BLOG: Merkels farver - en lynguide til nye tyske regerings-koalitioner

16x9
Angela Merkel forsøger at få fat i de unge vælgere. Her er hun gæst ved en computerspilsmesse i Køln. Foto: PATRIK STOLLARZ / Scanpix Denmark

Der er en mĂĄned til det tyske valg - Angela Merkel kommer formentlig til at danne regering. Men ender det med en regering efter Jamaica-modellen?

Indtil videre har spændingen i den tyske valgkamp været begrænset. Hele 71% af den tyske befolkning er overbeviste om, at kansleren også efter den 24. september hedder Angela Merkel.

Det er derimod alt andet end sikkert, hvem hun kommer til at danne regering med. Merkels brug af parti-farvepaletten kan få store konsekvenser for Europa. Paradoksalt nok er SPD og CDU’s mest interesseret i den farvekombination, der p.t. står nederst på de to store partiers ønskeseddel.

Lange udsigter til ny regering

Når valgresultatet tikker ind den 24. september, vil Angela Merkels konservative CDU/CSU med al sandsynlighed være det største parti. Lige så sikkert er det, at hun næppe vil kunne regere alene.

Det er nemlig kun sket én gang siden 2. verdenskrig, hvor partifællen Konrad Adenauer i 1957 opnåede absolut flertal. Meget er dog forandret siden dengang. Ikke mindst er tre nye partier kommet til - De Grønne, Die Linke og senest Alternative für Deutschland (AfD).

Med al sandsynlighed vil Merkel derfor skulle danne en ny koalitionsregering, og det kan bestemt ikke afvises, at hun skal kaste sig ud i Tysklands første ”trojka-regering”.  

Resten af Europa gør allerede nu klogt i at indstille sig på, at der kommer til at gå nogen tid, før en ny regering kan spille aktivt ind i f.eks. Brexit-forhandlingerne. Reelt må de første regeringssonderinger nemlig vente til efter den 15. oktober, hvor et vigtigt delstatsvalg løber af stablen i Niedersachsen.

Ingen partier ønsker at eksponere sig midt i en så vigtig valgkamp med 8 millioner indbyggere. De seneste forhandlinger efter forbundsdagsvalget i 2013 satte i øvrigt rekord med 86 forhandlingsdage.

To partier er ude pĂĄ forhĂĄnd

På valgnatten og i dagene efter er der to partier, som ikke behøver at sidde klar ved telefonen. Det er Die Linke og AfD, som Merkel på forhånd har udelukket som koalitionspartnere.

Die Linke, afløseren af det tidligere kommunist parti i DDR, ligger langt ude på venstrefløjen og går f.eks. ind for, at NATO nedlægges og erstattes af et kollektivt sikkerhedsforbund med Rusland.

AfD, derimod, er helt ude på den anden fløj og grundet dets massive kritik af bl.a. islam et parti, som ingen andre vil lege med. Men udover det er alle øvrige farvekombinationer i spil, og Merkel holder da også bevidst alle optioner åbne. Det er ikke alle farverne på de tyske partier, der er lige indlysende fra et dansk synspunkt. Så før de mulige koalitioner, kommer her først en farve-guide:

Sort: CDU/CSU

Rød: SPD

Grøn: De Grønne

Gul: FDP

Tyskland har positiv parlamentarisme, dvs. kansleren skal vælges af et absolut flertal i Forbundsdagen. Med andre ord: en mindretalsregering som i Danmark er ikke en option i Tyskland.

1. Sort-gul (CDU/CSU-FDP)

Klassikeren over dem alle i tysk politik er en sort-gul koalition, altsĂĄ en koalition mellem CDU/CSU og det liberale parti, FDP. Det var denne koalition, der - med fĂĄ undtagelser - regerede (Vest)Tyskland fra 1949-66, i alle Kohl-ĂĄrene (1982-1998) og senest i 2009-2013.

Over sommeren har mĂĄlinger peget pĂĄ, at konstellationen har en chance for at kunne samle flertal.

Selvom konstellationen er prøvet før, er det aldrig sket før, at et parti, der ikke i de senere år har været i Forbundsdagen, er røget direkte ind på regeringsbænkene. Det er da også den store joker. For hvad er det FDP, der røg ud af Forbundsdagen i 2013, vil, og har partiet nok driftssikre ministeremner?

I CDU har man ikke alt for gode minder om den seneste sort-gule koalition, der var præget af store stridigheder, og en CSU-politiker endte med at betegne FDP som et ”kaoshold” (”Gurkentruppe”). Ganske interessant viser en ny måling, at 38% af CDU’s vælgere faktisk foretrækker en gentagelse af den nuværende store koalition (se mulighed 4).

Hvis den sort-gule koalition bliver en realitet efter valget, vil Tyskland blive trukket noget til højre. FDP vil f.eks. insistere på skattelettelser og på en anden klima- og energipolitik. I perioden uden for Forbundsdagen har partiet opbygget en klimaskeptisk platform, ikke mindst når det gælder vindenergi.

