Udland

Sydkorea enig med USA om ny offensiv - får lov til at fordoble sprængkraften i missiler

USA og Sydkorea har genforhandlet en aftale om missilforsvar. Der sker som reaktion på Nordkoreas trusler.

Sydkorea er blevet enig med USA om at styrke sit missilforsvar.

Det fremgår af en meddelelse fra den sydkoreanske præsident Moon Jae-ins kontor ifølge Reuters og AFP.

Sydkorea og USA har nemlig besluttet at revidere de to landes indbyrdes militærtraktat. Det betyder konkret, at Sydkorea får lov til at fordoble sprængkraften i sine ballistiske missiler.

Hidtil har Sydkoreas udvikling af ballistiske missiler været begrænset til en rækkevidde på 800 kilometer og med et sprænghoved med en vægt på højst 500 kilo i henhold til en bilateral aftale, der senest blev revideret i 2012. Den nyeste ændring af aftalen sker, fordi spændingerne på den koreanske halvø har nået nye højder, efter at Nordkorea for nylig sendte et ballistisk missil ind over Japan og har truet med yderligere testaffyringer.

Aftale over telefonen

Den sydkoreanske præsident Moon Jae-in og USA's præsident Donald Trump talte sammen i telefonen fredag. 

Ifølge en pressemeddelelse deler de to præsidenter "det synspunkt, at det er nødvendigt at styrke Sydkoreas forsvarsmæssige formåen som svar på Nordkorea provokationer og trusler".

Trump og Moon Jae-in er også enige om, at man vil "anvende yderligere sanktioner og lægge maksimalt pres på Nordkorea, så landet afholder sig fra at gøre brug af flere provokationer", lyder det fra en talsmand for Sydkoreas præsident.

I samme ombæring oplyses det, at regeringen i Seoul køber militært udstyr af USA for flere milliarder dollar. 

Flere provokationer vil udløse handling

Tidligere denne uge meddelte regeringen i Sydkorea, at hvis Nordkorea fortsætter sine missilprovokationer, vil Sydkorea og USA reagere.

Denne udtalelse kom som reaktion på, at Nordkorea tirsdag affyrede et missil, som fløj 2700 kilometer i en højde på 550 kilometer, før det brækkede i tre dele og styrtede i havet ud for Japans nordligste ø, Hokkaido.

- Hvis Nordkorea fortsætter atom- og missilprovokationerne, vil vi med udgangspunkt i vores urokkelige alliance med USA reagere stærkt, meddelte det sydkoreanske udenrigsministerium i en erklæring ifølge Reuters.

En militær analytiker, Carl Schuster, siger til CNN, at den nyeste forhandling om en bilateral aftale mellem USA og Sydkorea er et klart vink med en vognstang til Kim Jong-un.

- Sydkorea gør det her for at kunne reagere på de nordkoreanske provokationer og for at gøre Nordkorea opmærksom på, at man har mulighed for at reagere, hvis Nordkorea går for langt, siger Schuster. 

Putin blander sig

De seneste måneders stridigheder mellem USA og Nordkorea fik i går, fredag, Ruslands præsident Vladimir Putin til at blande sig i striden.

Putin råder USA til at indlede en dialog med Nordkorea for at løse den nuværende krise, skriver CNN.

- Rusland mener, at presset på Pyongyang om at stoppe deres atomprogram er misforstået og forgæves, lyder det fra Vladimir Putin.

Det er første gang siden Nordkoreas missil over Japan, at den russiske præsident har fortalt, hvad han mener om krisen. Og han er langt fra imponeret af USA's måde at tackle truslen på.

- De går ned ad en blindgyde. Rusland mener, at forsøget på at lægge pres på Nordkorea for at få dem til at stoppe deres atomprogram er misforstået og spildte kræfter.

Udtalelsen fra Vladimir Putin kommer i kølvandet på, at amerikanske og sydkoreanske jetfly prøveaffyrede missiler over Nordkorea i forbindelse med en øvelse. Den nordkoreanske halvø fordømte efterfølgende de affyrede missiler.