Udland

Tysk sygeplejerske anklages for 84 mord

Tysk politi mistænker nu en dømt morder for at have mange flere liv på samvittigheden.

Dødens sygeplejerske. Mord i Niedersachsen. Tysklands værste seriemorder. 

Sådan lyder et par af overskrifterne på de tyske netaviser i dag. I fokus er den 40-årige sygeplejerske Niels Högel.

I 2015 blev han dømt for to mord og tre drabsforsøg på en klinik i byen Delmenhorst ved Bremen i Nordvesttyskland. Högel blev dømt for at dræbe sine ofre med injektioner med overdoser af hjertemedicin.

Ved flere tilfælde forsøgte han at genoplive patienterne for på den måde at fremstå som en helt.

Den 40-årige sygeplejerske afsoner nu en livstidsdom.

Men efterforskere har undervejs haft en mistanke om, at Högels ugerning var af meget større omfang, end det i første omgang kunne bevises.

Sidste år vurderede anklagemyndigheden, ifølge AP, at antallet af dødsofre i virkeligheden var 43. Men det var slet ikke nok.

Under efterforskningen, har politiet genåbnet gamle sager, og undersøgt flere lig af patienter, der døde efter at have haft kontakt med Niels Högel på hospitalerne i Delmenhorst og nabobyen Oldenburg.

Ifølge politichefen i netop Oldenburg, Johann Kühme, er der fundet bevis for hele 84 drab.

Gravede ligene op

Efterforskerne har gravet flere end 100 lig op for at undersøge dem for medicinrester. Högel kan have dræbt mange flere end de 84, mener efterforskerne, men det kan ikke bevises, da mange af de døde, som kan have været ofre for Högel, er blevet kremeret.

Bliver han dømt for at have forårsaget drab på 84 patienter, vil det være en af de største drabssager i nyere tysk kriminalhistorie, og i den tyske avis Bild bliver Högel kaldt Tysklands værste seriemorder.

Avisen skriver at Niels Högel er ansvarlig for den største række mord i landet siden anden verdenskrig.

Sagen mod Niels Högel begyndte tilbage i 2005, da en kollega tog ham på fersk gerning i færd med at injicere en patient.

Efterforskerne har også undersøgt, hvordan Högel kunne begå så mange mord uden at det blev opdaget eller standset i tide.

Hospitalsledelsen og flere overlæger er derfor også anklaget for ikke at leve op til deres ansvar og skride ind i tide.

- Mordene kunne have været forhindret, siger politichefen Johann Kühme ifølge Der Spiegel.