Udland

Over 300 tog aflyst og 500 anholdt i omfattende guru-uroligheder

En voldtægtsdom til guruen Gurmeet Ram Rahim Singh har medført omfattende optøjer mellem tilhængere og indiske sikkerhedsstyrker.

524 personer er anholdt og flere end 340 togafgange er aflyst som følge af uroligheder mellem tilhængere af den indiske guru og sektleder Gurmeet Ram Rahim Singh og de indiske myndigheder.

Det oplyser nyhedsbureauet Reuters.

Situationen er i øjeblikket højspændt primært i den nordlige del af Indien.

Byen Panchkula har siden fredag været centrum for voldsomme demonstrationer, hvor tilhængere af guruen Gurmeet Ram Rahim Singh har ytret deres utilfredshed med en voldtægtsdom til sektledereen. Gurmeet Ram Rahim Singh er dømt for at have voldtaget to kvinder i 2002, men nægter sig skyldig.

Konfrontationerne mellem sympatisører af sektlederen og indisk politi har medført 30 dødsfald og 250 sårede personer under demonstrationerne, der begyndte fredag.

En voldtægtsdom til Gurmeet Ram Rahim Singh har fået sindene i kog blandt guruens tilhængere i Indien.

Massive togaflysninger

Over 340 togafgange er lørdag blevet aflyst, da de indiske myndigheder ikke ville sende tog gennem de to nordlige delstater Punjab og Haryana, som primært er berørt af uroen.

Det fortæller talsmand for den nordlige division af indiske jernbaner, Neeraj Sharma, til Reuters.

- Vi overvåger situationen, men vi må muligvis annullere flere tog som led i vores sikkerhedsforanstaltninger, siger han til nyhedsbureauet.

Demonstrationerne har også bredt sig til flere dele af landet, blandt andet til områder af New Delhi, Rajastan og Uttar Pradesh.

De indiske myndigheder frygter nye optøjer mandag den 28. august, hvor den endelige strafudmåling til Gurmeet Ram Rahim Singh finder sted.

Borgerservice: - Undgå ophold i visse dele af Indien

Udenrigministeriets Borgerservice følger udviklingen i de berørte områder af Indien tæt.

De opfordrer i et tweet danskere til at udvise stor forsigtighed, hvis man opholder sig i landet.

Endvidere oplyser Udenrigsministeriet på sin hjemmeside, at:

- Der kan weekenden over og på mandag forventes yderligere demonstrationer og voldelige sammenstød.

Guru med mange talenter

Den flamboyante guru har stået i spidsen for sekten Dera Sacha Sauda siden 1990, som hævdes at have mere end 50 millioner tilhængere. De fleste i det nordlige Indien, men sekten har centre over hele Indien og i resten af verden.

Gurmeet Ram Rahim Singh er i den indiske offentlighed kendt som både skuespiller og rockmusiker.

I sekten er guruen kendt som "Godman", der betyder "hellig mand" eller "guru".