Udland

Terrortrussel aflyser koncert i Rotterdam: To personer er anholdt

Politiet har anholdt føreren af en varevogn.

Hollands Politi har anholdt endnu en person, efter at en koncert i Rotterdam blev aflyst onsdag efter et tip om en terrortrussel.

Det skriver Nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Rotterdams borgmester fandt politiet en lille bus på spanske nummerplader, som indeholdt gasflasker, i nærheden af spillestedet i byen.

Politiet havde i forvejen aflyst aftenens koncert på grund af trusler om terror, som spansk politi havde tippet det hollandske politi om.

- Politiet har taget denne information så seriøst, at det efter en snak med arrangørerne blev besluttet at aflyse koncerten, oplyste hollandsk politi i en pressemeddelelse onsdag aften.

Chaufføren anholdt

Udover den person politiet har anholdt torsdag, blev chaufføren af bussen anholdt onsdag.

Politiet sagde onsdag, at det kunne være tale om folk, der camperede, men at man ikke tog nogen chancer efter truslen mod spillestedet.

Den anholdte chauffør var spanier. Politiet fandt fem gasflasker i bilen.

Band har tidligere modtaget trusler

Den aflyste koncert var med det californiske band Allah-Las, som sidste år sagde til The Guardian, at de har modtaget mails fra muslimer rundt i verden, der udtrykte, at de følte sig stødt over navnet.

Bandet fortalte, at de valgte ordet ’All’, som er arabisk for gud, da de gerne ville have et navn som lød helligt.

Men de mange mails kom bag på bandet fra Los Angeles, da de ikke havde tænkt over, at det kunne støde muslimer.

Trussel kommer oven på terror i Spanien

Terrortruslen kommer lige ovenpå sidste uges terror i den spanske region Catalonien.

Her kørte en hvid varevogn torsdag den 17. august ind i en menneskemængde på turistgaden La Rambla i Barcelona, hvorefter et lignende angreb senere fandt sted i Cambrils.

De to angreb kostede 14 mennesker livet og sårede mere end 130. Yderligere én person blev dræbt af en af gerningsmændene, da denne flygtede fra angrebet i Barcelona.

Spansk politi mener, at en terrorcelle med 12 personer stod bag. Otte af medlemmerne er døde, mens fire blev anholdt. Den ene blev tirsdag løsladt igen.