Udland

Først hærgede Harvey - nu kommer frygtet myre i store sværme

Røde myrer flyder omkring i oversvømmelserne i Houston – de kan angribe i formation og være dødbringende.

Gennem de seneste snart mange dage er enorme vandmasser skyllet ind over delstaten Texas i kølvandet på orkanen Harveys ødelæggelser. 

De livstruende oversvømmelser har især ramt Houston, USA’s fjerdestørste by, Her er veje omdannet til floder, og som om det ikke var nok, er der nu endnu flere udfordringer på vej mod storbyen, som ligger i et lavtliggende kystområde.

Nemlig store sværme af røde ildmyrer, som flyder rundt i oversvømmelserne. Myrerne drikker af vandmasserne, og for at overleve har ildmyrerne bygget ’øer’ - flåde-lignende konstruktioner af døde myrer, som de flyder rundt på i vandet.

Myrerne knytter sig sammen

Flere videoer af sværmene af ildmyrer, som er optaget af folk i Houston og omegn, florerer lige nu på sociale medier.

En repræsentant for myndighederne i Texas, Paul Nester, opfordrer i en vejledning indbyggerne i de oversvømmelsesramte områder til at holde sig på afstand af ildmyrerne.

- Hvis du befinder dig i en robåd, må du ikke røre myrerne med årerne, da de kan 'klatre' ombord via årerne, skriver han.

Nester forklarer videre, at man, hvis man begiver sig ud i vandmasserne, bør iføre sig handsker, regntøj og gummistøvler for at forhindre nærkontakt med ildmyrerne.

- Hvis de kommer i kontakt med huden, vil de bide og stikke. Fjern dem straks ved at gnide dem væk. Hvis de er i vand, vil myrerne klamre sig til huden, og selv en højtryksvandsprøjte kan ikke løsne dem. En spray fremstillet af fortyndet og bionedbrydeligt opvaskemiddel kan dog hjælpe med at immobilisere og drukne dem, skriver Paul Nester.

Spredt sig på handelsskibe

De røde ildmyrer (solenopsis invicta) har i mere end 80 år hærget i USA, og årligt koster myrerne det amerikanske samfund op mod seks milliarder dollar, fordi myrerne blandt andet ødelægger afgrøder.

17.000 mennesker er blevet indkvarteret på midlertidige opholdssteder. Millionbyen Houston er i undtagelsestilstand.

I helt grelle tilfælde kan ildmyrerne slå sig sammen i en formation og angribe som en ’gruppe’ og her dræbe mennesker.

Ildmyrer kan være meget aggressive. Deres bid forårsager smerte, og for nogle kan myrens gift ved bid forårsage allergiske reaktioner, som kan være alvorlige. Myrerne ses ofte ved oversvømmelser og efter tropiske storme.

Den røde ildmyre spredte sig oprindeligt - i det 16. århundrede - via handelsskibe fra Spanien, som stævnede ud til Acapulco i Mexico og Manila i Filippinerne.

Når handelsskibene skulle sejle tomme over Stillehavet til Filippinerne for at hente varer, fyldte man jord i som ballast. Denne jord var fyldt med ildmyrer.

I Manila formerede ildmyrerne sig massivt, og i dag findes arten i stort set alle tropiske egne i Afrika, Amerika, Australien, Indien og Sydøstasien, hvor den anses for at være en invasiv art.

Kan drive rundt i ugevis

Ildmyrerne har været i den sydlige del af USA siden 1930'erne. Mindst 85 amerikanere har gennem årene mistet livet efter at være blevet bidt af mange ildmyrer på én gang.

Først i 2001 spredte myren sig til Australien. Her er ildmyrerne især blevet kendt for i flok at slå mindre dyr som kyllinger og lam ihjel.

Linda Bui, en entomolog fra Louisiana, siger ifølge flere internationale medier, at myrernes ’øer’ eller ’flåder’ kan drive rundt i flere uger, før de brydes op. Hun oplyser også, at ildmyrerne kan angribe med en ekstra høj dosis gift, når de befinder sig i en oversvømmelse.

Texas er fortsat i undtagelsestilstand, og tusindvis af mennesker er blevet evakueret. Borgmesteren i Houston, Sylvester Turner, har beordret udgangsforbud på grund af oversvømmelserne.

Nogle steder i Houston har man fået 1222 millimeter regn siden torsdag aften, hvor de første kraftige regn- og tordenbyger begyndte. Det er omkring det dobbelte af den mængde nedbør, Danmark får på et helt år.

Harvey bevæger sig netop nu ind over Louisiana, beretter Det Nationale Orkancenter (NHC). Orkanen er blevet nedgraderet til et tropisk lavtryk og ventes gradvist at tabe pusten.