I Paris kan Frankrigs præsident Macron også godt indstille sig på, at FDP vil insistere på, at vækst- og stabilitetspagten skal overholdes til punkt og prikke, og at FDP vil sige nej til en ”vennegave” til Frankrig. På forsvarsområdet er partiet tilhænger af, at Tyskland lever op til NATO’s mål om at bruge 2% af BNP på forsvaret, men under valgkampen har partileder Christian Lindner lagt luft til sanktionerne mod Rusland.

2. Sort-grøn (CDU-De Grønne)

En koalition bestående af CDU og De Grønne vil være en nyskabelse i tysk politik på forbundsdagsplan - om end den p.t. eksisterer i Baden-Württemberg med de Grønne som største regeringsparti og CDU som juniorpartner.

Over de senere år har de to partier nærmet sig hinanden betydeligt. Det gælder f.eks energipolitikken, hvor CDU med Merkel har sagt farvel til atomkraften, mens De Grønne har bevæget sig mod højre i den økonomiske politik.

Modsat den sort-gule koalition vil De Grønne på en række områder trække Merkel over midten og mod venstre. Det gælder f.eks. inden for EU-politikken, hvor partiet har annonceret en ”investeringsoffensiv”, der uden tvivl vil blive modtaget med kyshånd i Frankrig.

Partiet, som har rødder tilbage i den tyske fredsbevægelse, er ikke begejstret for at bruge flere penge på forsvaret. Ikke overraskende kan Europa godt forvente, at partiet vil forlange en mere ambitiøs klima- og energipolitisk kurs - både ude og hjemme.

De Grønne har hele vejen igennem støttet Merkels flygtningepolitik, så vil der være lagt op til uenigheder mellem Merkels søsterparti, det bayerske CSU og De Grønne. P.t. vil en sort-grøn koalition kræve, at De Grønne for alvor får gang i deres valgkamp.

På trods at klimaspørgsmålet fylder en del i vælgernes bevidsthed og ikke mindst, at sommeren har været præget af kriser, som De Grønne burde kunne markere sig på - Dieselgate og æggeskandalen - er partiet gået tilbage.

3. Jamaica (CDU-De Grønne-FDP)

Hvis hverken sort-gul eller sort-grøn vil kunne samle flertal, vil Merkel kunne ty til en ny model, der går under betegnelsen Jamaica-koalitionen - efter farverne i Jamaicas flag: Sort, grøn, gul.

En sådan treparti-koalition vil være et nybrud i tysk politik, men den har været testet på delstatsplan (Hessen, Saarland) og siden juni 2017 i Slesvig-Holsten. En treparti-koalition vil være lidt af et eksperiment - ikke mindst fordi FDP og De Grønne i valgkampen opfatter hinanden som hovedfjenden. For mange FDP’er er De Grønne fortsat et hippieparti, hvorimod De Grønne ser FDP som et Porsche-parti, der ikke alene ignorerer klimaet men også de svagtstillede. Ikke desto mindre kan koalitionen være fristende for Merkel.

For det første vil kun kunne indtage sin yndlingsposition i politik, nemlig den i midten og agere mægler mellem det mere højreorienterede FDP og et mere venstreorienterede De Grønne. Mindst lige så afgørende er det, at Jamaica er et kærkomment alternativ til den store koalition, der ellers risikerer at blive en evighedskoalition. Mange i CDU og medierne frygter her østrigske tilstande, hvor ”klumpspil på midtbanen” vil kunne styrke fløjene.

4. GroKo IV

På trods af at den næppe står øverst på Merkels ønskeseddel, kan det ikke afvises, at overskriften i efteråret bliver - GroKo IV. Tyskland får sin fjerde ”grosse Koalition” med CDU og SPD. Første store koalition var i 1966-69; den anden i 2005-2009 og den seneste fra 2013-2017. Begge partier er dog dybest kørt træt i kompromisarbejdet hen over midten.

For Martin Schulzs SPD vil det også være noget af en beslutning igen at sige ja til at blive juniorpartner i en stor koalition. Tilsyneladende belønner SPD-vælgerne jo ikke deres parti for at tage ansvar, og Merkel svæver ofte over vandene som kansleren, der løser verdenspolitikken og ikke fedtes ind i indenrigspolitiske slagsmål.

Heroverfor står, at en ny måling viser, at hele 38% af CDU’s vælgere og 33% af SPD’s foretrækker en ny GroKo. ”Keine Experimente” i en usikker tid med Brexit, Trump og Putin er tilsyneladende et fængende argument.

Hvis det bliver GroKo IV, vil Europa gøre klogt i ikke bare at tro, at alt er ”business as usual”. CDU vil under perioden med al sandsynlighed skulle finde en afløser til Merkel, og Martin Schulz - hvis han altså fortsat er formand efter valget - vil skulle forsøge at opbygge en selvstændig profil, så partiet igen kan gøre sig håb om at rykke ind i Statsministeriet.

To oplagte konfliktområder er dem, som for alvor interesserer Frankrigs nye præsident: En ny vækstpolitik og en ny fælles forsvarspolitik på europæisk plan. Set i det lys er det ikke så underligt, at resten af Europa har rigeligt at gøre med at holde styr på Merkels farvepalette - og har udskudt en analyse af Schulz’ til valgkampslutspurten, hvis han alligevel - ”against all odds” - skulle indhente de 14 procentpoint, han p.t er bagefter Merkel.