Udland

Mens verden kigger mod Houston - her har mindst 1200 mistet livet i oversvømmelser

Millionbyen Mumbai i Indien har fået 300 millimeter regn, hvilket har lammet byen og kostet menneskeliv.

I den vestlige del af verden har mange i disse dage øjnene rettet mod katastrofen i den amerikanske delstat Texas, hvor specielt Houston og omegn står under vand i kølvandet på den tropiske storm Harvey.

Mindst 18 mennesker er døde som følge af Harveys ødelæggelser i USA, der gik i land i Texas som en kategori 4-orkan, men som senere blev nedgraderet til en tropisk storm. Harvey er ifølge nyhedsbureauet AFP den kraftigste orkan, der har ramt Texas i over 50 år. Den samlede regning for orkanen forventes at løbe op i 42 milliarder dollar. Det svarer til omkring 260 milliarder kroner.

Men også andre dele af verden er ramt af ødelæggende oversvømmelser.

Massiv regn bliver nemlig ved med at vælte ned over store dele af det sydøstlige Asien, hvor især den indiske millionby Mumbai nu er hårdt ramt.

Mere end 1200 personer er døde som følge af oversvømmelserne i Nepal, Bangladesh og Indien, der har stået på i flere uger. Det skriver flere internationale medier.

Oversvømmede gade i Mubai efter vedvarende regn har lammet landets finansielle centrum.

Evakuering før højvande

Indiens finansielle centrum i Mumbai er tirsdag gået fuldstændig i stå, efter at der er faldet 300 millimeter regn.

Myndighederne kæmper samtidig en kamp for at evakuere befolkningen, inden et forventet højvande vil ramme og gøre oversvømmelserne værre.

Regnen har derudover ført til kaos i den offentlige transport.

En lang række fly- og togafgange er aflyst, ligesom skoler er blevet lukket, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Regnen fortsætter

Regnen skal fortsætte de næste 24 timer, hvilket har fået myndighederne til at opfordre folk til at blive inden døre.

- Den voldsomme regn og oversvømmelserne forsinker også vores hjælpearbejde. Selv vi er strandede, siger Amitesh Kumar, der er talsmand ved politiet i Mumbai.

Flere end 16 millioner er påvirket af oversvømmelserne, der har ramt flere lande i Sydøstasien.

Mumbai er ramt af massive oversvømmelser, hvilket har ledt til mange dødsfald.

Indiske delstater hårdt ramt

Alene i den nordøstlige indiske delstat Bihar, der grænser op til Nepal, er 514 omkommet. Det skriver The Straits Times.

I den nordlige delstat Uttar Pradesh er mere end 100 omkommet.

I Bangladesh er 134 omkommet, og millioner er efterladt uden rent drikkevand, skriver The Independent.

- Landmændene er efterladt uden noget tilbage, selv ikke rent drikkevand, siger Matthew Marek fra Internationale Røde Kors, der koordinerer hjælpearbejdet i landet.

Trafikken er lammet i Mumbai efter massiv regn har ramt millionbyen.

I Nepal er 90.000 hjem blevet ødelagt, ligesom at 150 er omkommet i det, som FN beskriver som de værste oversvømmelser i et årti.