Udland

Uhyggelig sag ryster Italien: Overfald og gruppevoldtægt på stranden i turistby

Frustrationerne vokser i Italien efter flere overfald og en gruppevoldtægt af en turist i wekenden.

Italien er ved at fordøje grusomheden fra en rædselsnat natten til lørdag i den populære turistby Rimini.

Et polsk kærestepar blev ifølge italiensk politi overfaldet på stranden af fire mænd, der først overfaldt og røvede den 26-årige polske mand og efterfølgende gruppevoldtog hans jævnaldrende kæreste.

Parret blev fundet forslåede og dækket af blod af forbipasserende, der tilkaldte politiet.

Det polske par er nu indlagt på hospitalet og får behandling for deres skader.

Der er ingen tvivl om, at hvis der bliver anholdt fire marokkanere, vil det prikke til en stemning, der i forvejen er rødglødende

Eva Ravnbøl, Korrespondent TV 2

Flere italienske medier oplyser, at de fire formodede gerningsmænd også er mistænkt for at have voldtaget en transseksuel person fra Peru kort tid efter overfaldet på de to polakker.

Politiet er i gang med efterforskningen, og der er sikret flere tekniske beviser fra gerningsstedet, men der er endnu ikke anholdt nogen i sagen.

Meget stor bevågenhed om sagen i Italien

Historien har sat sit præg på de italienske medier, fortæller TV 2’s korrespondent i Rom, Eva Ravnbøl.

- Den fylder virkelig meget hernede. Det er en sag, som har rystet folk virkelig meget. Det er meget voldsomt og bestialsk, siger Eva Ravnbøl.

Rimini er en by, der er kendt som en populær og underholdende by, folk tager til for at feriere og feste. For to år siden blev det ry dog blakket af en række voldtægter på stranden. Efter de sager indførte myndighederne regler for ophold på stranden og forbød folk at befinde sig på ikke oplyste arealer mellem 01 og 05.

Men forbuddet respekteres i stor stil ikke, og det var netop på et afsides stykke af stranden, de to polakker blev overfaldet.

Ifølge Eva Ravnbøl rapporterer italienske medier, at politiet er på sporet af gerningsmændene, og de formodes at have tilknytning til misbrugsmiljøet i Rimini og miljøet af illegale immigranter i byen.

Blandt beviserne i sagen er også nogle fingeraftryk, der findes i politiets database.

- To af dem er muligvis nogle gamle kendinge af politiet, og det vil selvfølgelig gøre opklaringen meget nemmere, siger Eva Ravnbøl.

Rødglødende stemning

Italien er hårdt presset under den igangværende flygtningekrise, hvor hundredtusinder af flygtninge og migranter er flygtet til landet. Store grupper af især afrikanske migranter har ikke udsigt til at kunne få asyl i Europa, og de mange strandede migranter bidrager til en anspændt stemning i landet, fortæller Eva Ravnbøl.

Derfor har de bestialske overfald og voldtægter i Rimini allerede fået stor opmærksomhed.

- Der er ingen tvivl om, at hvis der bliver anholdt fire marokkanere, vil det prikke til en stemning, der i forvejen er rødglødende, siger hun.

- Fronterne er trukket meget skarpt op, når det handler om migranterne i landet. På den ene side står dem, der mener, de skal have mere hjælp, så de ikke eksempelvis bor på gaden. På den anden side står dem, som bare vil smide dem hjem igen. Og samtidig beskylder hver side myndighederne for at gøre for lidt, siger Eva Ravnbøl.

Hun nævner som eksempel, at den Silvio Berlusconi-ejede avis Libero i en af overskrifterne om historien i dagens avis skriver : ”Hvis voldtægtsmændene er immigranter, bliver de nok forsvaret”.

Hjælp til opklaringen

Polen vil sende assistance til Italien for at hjælpe med at opklare sagen, der involverer to polske statsborgere.

En repræsentant fra anklagemyndigheden og flere eksperter vil blive sendt til Rimini i morgen for at assistere med efterforskning og samtidig indsamle spor til en separat polsk undersøgelse af sagen, oplyser talskvinde for den polske anklagemyndighed, Magdalena Sowa, ifølge AP.