Udland

BLOG: Duel mellem Merkel og Schulz kan bringe ny spænding ind i valgkamp

Skal man tro en ny måling, vil hver anden tysker tage plads foran TV-skærmen på søndag.

Klokken 20.15 blænder fire tv-kanaler (ARD, ZDF, SAT1 og RTL) op for valgkampens eneste direkte duel mellem Angela Merkel og Martin Schulz. At dømme efter målingerne er det absolut sidste udkald for Schulz. Et blik tilbage på den tyske duel-historie viser, at dueller rent faktisk kan rykke en hel del. Det styrkes blot af, at hver anden tysker ikke har taget stilling til, hvem de vil stemme på. Af de 48 procent, der siger, at de vil se duellen, peger 22 procent da også på, at den kan påvirke deres stemmeafgivning. Med til billedet hører også, at Merkel faktisk aldrig er gået ud af en duel som klar vinder.

”Made in Germany” i 2002

Sammenlignet med USA er tv-dueller en relativ ny tradition i Tyskland. Det hænger sammen med, at tyskerne vælger et parlament - med adskillige partier - og ikke en præsident. Den første debat løb af stablen i 2002, hvor kansler Gerhard Schröder (SPD) duellerede mod CDU/CSU’s spidskandidat, den bayerske ministerpræsident Edmund Stoiber. I valgkampen før (1998) havde kansler Helmut Kohl afvist at deltage i en lignende duel. I 2002 duellerede Schröder og Stoiber to gange mod hinanden, men siden Angela Merkel for første gang deltog i en duel (2005), har hun altid insisteret på kun at deltage i én. Især i sine første år som kansler var Merkel alt andet end en fisk i medievandet - i skarp kontrast til Schröder, der elskede direkte tv-interview og konsekvent blev omtalt som 'mediekansleren'.

To tv-dueller skiller sig ud i historien og viser, at dueller kan rykke vælgerne og forstærke en kandidats momentum. Den første er Merkels duel mod Gerhard Schröder i 2005. Da valget blev udskrevet, var Schröder stort set lige så langt bagud i målingerne som Martin Schulz. Optakten til duellen var dog præget af, at medierne havde mest fidus til 'mediekanslerens' duel-evner. Eller som en af Schröders rådgivere, Frank Stauss, udtrykker det i bogen ”Höllenritt Wahlkampf”: ”Schröder, den fuldprofessionelle mediekansler over for den stakkels lille pige fra Østtyskland, som pludselig ikke er i stand til at sige én sætning. Folkens, fruen har gjort det af med Kohl og Schäuble - så hun er alt andet end harmløs. Hun kan egentlig kun vinde, simpelhent fordi ingen forventer noget af hende…Duellen er både en chance og en risiko, men risikoen er altid størst for den siddende regeringschef”.

Ikke desto mindre stod Schröder tilbage som vinderen, da lyn-meningsmålingerne blev offentliggjort 20 minutter efter duellen. En hovedforklaring var, at duellen havde ét centralt tema. Hele 30 ud af de 90 minutter handlede om professor Paul Kirchhof fra Heidelberg, som Merkel havde trukket op af hatten som en kanin i valgkampen. Den stærkt liberale professor, der dominerede mediebilledet med diverse skattespil, skulle indgå i en Merkel-ledet regering som økonomisk minister. Hans mange udspil og uslebne facon gjorde ham til gefundenes Fressen for Schröder, og Merkel kom flere gange kom på hælene i duellen. Mange mener, at Merkel i den grad lærte af episoden. I efterfølgende valgkampe har hun ikke trukket professorer op af hatten eller lanceret nye, ideologiske udspil. Kirchhofs politiske karriere stoppede i øvrigt, inden den gik i gang.

At Schröder er en mere slagkraftig debattør ses også af, at mange i Tyskland stadig husker én af hans onelinere fra duellen. Under valgkampen havde Schröders kone mere end antydet, at den barnløse Merkel ikke kunne sætte sig ind i, hvor hårdt det var at være udearbejdende kvinde med børn. Og hvad svarede Schröder?

- Min kone siger, som hun gør, og gør som hun siger…og det er ikke mindst derfor, jeg elsker hende. 

Siden blev Schröder dog skilt…

I følge meningsmålingsinstituttet Forsa lykkedes det Schröder at vinde 2,3 millioner ekstra vælgere fra duellen og frem til valgdagen, hvilket svarer til 3,7 procent af vælgerne. Duellen var derfor en vigtig brik i Schröders kamp for at indhente Merkel, og han tabte faktisk kun så knebent, at han på valgnatten nægtede at anerkende nederlaget. Modsat Martin Schulz havde han dog to klare trumfer: Kirchhof og sin klare afstandtagen fra Irak-krigen.

