Udland

Merkel forsvarer flygtningepolitik som humanitær undtagelse

Den tyske forbundskansler forsvarer linjen i sin politik for migranter og flygtninge i en tale i Berlin. 

Da Tyskland for to år siden tog imod hundredtusinder af migranter, var det en "humanitær undtagelse". 

Det var ikke "en langsigtet strategi", siger den tyske forbundskansler, Angela Merkel, som tirsdag forsvarer linjen i sin flygtningepolitik. 

Kræver reform

Kansleren gentager sin kritik af andre EU-lande, der ikke vil være med til at gennemføre en "retfærdig fordeling" af flygtninge i Europa. 

- Det kan ikke være sådan, at Europa kun viser solidaritet for nogle, siger Merkel. Hun efterlyser en reform af Dublinforordningen, der omhandler behandlingen af asylsager. 

- Europa har endnu ikke gjort sit hjemmearbejde. Vi har endnu ikke en Dublinforordning, der virker. Det skal ændres, og indenrigsministrene arbejder på det, siger Merkel. 

CDU-lederen siger, at den hjælp til udvikling i Libyen, som Tyskland har givet på det seneste, "er i samme ånd" som beslutningen om at hjælpe hundredtusinder af flygtninge ved de tyske grænser i 2015. 

Der er valg til Forbundsdagen 24. september.