Solformørkelse

Rumstation sneg sig med på billedet

Det var ikke til at se med det blotte øje, men den internationale rumstation lagde lige vejen forbi den totale solformørkelse mandag.

Med en fart på 28.800 kilometer i timen fløj den internationale rumstation, ISS, og de seks mand ombord lynhurtigt forbi solen, imens millioner af amerikanere kiggede mod himlen for at overvære den totale solformørkelse, som fandt sted mandag.

Det tog blot et sekund, men den amerikanske rumorganisation, NASA, har frigivet flere billeder og en video, som viser rumstationens tur forbi solen i det, som flere internationale medier allerede har døbt den perfekte "photobomb" (engelsk udtryk for at snyde sig med på billeder og stjæle fokus fra motivet).

Fra deres plads 386 kilometer over Jordens overflade kunne de seks astronauter overvære det spektakulære syn.

Den amerikanske astronaut Randy Bresnik skrev efterfølgende på Twitter, at det fra rumstationen havde været forrygende og endnu mere imponerende at overvære solformørkelsen, end hvad han havde forventet.

- Vi var forbløffede over at se farverne på den anden side (af solformørkelsen, red.), skrev Randy Bresnik i et af flere tweets.

Også lidt højere oppe - fra 36.000 kilometers højde - hvor de såkaldte geostationære satellitter befinder sig, kunne solformørkelsen tydeligt ses.

I løbet af et par timer var det tydeligt at se Månens skygge vandre henover USA fra vest mod øst og pludselig slukke for sollyset.

Månens skygge bevægede sig omkring 3600 kilometer i timen, og den totale solformørkelse varede blot 122 sekunder ved jordoverfladen.

Den internationale rumstation lagde vejen forbi den totale solformørkelse.
Den internationale rumstation har før taget turen forbi solen under en solformørkelse. Her ses den i 2011.

Fra landjorden fulgte også TV 2 VEJRET's egen Peter Tanev solformørkelsen.

Om mandagen, præcis klokken 19.19 dansk tid, oplevede han den totale solformørkelse over den amerikanske by Madras i Oregon.

På kort tid gik det fra at være en smuk og solrig sommerformiddag til at blive tusmørke, mens skyerne i horisonten fortsat blev lyst op af solens lys.

Se hvordan vejrværten oplevede solformørkelsen i videoen herunder:

Præcis klokken 19.19 mandag aften dansk tid gik Madras i Oregon i sort. Video: Danny Høgsholt