Udland

Bortadopteret pige vendte hjem efter 16 år - nu er hendes mor anholdt for drab

Det lignede den rene idyl, da Savannah flyttede hjem til sin biologiske mor efter 16 år som adoptivbarn. Nu er der kun knoglerester tilbage.

Da det lille pigebarn åbnede øjnene for første gang den 3. juni 2001, havde hendes mor allerede truffet beslutningen.

Hun behandler mig som skidt.

Rebecca Ruud, mor

Barnet kunne ikke leve hos hende.

I stedet skulle babyen vokse op hos adoptivforældre, der kunne tage sig af hende og give hende masser af kærlighed.

Umiddelbart efter fødslen i den amerikanske stat Minnesota gav moderen Rebecca Ruud sin nyfødte baby til ægteparret Tamile og David Leckie, og pigen blev døbt Savannah Leckie.

Nu - over 16 år senere - er Savannah Leckies tænder, ribben og fingerknogler dukket op på en bålplads knap 400 meter fra den biologiske mors hjem i Ozark County i staten Missouri. 

Den 39-årige Rebecca Ruud er anholdt for at have dræbt og mishandlet det pigebarn, hun fødte og bortadopterede.

Den biologiske mor, Rebecca Ruud, efter anholdelsen.

Politiet har beslaglagt en kødhakker, en kniv og 26 flasker lud på hendes ejendom, og sagen får netop nu national opmærksomhed i USA.

Den 16-årige Savannah Leckie har nemlig været mål for en intens eftersøgning, hvor over 10.000 mennesker har bidraget ved at dele pigens foto på Facebook.

Langt ude på landet

Nu føler folk sig forrådt af Rebecca Ruud, der selv satte eftersøgningen af sin forsvundne biologiske datter i gang.

Anklagemyndigheden fremlagde sagen den 22. august, hvor Rebecca Ruud blev sigtet for drab, og ordensmagten gav sin version af de ubegribelige grusomheder, den 16-årige pige blev udsat for inden sin død.

Savannah Leckie mens hun stadig boede hos sine adoptivforældre.

De første 15 år af Savannah Leckies liv, boede hun trygt og godt hos sine adoptivforældre Tamile og David.

Da hun fyldte ni år, viste det sig, at hun led af autisme og ADHD, men hun lærte at håndtere sine diagnoser, fik medicin og levede et forholdsvist normalt liv.

Ifølge hendes veninder, var hun et omvandrende bibliotek af viden, der elskede dyr - især geder.

Hjem til mor 

Mens hun voksede op, havde Savannah Leckie af og til kontakt med sin biologiske mor, der arbejdede som lastbilchauffør.

I 2015 havde moderen Rebecca Ruud netop fundet sig en ny kæreste og var ved at skabe et hjem langt ude på landet i Missouri.

Meget langt ude på landet.

Området omkring "Hidden Holler Farm".

Syv kilometer fra den nærmeste asfalterede vej boede hun på en ejendom med 33 hektar jord. 

Gården døbte hun "Hidden Holler Farm".

Ejendommen bestod af en lade af blikplader og en gammel campingvogn, elektricitet kom fra en benzindrevet generator, og vandet kom fra en pumpe.

Rebecca Ruud slagtede selv sine dyr på ejendommen. Hun forærede resterne fra slagtningen væk til ligesindede på Facebook.

Rebecca Ruud levede "off the grid" og forsøgte at være så uafhængig som muligt af det omkringliggende samfund. 

Men så ændrede en skilsmisse 800 kilometer væk Rebecca Ruuds liv.

De to mennesker, som havde taget imod hendes baby i 2001, gik fra hinanden.

Tamile og David Leckie blev skilt. 

Jeg må melde et barn savnet. Jeg tror, hun er stukket af

Rebecca Ruud, mor

Adoptivmoderen fik en ny kæreste, og teenageren Savannah Leckie havde svært ved at acceptere ham.

Savannah Leckie besluttede sig for, at hun ville bo hos sin biologiske mor - og hun fik lov.

