Erdogans sikkerhedsfolk sigtes for vold i USA

Tyrkiets præsident kalder USA's retssystem for "skandaløst", efter at hans sikkerhedsfolk er sigtet for vold.

Recep Tayyip Erdogan, Tyrkiets præsident, kritiserer USA, fordi de amerikanske myndigheder sigter flere tyrkiske sikkerhedsfolk for vold mod demonstranter.

Erdogan kalder det i en tv-transmitteret tale for "en skandaløs demonstration af, hvordan amerikansk retfærdighed fungerer".

Sigtelserne har afsæt i en episode i maj, da Erdogan var i den amerikanske forbundshovedstad, Washington DC, for at mødes med præsident Donald Trump

Efter mødet blev Erdogans kortege på et tidspunkt mødt af kurdiske demonstranter, hvorefter præsidentens sikkerhedsfolk tog fat.

Nu har myndighederne i USA været igennem videooptagelser af sammenstød mellem demonstranter og tyrkiske sikkerhedsfolk, og det har ført til, at der er identificeret 19 personer, der kan vente et retligt efterspil for vold i forbindelse med begivenhederne 16. maj.

To af 19 anholdt

Kun to af de 19 er anholdt. De 17 øvrige er identificeret som enten sikkerhedsvagter eller Erdogan-tilhængere.

Der er tale om to canadiske statsborgere og 15 tyrkere.

De to anholdte er tyrkisk-amerikanere, som blev anholdt i juni.

11 mennesker kom til skade under sammenstødene, der fandt sted nær den tyrkiske USA-ambassadørs bolig.

Tyrkiet gav ifølge nyhedsbureauet Reuters efterfølgende den militante kurdiske gruppe PKK skylden for optøjerne, mens Washingtons politichef talte om et brutalt angreb på fredelige demonstranter.

Sammenstødet skabte kurrer på tråden i forholdet mellem USA og Tyrkiet.

I forvejen var og er forholdet præget af uenighed om konflikten i Syrien.