Udland

Uroligheder flere steder i USA - politiet beskyttede sydstatsmonument

Både i Dallas og i Boston har der været demonstrationer efter en episode med dødelig udgang i Charlottesville.

Natten til søndag dansk tid måtte politiet i Dallas beskytte på City Hall Plaza, hvor der ligger et sydstatsmonument, mod demonstranter, da der opstod kampe mellem venstrefløjsdemonstranter og højrefløjsdemonstranter, som ville beskytte monumentet. Det skriver blandt andet Reuters.

Politiet skønner, at der i alt var 2300 mennesker til demonstrationer i Pioneer Park i Dallas, men sent lørdag nat var der kun få tilbage. Politi på heste red igennem menneskemængden, da der udbrød kampe og fire højrefløjsdemonstranter var blevet hevet over barrieren mellem de to grupperinger.

Venstrefløjsdemonstranterne bar dukker af Donald Trump og skilte, hvor der stod 'Dallas against White Supremacy' (Dallas mod hvidt overherredømme, red).

Også i Boston var der lørdag konfrontationer mellem højrefløjsdemonstranter og venstrefløjsdemonstranter.

Tusindvis deltog i en moddemonstration mod en gruppe højreaktivister, som havde lavet "en manifestation for ytringsfrihed", som det udtrykkes, i byen.

Men i Boston kom dert dog ikke som i Dallas til alvorlige sammenstød.

De mange sammenstød kommer efter urolighederne i Charlottesville, Virginia, hvor en 32-årig kvinde mistede livet da en højrefløjsdemonstrant i bil kørte ind i en gruppe venstrefløjsdemonstranter.

Det kostede den 32-årige Heather Heyer livet, da 20-årige James Alex Fields Jr. i en muskelbil, en Dodge Challenger, kørte ind i en gruppe antifascistiske demonstranter i Charlottesville i Virginia.

Han sidder nu varetægtsfængslet i Charlottesville, hvor der blev holdt mindehøjtideligheder for Heather Heyer.

Højreflløjsdemonstranterne i Charlottesville, der blandt andet menes at have tilknyting til Ku Klux Klan, protesterede mod at bystyret i Charlottesville har besluttet at fjerne en statue af den berømte sydstatsgeneral Robert E. Lee. I den amerikanske borgerkrig kæmpede nordstaterne i USA mod sydstaterne, som ville bevare slaveriet.