Dramatiske billeder i Houston: Mor og baby reddes af helikopter
Mellem 30.000 og 40.000 huse er blevet ødelagt eller beskadiget af oversvømmelserne i den texanske storby.
Efter fem dage med storm og regn lyder prognoserne onsdag på bedre vejr til Houston-området.
Men der er stadig store oversvømmelser, og der er stadig mennesker, som må reddes i sikkerhed.
Nye tv-billeder fra området viser en mor og hendes lille baby, der bliver reddet op i en af kystvagtens helikoptere.
Andre billeder viser en gruppe naboer, der danner en menneskekæde for at hjælpe en gravid kvinde ud til en lastbil, så hun kan komme afsted på hospitalet og føde sit barn.
Ikke alle er sluppet så heldigt.
Bryan Carlisle fra sherifkontoret i Montgomery County siger, at en 33-årig mand druknede i sin bil, og at en uidentificeret mand druknede, da han forsøgte at svømme over en oversvømmet vej. Hidtil var der konstateret 18 dødsfald i forbindelse med orkanen.
- Vandet steg 30 cm på to timer
TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz har det meste af dagen sejlet rundt med redningsfolk, der har evakueret folk fra vandmasserne.
Blandt andet et ældre ægtepar, der havde valgt at blive i deres hus - trods myndighedernes advarsler.
- Vi troede ikke, at det ville blive så slemt. Det har aldrig været så dybt, siger Pat Corcoran fra Houston til TV 2.
Hvornår gik det op for jer?
- I går aftes. Vi tænkte, vi måtte afsted, men det var mørkt. Vandet steg cirka 30 centimeter på to timer. Så vi har tilbragt natten på loftet.
Op mod 40.000 huse er ødelagt
En dommer i Harris County, Ed Emmett, siger, at mellem 30.000 og 40.000 huse er blevet ødelagt eller beskadiget af oversvømmelserne i den texanske storby.
- Tallet kan være højere. Vi ved det ikke med sikkerhed, før vi kommer ud til alle de ramte områder, siger Ed Emmett i et tv-interview.
Harvey er den mest kraftfulde storm i Texas i mere end 50 år, og regningen for ødelæggelserne fra stormen og de efterfølgende oversvømmelser i delstaten kan blive en af de største i USA's historie.
Det amerikanske analysefirma Enki Research vurderer, at regningen vil løbe op i det, der svarer til 260 milliarder kroner.
Regningen for ødelæggelserne efter orkanen Katrina løb til sammenligning op i det, der svarer til 733 milliarder kroner.
Bezinpriserne skyder i vejret
De massive oversvømmelser får nu også benzinpriserne til at stige i USA.
Stormen har sat raffinaderierne langs kysten ved Texas under vand. Det betyder, at mere end 10 procent af USA's samlede kapacitet til at fremstille brændstof dermed er sat ud af drift.
Og det slår tydeligt igennem på benzinpriserne.
Ifølge Bloomberg News har følgerne af stormen nemlig sendt benzinprisen op på det højeste niveau i to år.