Udland

Nordkorea: - Vi har med succes testet en brintbombe

Nordkorea har muligvis taget et stort skridt mod at blive en regulær atomvåbenmagt.

Nordkoreansk stats-tv meddeler søndag, at de med succes har gennemført en prøvesprængning af en brintbombe.

Nordkoreau hævder, der er tale om en brintbombe, der kan monteres på et ligeledes nyt interkontinentalt ballistisk missil. Et missil, der kan sende eksempelvis en brintbombe fra et kontinent til et andet. 

Landet oplyser også, at sprængningen blev foretaget på atomanlægget Punggye-ri i Kilju-området i det nordøstlige Nordkorea.

Tvivl om det er en brintbombe

Søndag klokken 12.30 lokal tid, tre timer før meddelelsen på nordkoreansk stats-tv, blev der opfanget et jordskælv i området, der målte 6,3 på richterskalaen.

Men størrelsen på jordskælvet får eksperter til at tvivle på, at det var en brintbombe, Nordkorea testede. 

Bruce Bennett, der er forsvarsanalytiker ved den amerikanske tænketank Rand, siger til BBC, at der er tale om et meget stort våben, hvis det endegyldigt viser sig, at jordskælvet målte 6,3. Men ikke stort nok.

Hvad er en brintbombe?

  • En brintbombe er et kernevåben.
  • Der sker en voldsom energiudvikling i en brintbombe. Det sker ved en sammensmeltning - fusion - af lette atomkerner ved en kædereaktion.
  • Brintbomber er kraftigere end atombomber.
  • De farlige brintbomber er ikke nødvendigvis store i størrelse. Bomberne kan være helt ned til få fod lange og passer ind i missilers sprænghoveder.
  • Den kraftigste brintbombe, der hidtil er detoneret, er Tsar Bomba. Den blev sprængt af Sovjetunionen 30. oktober 1961.

Kilder: Gyldendals Den Store Danske, Ingeniøren, BBC.

- Det er stadig ikke en rigtig brintbombe, men de er bestemt kommet tættere på, end de har været før, siger Bruce Bennett til det britiske medie.

Kim Jong-un påstod også i 2016, at de havde sprængt en brintbombe. Her blev jordskælvet målt til 5,1.

Nye sanktioner skal isolere Nordkorea

Japans udenrigsminister, Taro Kono, har inden meldingen fra Nordkorea holdt møde i landets sikkerhedsråd og besluttet at sende tre fly i luften for at undersøge mulig atomstråling.

Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, har også holdt et møde i det sydkoreanske sikkerhedsråd og mobiliseret militæret, skriver Washington Post.

Moon Jae-in opfordrer til, at Nordkorea får den "hårdeste straf", herunder nye sanktioner fra FNs sikkerhedsråd, skriver nyhedsbureauet AFP. 

Sanktionerne skal isolere Nordkorea totalt, siger en af præsidentens rådgivere efter mødet i landets sikkerhedsråd.

Sjette prøvesprængning

Ifølge nyhedsbureauet AFP fordømmer Kina, som ellers er Nordkoreas nærmeste allierede blandt stormagterne, også atomtesten.

- Nordkorea har ignoreret det internationale samfunds udbredte modstand mod gennemførelse af atomtest. Kinas regering udtrykker resolut modstand og stærk fordømmelse af dette, siger udenrigsministeriet i Kinas hovedstad, Beijing, i en erklæring.

Søndagens prøvesprængning er Nordkoreas sjette af slagsens, men den første med en brintbombe, hvis det viser sig, at det er tilfældet.

Den seneste nordkoreanske atomprøvesprængning før søndagens var i september 2016. Dengang gav det et skælv på størrelse med 5,3.

Har truet med kraftig bombe

Nordkorea oplyste tidligere søndag, at landet har udviklet en avanceret form for atombombe med en "enorm destruktiv kraft".

Her proklamerede de også, at der var tale om en brintbombe, men eksperter er altså skeptiske over for den påstand.

Viser det sig dog at være en brintbombe, har Nordkorea taget et stort skridt mod at blive en regulær atomvåbenmagt.