Udland

Ekspert: Nordkorea kan ikke tvinges til forhandlingsbordet

Nordkorea hævder, at de allerede kan nå USA med missiler, men det tror ekspert ikke på.

Lektor og ekspert i Asien-forhold ved Forsvarsakademiet, Liselotte Odgaard, er oven på søndagens nordkoreanske atomprøvesprængning ikke overrasket over, at Nordkorea igen har testet sine bomber.

Det har man ventet på i over et halvt år. Men tidspunktet for prøvesprængningen er uheldigt.

- Den kommer på et tidspunkt, hvor man har forsøgt at se, om man kunne få Nordkorea til forhandlingsbordet. Og det her er en klar indikator på, at det vindue er lukket, siger hun.

Søndagens formodede test signalerer ifølge Liselotte Odgaard, at Nordkorea vil fortsætte sine atom- og missilprogrammer for at kunne ramme USA.

Hvis man skulle have fået Nordkorea til at nedtrappe oprustningen, skulle USA nok ikke have hjulpet Sydkorea og Japan med deres oprustning, siger lektoren. Men det var et for stort kompromis for USA ikke at gardere sig.

Vigtigt skridt for Nordkorea

Nordkorea har fortalt omverdenen, at sprængningen, som de påstår var med en brintbombe, var yderst vellykket. Derfor fejrer de det. 

Det gør de, fordi det først og fremmest er et vigtigt skridt i det våbenprogram, Nordkorea har arbejdet på i mange år, siger korrespondent for Weekendavisen, Markus Bernsen, til TV 2 over en telefon fra den nordkoreanske hovedstad Pyongyang.

Efter det blev sagt, klappede alle de nordkoreanske ansatte på hotellet og jublede

Markus Bernsen, korrespondent for Weekendsavisen

Japanske myndigheder har målt rystelserne fra sprængningen i Nordkorea til at være ti gange stærkere end den seneste i 2016, men eksperter tvivler stadig på, at den var stærk nok til at kunne være en brintbombe.

Klappede og jublede

Markus Bernsen befandt sig i Pyongyang ved middagstid lokal tid, da atomsprængningen fandt sted. Og han kunne mærke rystelserne på det hotel, han befandt sig på.

Efter sprængningen gik han ned i lobbyen for at se annonceringen på nordkoreansk stats-tv.

Her kunne han høre nyhedsværten sige: ”Prøvesprængningen af en brintbombe til vores ballistiske missil blev en strålende succes.”

 - Efter det blev sagt, klappede alle de nordkoreanske ansatte på hotellet og jublede, siger han.

Hurtigere end forventet

Markus Bernsen fortæller, at endemålet med atomprogrammet er at have atomsprænghoveder, som er små nok til at passe til missiler, der kan nå fra et kontinent til et andet, så de på den måde kan true det amerikanske fastland.

Det endemål er Nordkorea nu ved at nå, og endda hurtigere end folk havde forventet, mener Bernsen. Det komplicerer situationen for kritikerne af det østasiatiske regime.

- Det bliver mindre interessant at gennemføre en militær aktion mod Nordkorea, hvis landet kan svare igen med atomvåben, som kan nå helt til USA, siger korrespondenten.

Flere tests

Ifølge Nordkorea har regimet allerede et interkontinentalt missil, der kan nå helt til USA, siger korrespondenten for Weekendavisen, Markus Bernsen.

- Det er der også noget, der tyder på. Spørgsmålet er så, om man både kan lave et sprænghoved, som er småt nok, og sende et missil afsted, der kan nå USA. Og det er ikke bevist endnu, siger han.

Liselotte Odgaard fra Forsvarsakademiet tror ikke på det. Hun siger, at Nordkorea stadig ikke har et funktionsdygtigt missil.

- De skal have flere tests, hvis de skal lave det her missil. Også for at påhæfte atomvåben på det, og det er så det, vi ser ske nu.