Terror i Spanien

Han opgav jobbet som elitesoldat, så skød han fire terrorister i Spanien

Politiet i Barcelona hylder betjenten der skød fire terrorister. Det er manden inde i den røde ring. SAP Mossos / Twitter

Betjenten der skød fire terrorister i Cambrils var uddannet ved Spaniens svar på Fremmedlegionen.

Den betjent, der skød og dræbte fire terrorister i den spanske by Cambrils i torsdags, er uddannet af elitesoldater i den spanske hær, skriver den spanske avis El Mundo.

Betjenten har gjort tjeneste i en enhed ved det spanske forsvar, der er kendt som "La Legion" - og som er bygget op med den franske fremmedlegion som forbillede. 

Betjenten har modtaget en omfattende militær uddannelse, og det kan forklare hans usædvanligt professionelle og lynhurtige reaktionsmønster, skriver avisen.

Manden er gift, familiefar, og han har været ansat ved den catalanske politistyrke Mossos d’Esquadra i 11 år.

Dødens Brudgomme

Inden han fik job i politiet, valgte han at skifte karriere til et mindre krævende virke end i den barske spanske militærenhed, der også er kendt under navnet "Novios de la muerte" - eller på dansk; Dødens Brudgomme.

Mandens arbejde har siden blandt andet bestået i rådgive handlende og besøge skoler, hvor han har givet gode råd og sikkerhed og tryghed. 

Han var så påvirket efter hændelsen i Cambrils, at han måtte modtage psykologhjælp, men har ifølge flere spanske medier sagt, at han gerne vil tilbage på arbejde hurtigst muligt.

Betjenten skulle egentlig slet ikke have været på arbejde den aften, hvor han kom i centrum for en terroraktion.

Han havde sagt ja til at tage overarbejde, og han blev dirigeret til kystbyen Cambrils efter terrorangrebet på Barcelonas berømte butiksgade - La Rambla.

Blev selv ramt af terroristerne

Betjenten befandt sig i en patruljevogn ved en rundkørsel, hvor han havde fået til opgave at kontrollere mistænkelige køretøjer sammen med sin makker. 

Pludselig hamrede en sort Audi A3 ind i en gruppe fodgængere, så folk fløj gennem luften. Dernæst fortsatte Audien ind i patruljevognen og rullede rundt.

Politiet undersøger den ødelagte Audi A3.

Betjentens makker blev kvæstet ved angrebet - men den tidligere elitesoldat mistede ikke fatningen.

Da de fem terrorister kom ud af den ødelagte Audi med knive og hvad der lignede bombeveste, åbnede betjenten ild.

Han skød angiveligt med et automatgevær og ramte fire af de fem, mens hans makker lå såret ved siden af ham.

Politi på stedet umiddelbart efter angrebet.

Den femte terrorist løb væk og havde held til at stikke en 61-årig kvinde med en kniv, inden han blev skudt af en anden betjent på stedet.

Politiets indsats i Cambrils er blevet rost til skyerne i Spanien - og i fredags fik betjentene besøg af Carlos Puigdemont, der er chef for det højeste politiske organ i Catalonien.

Under besøget modtog den handlekraftige betjent et spontant bifald fra sine kolleger.

Hans og kollegernes navne forbliver en hemmelighed af sikkerhedsmæssige årsager.