröders regeringsperiode fra 1998-2005 var optagelsesforhandlinger med Tyrkiet en tysk mærkesag, og det var under Schröder, at forhandlingerne blev åbnet.

Merkel derimod var modstander af tyrkisk medlemskab og plæderede længe for, at Tyrkiet skulle tilbydes et såkaldt "privilegeret partnerskab". Beslutningen om, at forhandlingerne skulle gå i gang var taget, da Merkel i september 2005 vandt forbundsdagsvalget. For at undgå en tysk zigzag kurs valgte Merkel som kansler i en stor koalition med SPD at lade forhandlingerne fortsætte, men insisterede på, at de skulle føres "ergebnisoffen", dvs. at det skulle være uafklaret, om de til sidst skulle afsluttes med medlemskab eller et privilegeret partnerskab.

Da Merkel under duellen sagde, at hun aldrig havde været tilhænger af tyrkisk medlemskab, satte Schulz trumf på ved så bare at sige: "Jamen, så kan du da, om nogen, bare stoppe dem". Sikkert i erkendelse af det uholdbare i, at hun efter Schulz’ kovending pludselig skulle insistere på noget, hun egentlig aldrig havde støttet, tog hun ordet igen og justerede sin kurs.

Hverken Schulz eller Merkel distancerede sig dog fra den flygtninge-aftale, som EU har indgået med Tyrkiet.

Hvad så nu?

Dagen efter debatten slog først udenrigsminister Gabriel fast, at "han var enig med Martin Schulz’ linje". Merkels talsmand Steffen Seibert påpegede, at Merkel ville tage temaet op på det kommende EU-topmøde til oktober.

Betyder det så, at det nu blot er et spørgsmål om tid, før det er sket med optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet? Svaret er nej, hvilket klart fremgik af kanslerens tale i Forbundsdagen i dag. Her gentog kansleren ganske vist, at hun har bedt om at få Tyrkiet på dagsorden til oktober-topmødet. Men hun understregede også vigtigheden af, at Europa ikke kommer op at skændes offentligt foran Erdogan, da "det vil svække Europas indflydelse dramatisk". EU’s fremtidige Tyrkiet-politik blev ophøjet til en strategisk beslutning, som vil få stor betydning for hele Europa. Endelig skulle EU også have blik for de mange tyrkere, der ikke støtter Erdogan - og selvfølgelig også dem, der bor i EU.

Mere specifikt fastslog hun, at der er to muligheder - udover naturligvis status quo - som EU-topmødet kan se på. Enten bliver forhandlingerne suspenderet eller så afsluttes de helt. Der er ganske stor forskel på de to muligheder. Både når det gælder indhold og krav til flertal. Hvis forhandlingerne skal suspenderes, kræver det iflg. ”forhandlingsrammen” fra 3. oktober 2005, art. 5, kun et kvalificeret flertal blandt medlemsstaterne.

For at stats- og regeringscheferne kan træffe en sådan beslutning, skal Kommissionen eller en tredjedel af medlemsstaterne foreslå det - vel at mærke med afsæt i en påvisning af, at Tyrkiet har forbrudt sig mod demokrati og menneskerettigheder. Kommissionen og landene skal også pege på, hvilke betingelser, der skal være opfyldt for, at forhandlingerne evt. kan genoptages. Før beslutningen kan tages, skal Tyrkiet høres. Kort sagt: Der er tale om en ”time-out”, og forhandlingerne kan blive genoptaget igen, hvis et flertal af landene ønsker det, i tråd med at Tyrkiet måtte ændre adfærd.

Hvis forhandlingerne helt skal droppes, kræver det derimod enstemmighed blandt medlemsstaterne. Tilsvarende vil det være langt vanskeligere at sætte forhandlingerne i gang igen, da de skal starte helt forfra med et enigt Europæisk Råd og opbakning fra Europa-Parlamentet. Da det var uhyre omdiskuteret i 2005, om forhandlingerne skulle åbnes, er det mest sandsynlige, at forhandlingerne aldrig går i gang igen, hvis de droppes i 2017. Med andre ord: Et farvel til forhandlingsbordet er det sidste trin på eskalation stigen over for Erdogan.

Ikke flertal for at droppe forhandlingerne

Som Merkel og hendes talsmand allerede har antydet, er det imidlertid svært at se, hvordan medlemsstaterne kan blive enige om helt at droppe forhandlingerne. Indtil i søndags var det kun Østrigs udenrigsminister, der på regeringsplan ville droppe forhandlingerne, medens Europa-Parlamentet sidste år gik ind for en time-out. Lande som Spanien, Italien, Storbritannien og Luxembourg forventes at være imod at droppe forhandlingerne. Som den luxembourgske udenrigsminister udtrykte det: "Erdogan ønsker at fremprovokere et stop i forhandlingerne. Vi skal holde hovedet koldt og ikke gå i hans fælde". Noget lignende sagde Kommissionsformand Jean-Claude Juncker for nyligt. Kommissionen og medlemsstaterne er ikke alene bekymret for, at et farvel til forhandlingerne vil slukke håbet hos Erdogans politiske modstandere i Tyrkiet, men også for at Erdogan kan gøre alvor af truslen om at opsige EU-Tyrkiet flygtningeaftalen.

Meget tyder derfor på, at søndagens valgduellen har rykket ved EU’s samlede Tyrkiet-politik. Hvor en timeout før i søndags nærmest slet ikke var på dagsordenen, er den nu blevet en realistisk mulighed. Derimod skal man ikke forvente, at vi står over for en revolution i forholdet til Tyrkiet, og at forhandlingerne vil blive helt droppet. En timeout vil være en klassisk kompromisløsning, hvor EU på én og samme tid kan vise handling men alligevel undlade at udløse en stor krise med Tyrkiet. Eller udtrykt på en anden måde: en timeout i forhandlingerne vil være næste trin på eskalation stigen - uden at EU pludselig hopper et trin over og helt forlader forhandlingsbordet. Det var derfor fuldt bevidst, at Merkel i dag advarede imod, at EU-landene kommer op at skændes foran Erdogan.

Første indikation på, om denne tese kommer til at holde stik, får vi den 12. september, når Jean-Claude Juncker holder sin årlige "state of the union-tale" i Strasbourg. Tyrkiet kommer under alle omstændigheder først op på topmødet til oktober, men det er et åbent spørgsmål, om en nyvalgt Merkel vil have mandat til at engagere sig kraftigt i sagen. Koalitionsforhandlingerne i Tyskland vil tage lang tid, og f.eks. er en mulig koalitionspartner, nemlig de Grønne, imod at droppe forhandlingerne. Men også de Grønne kan måske en timeout som et første skridt op af stigen.