Udland

Redningsindsats i gang lige nu efter kollision - stort hul i missilskib

10 besætningsmedlemmer fra det amerikanske missilskib USS John S. McCain savnes i havet.

Besætningsmedlemmerne fra USS John S. McCain er endnu ikke fundet efter et sammenstød med et handelsskib i Malaccastrædet tidligt mandag morgen.

Ifølge den amerikanske marine, US Navy, er en stor eftersøgningsindsats- og redningsaktion efter de savnede besætningsmedlemmer sat i værk i farvandet øst for Singapore.

Marinen har desuden oprettet en hotline til bekymrede familiemedlemmer til besætningen ombord på destroyeren John S. McCain. 

Slæbebåde samt to flådeskibe, helikoptere og et fartøj fra Singapores kystvagt er stævnet ud for at assistere i eftersøgningen af de savnede, oplyser den amerikanske flåde ifølge Reuters.

Malaysias marine skriver på Twitter, at man også har sendt to fartøjer og et fly afsted som led i eftersøgningen.

Fem andre besætningsmedlemmer er sårede efter kollisionen, skriver flere amerikanske medier, heriblandt CNN

Fire af de sårede er i hast blevet fløjet til Singapore i en helikopter fra det amerikanske militær. De meldes alle uden for livsfare. 

En talsmand for den amerikanske marine udtaler, at man kæmper med flere huller i skroget på det enorme krigsskib efter kollisionen. I sammenstødet har USS John S. McCain fået skader på bagbords (venstre, red.) side.

En kilde fra marinen oplyser til CNN, at krigsskibet tager vand ind og sejler for nedsat kraft. Skibet er ved hjælp af slæbebåde og egen motorkraft sejlet til flådebasen Changi i Singapore, skriver USA's flåde i en pressemeddelelse. 

Fjerde kollision i år 

Det er fjerde gang i 2017, at et amerikansk krigsskib har været ude for en ulykke i dette havområde. 

Og det er den anden kollision, som et fartøj fra USA's flåde er involveret i, inden for to måneder.

I juni omkom syv besætningsmedlemmer fra USS Fitzgerald, da det stødte sammen med et containerskib i japansk farvand.

Olietankskibe er enorme, og det tager dem flere mil at ændre kurs.

Carl Schuster, tidligere operationschef

I sidste uge fastslog den amerikanske flåde ifølge AP, at episoden skyldtes dårligt sømandskab og dårligt samarbejde på broen mellem kaptajnen og andre officerer i overvågningen af den øvrige skibstrafik.

Kaptajnen på USS Fitzgerald, der lige som USS John S. McCain er en destroyer i USA's 7. flåde med base i Yokosuka i Japan, blev som straf blevet fritaget for tjeneste sammen med skibets to næstkommanderende.

Her ses den amerikanske destroyer Video: Jane Bruun Elkjær

9. maj var USS Lake Champlain involveret i en kollision med en lille, sydkoreansk fiskebåd, og i januar stødte USS Antietam på grund i bugten ved Tokyo.

USS John S. McCain er opkaldt efter senator John McCains bedstefar, der var admiral i flåden, og den kendte politiker har allerede lagt et opslag på Twitter, hvor han fortæller, at han beder for de amerikanske søfolk.

Det samme gør den amerikanske præsident Donald Trump, skriver han på Twitter.

Verdens mest befærdede stræde

Kollisionen mellem de to skibe skete klokken 6.24 mandag morgen lokal tid. Destroyeren var på vej til en rutinesejlads i Singapore. 

Malaccastrædet er et af verdens travleste områder til havs.

Malaccastrædet er en af verdens mest befærdede skibsruter på linje med Suez-kanalen og Panamakanalen. Strædet danner hovedpassagen for skibe mellem Det Indiske Ocean og Det Sydkinesiske Hav og forbinder Indien, Indonesien og Kina. 

Halvdelen af al verdens olie transporteret til havs kommer gennem Malaccastrædet, der på sit smalleste sted er blot halvanden sømil bredt. Dette skaber en af de de mest betydelige flaskehalse på havet i verden.

Carl Schuster, en tidligere operationschef for US Pacific Command, siger til CNN, at kollisionen formentlig er sket, fordi at de to store fartøjer har skullet passere hinanden netop her. 

- Olietankskibet Alnic er mindst tre gange større end USS John S. McCain. Olietankskibe er enorme, og det tager dem flere mil at ændre kurs. Malaccastrædet er verdens mest overbelastede skibsrute, siger Carl Schuster.

- Når du sejler her, skal du være yderst opmærksom og følge skibene omkring dig i omhyggelig grad, tilføjer han.

En anden ekspert, Bonji Ohara fra Sasakawa Peace Foundation, siger til The New York Times, at årsagen til kollisionen kan være, at mange handelsskibe om natten sejler med autopilot for at reducere omkostninger.

Missiler ombord på krigsskibet

Der er foreløbig ingen oplysninger om skaderne på det involverede handelsskib Alnic.

Ifølge hjemmesiden Marinetraffic.com er Alnic et 183 meter langt tankskib, der transporterer olie og kemikalier. Skibet er bygget i 2008 og sejler under liberisk flag. Det har en last på 30.000 ton. 

Om det var lastet, da uheldet indtraf, fremgår ikke af hjemmesiden. På hjemmesiden for U.S. Pacific Fleet ytrer flere amerikanere sig vredt om, at det nu er anden gang inden for få måneder, at et amerikansk krigsskib er kollideret med et andet skib i dette område. 

10 besætningsmedlemmer fra destroyeren USS John McCain savnes.

Andre medier rapporterer, at området, USS Jon S. McCain sejler i, er et strategisk vigtigt punkt i Asien. USS Jon S. McCain har missiler ombord fra missilsystemet Aegis, som er et muligt væbnet modsvar til et eventuelt nordkoreansk missilangreb, skriver CNN. 

Tidligere i denne måned sejlede USS John S. McCain i øvrigt ind i kinesisk territorium i Det Sydkinesiske Hav, hvor man fra kinesisk side har bygget en række kunstige øer og en større territorial magtkamp udfolder sig i disse år.