Donald Trump

Øjeblikket, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Hillary Clinton

- Donald Trump prøvede at intimidere mig under valgkampen, lyder det fra Hillary Clinton, som kalder præsidenten for 'freak' i sin nye bog.

- Ingen har større respekt for kvinder, end jeg har.

Ordene kommer fra den daværende republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, da han i begyndelsen af oktober 2016 tørnede sammen med Demokraternes kandidat til præsidentembedet, Hillary Clinton, i en stort anlagt tv-debat fra Washington University i delstaten Missouri.

Debatten blev de efterfølgende dage betegnet som både "ond" og "personlig", og nu sætter en af hovedpersonerne selv ord på, hvordan det var at stå på scenen.

Det amerikanske talkshow 'Morning Joe' har nemlig modtaget et eksklusivt klip, hvor Hillary Clinton læser et uddrag af sin nye bog, 'What Happened' ('Hvad skete der', red.), op.

- Det var helt utrolig ubehageligt, siger Hillary Clinton, som henviser til de mange gange under debatten, hvor Donald Trump stillede sig meget tæt bag ved hende, mens hun besvarede publikums spørgsmål.

- Han åndede mig helt bogstaveligt i nakken. Det løb mig koldt ned ad ryggen, læser den tidligere præsidentkandidat op fra bogen.

Trump fanget på optagelse

Blot to dage inden debatten var Donald Trump havnet i en regulær mediestorm.

Avisen The Washington Post havde frigivet en lydoptagelse fra 2005, hvorpå man blandt andet kunne høre Donald Trump fortælle den storgrinende tv-vært Billy Bush, at "hvis man er en stjerne, lader de (kvinderne, red.) dig gøre det, du kan gøre hvad som helst... tage dem i fissen".

Flyt dig, din freak. Gå væk fra mig. Jeg ved, du godt kan lide at intimidere kvinder, men du kan ikke skræmme mig, så flyt dig

Hillary Clinton i sin nye bog, 'What Happened'

Udtalelsen blev ikke overraskende en del af debatten mellem de to kandidater.

En af debattens moderatorer, tv-stationen CNN's Anderson Cooper, ville gerne vide, om udtalelsen kunne tolkes som, at Donald Trump havde begået nogle former for seksuelle overgreb mod kvinder, men det afviste Donald Trump. Han mente, at den lækkede samtale blot skulle tolkes som "mandlig snak i omklædningsrummet", og at han "ikke var stolt af, hvad han havde sagt".

Men Hillary Clinton forklarer altså nu i sin nye bog, at hun stadig følte sig intimideret af Donald Trump på scenen under debatten.

- Det var et af den slags øjeblikke, hvor du ønsker, du kunne trykke pause og spørge alle tilskuerne om, hvad de ville gøre, lyder det fra Hillary Clinton i boguddraget.

- Forholder du dig roligt, bliver ved med at smile og fortsætter, som om du ikke har opdaget, at han gentagne gange krænker din intimsfære? Eller vender du dig om, kigger ham i øjnene, mens du højt og tydeligt siger: "Flyt dig, din freak. Gå væk fra mig. Jeg ved, du godt kan lide at intimidere kvinder, men du kan ikke skræmme mig, så flyt dig".

Hør hele uddraget af Hillary Clintons oplæsning i klippet herunder:

Tabte valggyser

Hillary Clinton tabte valget efter en lang valggyser.

Meningsmålingerne pegede igennem hele valgkampen på Hillary Clinton som vinder af præsidentvalget, og på selve valgdagen vurderede New York Times, at byggematadoren Trump havde blot 16 procents chance for at vinde.

Men med sejr i de store svingstater sikrede Donald Trump sig nøglerne til Det Ovale Værelse.