Hun flyttede i august 2016.

Sæbeforretningen

Og livet efter genforeningen så ud til at være idyllisk - i hvert fald, hvis man skal tro Rebecca Ruuds Facebook.

Savannah Leckie med sin biologiske mor, Rebecca Ruud.

Billeder af geder, smukke kjoler og en smilende Savannah Leckie. 

- Hun ligner dig fuldstændig, skrev en ven under et af billederne på Facebook i december 2016.

Og da Savannah Leckie fyldte 16 i juni i år, havde Rebecca Ruud en gave til sin datter: 

De to skulle starte en forretning sammen.

Rebecca Ruud lagde stolt billeder på Facebook af sin hjemvendte datter.

- Hun ønskede det her så brændende, skrev Rebecca Ruud på Facebook om sin datter.

- At kombinere to mærkedage. Hendes 16-års fødselsdagsfest og den officielle åbning af vores "Hidden Holler Farm"-sæbeforretning.

Men virkeligheden så anderledes ud end på Rebecca Ruuds Facebook.

Sæbe fra familiens egen produktion på "Hidden Holler Farm".
Reklame for sæbeforretningen.

Til venner og bekendte beklagede hun sig over den nye beboer på ejendommen, som hun havde installeret i en campingvogn af ældre dato med et defekt airconditionanlæg.

"Hun behandler mig som skidt"

Tamile Montague - som Savannah Leckies adoptivmor hed efter skilsmissen - måtte lægge øre til klagerne.

Datteren var ikke faldet til på gården. 

Savannah Leckie.

- Hun behandler mig som skidt, skrev Rebecca Ruud i en sms til Tamile Montague den 30. juni 2017.

- Det er så slemt, at jeg har behov for mere hjælp til at tage mig af hende, ellers kan jeg ikke stille noget op med hende.

Hun beskyldte datteren for at ødelægge ting og skrev, at pigen kostede så mange penge, at Rebecca Ruud var bange for at miste sin "gård".

I 2012 havde Rebecca Ruud ikke ret meget til over for personer der mishandlede børn.

Og ikke nok med det.

Ifølge politiets sigtelse mod Rebecca Ruud blev Savannah Leckie udsat for en særdeles hårdhændet behandling.

Datteren straffes

Teenagepigens mobiltelefon blev ødelagt og hendes brug af Facebook blev begrænset.

Men Rebecca Ruud gik længere end det.

Når datteren brød reglerne i hjemmet, måtte teenagepigen tage bukserne af for at få smæk i sin bare bagende.

Rebecca Ruud spulede også sin datter med haveslangen.

Men det virkede tilsyneladende ikke, som hun havde håbet.

Så derfor tvang Rebecca Ruud datteren til at rulle sig i en svinesti og dykke i en mudderpøl, når hun ikke opførte sig ordentligt.

Rebecca Ruud var tilhænger af det frie liv på landet. Her har hun offentliggjort et billede der kritiserer USAs tidligere præsident Obama.

Og da teenagepigen begyndte at skære i sig selv, hældte moderen salt og alkohol i såret to gange dagligt og gned på såret, så skorperne faldt af.

Så Savannah Leckie havde egentlig en god grund til at stikke af, men inden hun forsvandt, skete der noget mystisk på "Hiddden Holler Farm".

En mystisk brand

Den 18. juli udbrød der brand på en bakketop ved "Hidden Holler Farm".

Rebecca Ruud var selv medlem af områdets frivillige brandværn - men flammerne havde fat i busklandskabet, og hun kunne ikke klare opgaven selv.

Rebecca Ruud var selv medlem af det frivillige brandværn.

Hun ringede til en bekendt fra brandværnet for at høre, om han ikke kunne komme forbi med en brandbil. Hun var blevet forbrændt, mens hun prøvede at kvæle flammerne.

Det samme var hendes datter, fortalte hun. 

Jeg tissede i bukserne og bad om at få tørt tøj på. De sagde nej.

