BLOG: Kluntede sager bliver tilgivet, hvis Macron kan få arbejdsløsheden ned
BLOG: Den franske præsidents popularitet falder brat i disse uger.
At Frankrigs præsident Macron smider om sig med statens penge for at blive pænere, det skal franskmændene nok tilgive ham. Det har givet omtale, at han har brugt store summer på at blive shinet op, hver gang han skal på fjernsynet. Nu har han lovet at trappe ned på udgifter til skønhedsplejen.
Det er naturligvis alt sammen lidt latterligt. For Emmanuel Macron er ikke fyldt 40 endnu. Så han kunne vel i et par år endnu overlade sit ydre til naturen. Og Macron er hverken ved at blive skaldet eller tyk. De to mest synlige og almindelige skavanker i hans alder. Forfængelighed er ikke en dødssynd i Frankrig, tvært imod. Det er snarere en dødssynd ikke at se godt ud. Så franskmændene tilgiver ham formodentlig snart udgifterne til skønhedsplejen.
For at demonstrere sin gode vilje overfor franske arbejdere har Macron netop besøgt en række øst- og centraleuropæiske lande i EU for at overbevise dem om, at der skal en ny lønpolitik til i Europa. Det kan ikke fortsat være sådan, at østarbejdere kan arbejde billigere i Frankrig end franske. Nu er det sådan, at hvis et fransk firma bygger en virksomhed i et østligt EU land, så betales arbejderne der efter den lokale takst, som er langt under den franske.
Hvis samme virksomhed så overflytter nogle af disse - i forhold til franskmænd - lavt lønnede europæere til en af fabrikkens afdelinger i Frankrig og fortsætter med at give dem for eksempel bulgarsk timeløn, så bliver de franske arbejdere utilfredse. Derfor vil Macron have disse landes opbakning bag en ændring og indskrænkning af arbejdskraftens fri bevægelighed i EU, sådan som det fungerer i dag.
Det afviser nogle af østeuropæerne at gå ind på. De vil ikke engang forhandle om det i EU. De siger, at arbejdskraftens fri bevægelighed er en af grundideerne i det europæiske samarbejde. Hvis den ikke forbliver uantastet, så er der ingen mening med EU.
Polakkerne siger, at det franske forslag er national protektionisme, altså beskyttelsen af franske interesser fremfor europæiske. De understreger, at arbejdskraftens fri bevægelighed og de lavere østlønninger er med til udjævne svælget mellem rige og fattige lande i EU. Reglerne, som de er nu, giver de fattige mulighed for at hale ind på de rige.
Men hvis Macron skal have de franske fagforeninger på sin side i de kommende slag om reformer af arbejdsmarkedet i Frankrig, så er han nødt til at foretage sig noget spektakulært. Det var meningen med hans tur østpå og appellerne om forandring.
Kritikere af Macron siger, at de ”udstationerede lønmodtagere” - ”posted workers” i EU slang - udgør en meget lille del af arbejdsstyrken i Frankrig. At det derfor er en propagandagestus, snarere end realpolitik, at appellere østpå.
Det realpolitiske er, om Macron seriøst tør lægge arm med fagforeningerne i sit eget land og reformere det franske arbejdsmarked.
Briterne har som bekendt fundet en hel anden mere radikal løsning på problemet. Efter vedtagelsen af Brexit er indvandringen til UK, til Det forenede Kongerige, faldet. Usikkerheden om, hvordan Brexit kommer til at fungere, har skræmt folk væk. Den årlige nettoindvandring er gået ned, især fordi langt færre EU-borgere ankommer nu. 246.000 nu i forhold til 327.000 året før. Og et stigende antal EU-borgere rejser hjem, altså væk fra UK.
Men den britiske løsningsmodel appellerer næppe til den pro-europæiske Emmanuel Macron.
Den franske Præsidents popularitet falder brat i disse uger. En serie kluntede sager irriterer vælgerne.
Men hvis han kan reformere det franske arbejdsmarked og derved få arbejdsløsheden ned, så vil alt – også udgifterne til kosmetik - være han tilgivet.