Udland

Hvis Harvey faldt som én eneste regndråbe - og der så var en ny på vej...

Den amerikanske storby Houston i Texas er oversvømmet på grund af enorme mængder regn fra orkanen Harvey. Men hvor meget vand er der egentlig faldet?

Orkanen Harveys hærgen i den amerikanske stat Texas har kastet hidtil usete mængder regn ned over området.

Uvejret over storbyen Houston har sat ny rekord for nedbørsmængder fra en tropisk orkan.

Klokken 12.00 tirsdag dansk tid var der nogle steder kommet hele 1222 millimeter regn siden torsdag aften, hvor de første kraftige regn- og tordenbyger begyndte.

Den eksisterende rekord blev sat i 1978 af den tropiske storm Amelia over Texas - den lyder på 1219 mm.

Hvor meget vand Harvey egentlig har ladet falde, kan være svært at forestille sig.

Meteorologen Ryan Maue fra vejrtjenesten WeatherBell Analytics har forsøgt at regne ud, hvor meget vand uvejret bragte med sig. Han er kommet frem til, at der tirsdag morgen var faldet cirka 57.000.000.000.000 liter vand.

Men hvordan ser 57.000.000.000.000 liter vand egentlig ud?

Det forsøgte vi at finde ud af.

I eksemplet herunder, har vi tegnet en regndråbe på størrelse med Ryan Maues bud. Dråben har en diameter på 4,8 kilometer - og hvis den svævede i luften over Houston, ville det se nogenlunde sådan her ud:

Hvis samme dråbe hang i luften over København, ville det se således ud:

Men meteorologerne frygter, at der er mere regn i vente.

De voldsomste estimater går på helt op mod 23.000.000.000.000 liter vand yderligere fra uvejret, skriver nyhedsbureauet AP.

Det giver samlet en regndråbe på hele 80.000.000.000.000 liter - eller 80 kubikkilometer vand, hvis det blev samlet i en dråbe.

Sådan en dråbe ville have en diameter på omkring 5,4 kilometer.

Det ville cirka se sådan ud over Houston:

Og til sammenligning over København:

Regnmængden fra Harvey er også markant større end fra orkanen Katrina der oversvømmede New Orleans. Den sendte  25.000.000.000.000 liter vand ind over Louisiana i 2005 - ifølge Washington Post.