Steinbrücks kamp mod 'Evighedskansleren'

Duellen i 2009 mellem Merkel og socialdemokraten Frank-Walter Steinmeier var så kedelig, at BILD Zeitung skrev Yes we gähn. Hvor Obama året før havde ført en fascinerende valgkamp med Yes we can som slogan, kunne tyskerne kun gabe. Steinmeiers fortid som seriøs embedsmand gjorde, at han og Merkel hurtigt fik viklet sig ind i en krig på detaljer, hvor menigmand stod af.

I 2013 havde den tidligere finansminister Peer Steinbrück (SPD) noget mere succes. Han var langt bagud i målingerne, men formåede at udnytte underdog-situationen og fik flere stød ind mod Merkel. For eksempel tvang han hende til klart at tage afstand fra én af søsterpartiet CSU’s mærkesager, en kørselsafgift for udlændinge på den tyske Autobahn (Maut). Alene det, at Steinbrück spillede lige op med kansleren, gav ham medvind.

Efter debatten gik Steinbrück et par procentpoint frem. Det var ikke nok til at vinde valget, men han fik begrænset nederlaget og fik dermed et bedre valg end forgængeren Steinmeiers. Merkel fik dog det sidste ord i duellen og præsenterede følgende oneliner, der siden er blevet citeret igen og igen: ”De skal stemme på mig, fordi De kender mig” (”Sie kennen mich”).

Kontroversiel optakt

Ligesom i 2013 er det allerede sikkert, at Merkel vil få det sidste ord i Berlin-Adlershof, hvor debatten vanen tro løber af stablen. Hun har nemlig vundet lodtrækningen. Kritikerne mener også, at hun har gjort mere end det, nemlig i den grad dikteret betingelserne for duellen. I forhandlingerne mellem partierne og tv-kanalerne nægtede Merkels folk først, at kansleren kunne deltage i en debat nummer to, og at duellen skulle afvikles foran publikum. Endelig blokerede hendes folk også for en mere fleksibel interviewform, hvor der var plads til mere ping-pong mellem kandidaterne. Kritikken har taget til op til duellen, og den tidligere ZDF-chefredaktør har betegnet debatformen som et ”korset” og en ”abort”, og anklaget Merkel for afpresning. På sin pressekonference tidligere på ugen afviste Merkel dette og mente, at det kun var naturligt, at partierne diskuterede spillereglerne for duellen. Hun veg dog uden om at svare på, om hendes folk havde truet med helt at aflyse duellen, hvis hun ikke fik sin vilje.

Den hårde kamp om, hvordan debatten skal foregå, viser, at Merkel udmærket er klar over, at hun har mest at tabe. Under hele valgkampen har hun med få undtagelser helt undladt at nævne sin modstanders navn og dermed bidraget til, at han hos mange ikke fremstår som en kandidat på hendes niveau. Bare det at være på samme scene som kansleren vil derfor kunne styrke ham. Derudover vil han som udfordreren kunne trække på samme underdog-effekt som Steinbrück, hvis han tvinger Merkel til at blive konkret.

Ikke overraskende er Schulz derfor gået i skarp træning. Han har hyret en østrigsk debatcoach, der også coachede Steinmeier, ligesom han har knyttet én af Schröders gamle rådgivere til sig. Sammen forsøger de at finde kanslerens svage punkter og udvikle effektive angreb - præcis som Schröder gjorde - vel vidende, at Merkel er meget svær at provokere. Eller som en kommentator skrev for nylig: Merkel er som en kat, der sover højt oppe på en gren og som kun en gang imellem åbner øjnene!

Schulz skal ud i en balancegang: På den ene side skal kan vække katten; på den anden sidde må han ikke virke for aggressiv over for en populær, kvindelig kansler. Hans situation vanskeliggøres yderligere af, at hans angreb hurtigt kan udvikle sig til en boomerang. For når han angriber kansleren, angriber han i princippet ikke også sit eget parti, der har været i regering i hele otte år ud af Merkels 12-årige regeringsperiode? Aviser peger på, at han vil forsøge at koncentrere sig om tre fremadrettede emner: Pensionsreform, uddannelse og oprustning.

Merkel har ikke hyret nogen ekstra coach, men trækker på sin normale stab. Efter sigende nærstuderer hun også duellen mellem Schulz og Juncker, da de kæmpede om at blive Europas nye kommissionsformand.

Meget på spil…

Schulz er en erfaren, slagfærdig debattør med en god humoristisk sans, så det kan bestemt ikke afvises, at han kan vække katten. Men for at blive kansler, er det ikke nok med en sejr på point; der skal en storsejr til - eller en knockout. Og det er der ikke mange, der tror på. Ja, åbenbart heller ikke forgængeren i SPD-formandsstolen, Sigmar Gabriel der i onsdags udtalte, at SPD ikke kan nå at blive det største parti. Spørger man tyskerne, svarer kun 8 procent i en måling, at de tror, at Schulz kan vinde duellen, mens 31 procent tror, Merkel vinder. 42 procent tror mest på uafgjort. Måske ganske karakteristisk for den hidtil temmelig tamme valgkamp tvivler 44 procent på, at debatten bliver underholdende. Men de - og kansleren - kan jo blive positivt overraskede.