Udland

Hidtil usete optagelser med Diana: - Svigerfar rådede Charles til at have en affære

20 år efter Dianas død dukker der stadigvæk nye optagelser op med Prinsessen, der afslører chokerende detaljer om hendes liv.

Den britiske kongefamilie havde efter alt at dømme helt andre spilleregler og traditioner, end prinsesse Diana var forberedt på, da hun giftede sig med prins Charles i 1981.

Det kan man høre om i dokumentaren 'Dianas historie - med hendes egne ord', der bliver vist på TV 2 torsdag klokken 22.45 i forbindelse med, at det er 20 år siden, Diana omkom i en bilulykke i Paris.

Ville ikke være eneste prins, der ikke havde en affære

I dokumentaren er der hidtil usete optagelser, som er lavet af hendes daværende stemmetræner Peter Settelen i 1992 og 1993 - årene, hvor prinsesse Diana og prins Charles blev separeret.

Her fortæller hun om sit liv og den bitre skilsmisse fra ægtemanden, der havde en affære med sin tidligere kæreste og veninde Camilla Parker Bowles.

Prins Charles og Diana blev gift den 29. juli 1981, men ifølge Prinsessen var forholdet på kollisionskurs næsten fra begyndelsen, og allerede ved forlovelsen begyndte hendes alarmklokker at ringe.

Ifølge Diana så hverken hendes mand, prins Charles, eller svigerforældrene specielt kritisk på hans affære, som nærmere virkede som kutyme for kongehuset. Da hun konfronterede ham med hans forhold til Camilla Parker Bowles, svarede han nemlig:

- Jeg nægter at være den eneste prins af Wales, der ikke har haft en affære, siger hun i dokumentaren.

Svigerfars råd

Samtidig forklarer hun, at hendes svigerfar, prins Philip, angiveligt skulle have rådet Charles til at finde sammen med Camilla, hvis hans ægteskab ikke gik som forventet.

- Min svigerfar sagde til min mand: ”Hvis dit ægteskab ikke fungerer, kan du altid gå tilbage til hende (Camilla, red.) efter fem år. Og det var præcis efter fem år, at jeg fik bekræftet, at han havde en affære".

Ifølge Diana havde hendes svigerfar (der i dag er 96 år) rådet Charles til at få en affære med Camilla Parker Bowles, hvis ægteskabet med Diana begyndte at gå dårligt.

Prinsesse Diana viser med løftede øjenbryn og rullende øjne, hvad hun mener om den sag. Hun tilføjer også, at hun klagede sin nød til Dronning Elizabeth.

- Hun sagde: ”Jeg ved ikke, hvad du skal gøre, Charles er håbløs”, siger hun.

Diana åbner op om egen affære

Prins Charles og prinsesse Dianas ægteskab gik i stykker i 1995. På det tidspunkt havde begge parter haft affærer, og i dokumentaren afslører Diana, at hun allerede fem år inde i ægteskabet forelskede sig i en anden mand.

- Da jeg var omkring 24-25 år, blev jeg dybt forelsket i en, der arbejdede i miljøet. Jeg var glad og helt klar til at opgive det hele (kongehuset, red.). Bare tage væk og leve med ham. Kan du tro det? siger hun til stemmetræneren Peter Settelen.

Der var tale om hendes bodyguard Barry Mannakee, men kongefamilien fandt ud af det, og fik ham fyret. Han døde kort tid efter i en motorcykelulykke.

- Det var det største slag i mit liv, siger Diana.

Diana kommenterer den traumatiserende udtalelse

Prins Charles begyndte at date den dengang 19-årige Diana Spencer i 1979. I dokumentaren afslører Diana, at prins Charles hang op ad hende hele tiden og slet ikke var til at komme af med. Året efter blev de forlovet. Men allerede ved forlovelsen begyndte Diana at have mistanke om, at noget ikke helt var, som det skulle være.

Under et interview, der blev lavet i forbindelse med deres forlovelse, spurgte en journalist, om parret var forelskede. Diana svarede prompte: "Ja, selvfølgelig", men derefter sagde prins Charles noget, mange senere har hæftet sig ved:

- Hvad forelsket så end betyder?

Prins Charles sagde, ifølge Diana, noget højst besynderligt til journalisterne, da de blev forlovet. Video: Ida Zander Jensen

Da parret lod sig skille flere år senere, blev denne sætning hevet frem igen og igen som tegn på, at prins Charles måske aldrig rigtig havde elsket Diana.

Dengang prins Charles kom med udtalelsen, var der dog ikke mange, der tænkte over hans kommentar, bortset fra Diana:

- Jeg tænkte, "sikke et mærkeligt svar". Jeg var helt traumatiseret.

Prins Charles og Diana var gift frem til 1992, selvom de begge havde affærer i løbet af ægteskabet. Ifølge Diana var det dog ene og alene prins Charles' affære med Camilla Parker Bowles, som han senere blev gift med, der ødelagde forholdet.

Prins Charles og Camilla Parker Bowles holdt meget lav profil i årene efter Dianas død. Men i 2005 giftede de sig ved en privat ceremoni, og snart kan de fejre kobberbryllup

Kongefamilien har ikke kommenteret de nye optagelser med Diana, der vises i dokumentaren. Mange har dog kritiseret, at 20 år gamle og helt private optagelser af Prinsessen pludselig hives frem. Især fordi de er fra en tid, hvor hende og prins Charles’ forhold var på et lavpunkt.