Rebecca Ruud, mor

Brandmanden Michael Williams svarede, at det nok var bedst, hvis Rebecca Ruud kontaktede alarmcentralen i stedet for at ringe til ham.

Så det gjorde hun.

Da brandfolkene nåede frem, blev de mødt af Rebecca Ruud, der måtte behandles for forbrændinger på armen.

Rebecca Ruud fortalte selv, at datteren var forsvundet på grund af en brand. Den forbrændte arm tilhører angiveligt Rebecca Ruud selv.

Brandmanden, der gav førstehjælp, bad også om at se datteren, men Rebecca Ruud sagde, at Savannah Leckie havde det fint, og  at hun var i færd med at tage et bad i campingvognen.

Da resten af brandfolkene kom tilbage efter at have slukket branden, bad de om at få noget vand, fordi de var tørstige.

Den 18. juli var nemlig en varm dag - termometeret viste 32 grader.

Sporløst forsvundet

Men Rebecca Ruud ville ikke give brandfolkene vand. Hun ville heller ikke lade dem komme indenfor. 

Savannah Leckie var nøgen nu, og hun tog sig en lur efter anstrengelserne, fortalte Rebecca Ruud. 

Så brandfolkene måtte køre hjem uden at have fået slukket tørsten. De bemærkede, at såvel generatoren som den eldrevne vandpumpe på gården havde været slukket, mens de var der.

Savannah Leckie.

To dage senere ringede Rebecca Ruud til politiet.

- Jeg må melde et barn savnet. Jeg tror, hun er stukket af, sagde Rebecca Ruud.

- Jeg havde en brand for to dage siden. Savannah giver sig sig selv skylden for branden. Jeg blev forbrændt, jeg tror, det er derfor hun stak af. Hun tog sin hovedpude, et tæppe og sin yndlingstaske. Vi kan ikke finde hende nogen steder.

Den 16-årige pige var forsvundet i et temmelig øde område, uden bil og uden nogen bekendte i nærheden.

Så en større eftersøgning gik i gang.

Borgerne i Ozark County søgte i skovene og på markerne.

En nagende mistanke

En helikopter og et fly blev sat ind i eftersøgningen, og der blev ringet til Savannah Leckies adoptivfamilie, venner og bekendte. 

Men pigen var væk, og hun gav ikke livstegn fra sig.

Der blev oprettet en hjemmeside, sat plakater op og efterlysningen blev delt på Facebook 10.000 gange.

Savannah Leckie blev eftersøgt på plakater.
Der blev oprettet en hjemmeside for at finde hende.
Der blev sat efterlysningsplakater op over en stor del af USA. Hver "nål" er en plakat eller Facebook-gruppe der har delt efterlysningen.

Rebecca Ruud deltog aktivt i arbejdet og skrev jævnligt på Facebook.

Men som dagene gik, blev den lokale sherif mistænksom.

Og da Rebecca Ruud dukkede op på den lokale brandstation den 24. juli for at få en IT-kyndig til at give hende adgang til datterens computer, fik det konsekvenser.

Den 25. juli fik "Hidden Holler Farm" besøg af betjente med hunde, der kunne snuse sig frem til såvel levende som døde personer.

Men termometeret viste 37 grader i skyggen, så betjentene gav op.

Forrådt af ekskæresten

Den 1. august blev Rebecca Ruud og hendes nye kæreste Robert Peat Jr. kørt til afhøring hos politiet i Ozark County.

Hun var nemlig blevet angivet af sin ekskæreste Buddy Smart.

Buddy Smart havde fortalt politiet, hvordan han havde overværet, at teenagepigen blev udsat for en temmelig hårdhændet behandling.

Savannah Leckie i sit nye liv på landet.

Og da hun kom ind på stationen kunne Rebecca Ruud bekræfte, hvordan hun havde været nødt til at straffe datteren med smæk, vandslange og svinesti.

Efter afhøringen fik parret lov til at tage hjem. 

Den 4. august kom betjentene igen. Denne gang om morgenen, så varmen ikke ville spolere hundenes eftersøgning. Men nu var Rebecca Ruud ikke længere så samarbejdsvillig.

