Udland

Amerikansk destroyer kolliderer med tankskib ved Singapore

Ti besætningsmedlemmer fra USS John S. McCain savnes efter sammenstød i Malaccastrædet med handelsskib.

En destroyer fra den amerikanske flåde er kollideret med et handelsskib i farvandet øst for Singapore.

Ti besætningsmedlemmer savnes efter uheldet, og fem andre er kommet til skade, oplyser US Navy ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tidligere meddelte den ifølge Reuters, at en "eftersøgnings- og redningsaktion er i gang".

På vej i havn

I sammenstødet har destroyeren USS John S. McCain fået skader på bagbords (venstre, red.) side. Den er ved egen motorkraft på vej mod havnen i Singapore.

Slæbebåde samt to flådeskibe, helikoptere og et fartøj fra Singapores kystvagt er stævnet ud for at assistere i eftersøgningen af de savnede, oplyser den amerikanske flåde ifølge Reuters.

Der er foreløbig ingen oplysninger om skaderne på det involverede handelsskib med navnet Alnic.

Ifølge hjemmesiden Marinetraffic.com er Alnic et 183 meter langt tankskib, der transporterer olie eller kemikalier. Skibet er bygget i 2008 og sejler under liberisk flag.

Om det var lastet, da uheldet indtraf, fremgår ikke af hjemmesiden.

Her ses den amerikanske destroyer Video: Jane Bruun Elkjær

Opkaldt efter admiral

Skibene ramte hinanden i Malaccastrædet tæt på Singapore mellem klokken 5 og 6 mandag morgen lokal tid.

Krigsskibet, der medbringer missiler, er opkaldt efter krigsveteranen og senatoren John McCains far og farfar, der begge nåede rang af admiral i den amerikanske flåde.

Destroyeren er en del af USA's 7. flåde, der har base i Yokosuka i Japan.

Anden kollision på to måneder

Det er den anden kollision, som et fartøj fra USA's flåde er involveret i, inden for to måneder.

I juni omkom syv besætningsmedlemmer fra USS Fitzgerald, da det stødte sammen med et containerskib i japansk farvand.

I sidste uge fastslog den amerikanske flåde ifølge AP, at episoden skyldtes dårligt sømandskab og dårligt samarbejde på broen mellem kaptajnen og andre officerer i overvågningen af den øvrige skibstrafik.

Kaptajnen på USS Fitzgerald, der også er en destroyer, er som straf blevet fritaget for tjeneste sammen med skibets to næstkommanderende.

Beslutningen blev truffet af kontreadmiral Joseph Aucoin, der er øverstkommanderende for USA's 7. flåde.