Tissede i bukserne da politiet kom

Ifølge politiet ville hun ikke lade betjentene søge på hendes grund - i hendes egen version af sagen tilbød hun at samarbejde fuldt ud.

Hun beskrev efterfølgende mødet med politiet på Facebook:

- De vækkede os med en dommerkendelse, og jeg havde ikke tid til at komme på toilettet, inden jeg lukkede dem ind. Jeg spurgte, om jeg kunne bruge toilettet eller bare gå om bag et træ.

- De sagde nej. Jeg var nødt til at blive siddende, til de var færdige. Så jeg tissede i bukserne og bad om at få tørt tøj på. De sagde nej, jeg var nødt til at blive siddende.

- Jeg sad der i over 20 minutter, før jeg beskrev min knibe på Facebook. Pludselig fik jeg lov til at tage rent tøj på og gå i bad.

- Den ledende efterforsker råbte af os og sagde, at jeg ikke var anholdt, men at jeg var nødt til at ændre min Facebook-status. 

Rebecca Ruud gav udtryk for at være hærdet af tilværelsen - hvis man skal tro opslagene på hendes Facebook-side.

Imens snusede politiets hunde sig gennem området.

Nogle hundrede meter fra bygningerne begyndte en af hundene at gø.

Her lå en bunke kvas, hvor jorden var sort som efter et bål.

Her lå også en mængde cigaretskodder.

Et usædvanligt bryllup

Rebecca Ruuds kæreste Robert Peat Jr. fortalte, at parret havde brændt "signalbål" for den forsvundne pige på stedet.  

Mens betjentene undersøgte bålstedet, besluttede Rebecca Ruud  og Robert Peat Jr. sig for at køre en tur.

Helt præcist kørte de til byen Summersville 160 kilometer væk, hvor de giftede sig.

Rebecca Ruud og Robert Peat Jr.

Imens gik betjentene grundigt til værks.

De begyndte at rode i asken.

Pludselig dukkede der små knoglestykker op.

Så fandt de ribben, ryghvirvler og tænder.

Var knoglerne mon fra et dyr?

Så fandt de en knap med små ænder på.

Liget var næsten tilintetgjort

Knoglerne blev sendt til en retsmediciner, der kunne fortælle, at der var tale om rester af et menneske.

Men knoglerne var blevet brændt ved en ekstremt høj temperatur, og de var så forvitrede, at der sandsynligvis var brugt kemikalier til at nedbryde dem.

Sheriffen fortalte retsmedicineren, at der blev produceret sæbe på "Hidden Holler Farm", og at der stod beholdere med det ætsende stof kaustisk soda - også kaldet lud - på ejendommen.

Sporene på knoglerne kunne godt ligne ætsninger, så sheriffen måtte besøge "Hidden Holler Farm" endnu en gang.

Da betjentene nåede frem kunne de se, at Rebecca Ruud og Robert Peat Jr. var væk.

Det samme var deres geder og skydevåben.

Men da de gennemsøgte ejendommen, fandt betjentene en kniv, en kødhakker og 26 flasker lud, som blev taget med til nærmere undersøgelse.

Politiets liste over beslaglæggelser fra ejendommen.

Imens gik jagten ind på Rebecca Ruud.

Det viste sig, at hun forsøgte at flygte ud af staten Missouri med offentlig transport sammen med sin nye mand.

De havde begge købt en busbillet - og da betjentene mødte op på busstationen, kunne de anholde Rebecca Ruud for drab.

Sheriffen i Ozark County, Darrin Reed, siger til den lokale avis, at han håber på dødsstraf i sagen.

Hverken Rebecca Ruud eller hendes forsvarer har endnu udtalt sig offentligt i sagen.

Kilder: Sigtelsen mod Rebecca Ruud, Ozark County Times, Washington Post, Fox News, KSTP NEWS, Rebecca Ruud på Facebook.

Hvis du har mod på flere længere artikler af samme type, er der flere herunder: