Der er fundet biologiske rester af tre mænd mere i eksploderet hus

16x9
Det hus i Alcanara, som politiet mener var terroristernes base Foto: Jaume Sellart / Scanpix Denmark

Ifølge El País er der fundet ligrester fra yderligere tre personer i det hus, som knyttes til angreb i Barcelona.

Tilsyneladende var der flere personer end hidtil antaget til stede i det hus i den spanske by Alcanar, som før angrebene i Barcelona og Cambrils blev ramt af en voldsom eksplosion.

Det fremgår af den spanske avis El País' hjemmeside.

Avisen skriver ifølge Ritzau, at efterforskere har fundet "biologiske" rester fra mindst tre personer andre i huset, hvor de mistænkte for angrebene i Barcelona og Cambrils menes at have været i gang med at konstruere en større sprængladning.

Dermed kan der have været op til fem personer i huset. Hidtil har efterforskerne antaget, at der kun var to personer til stede, da bygningen blev lagt i grus af en eksplosion kort før midnat onsdag.

- De nye fund åbner en ny efterforskningslinje, skriver El País.

Lederen af det catalanske politi oplyser på et pressemøde søndag eftermiddag, at man foreløbig har identificeret to personer fra de ligrester, der er fundet i huset.

Fire anholdt

Politiet har indtil videre anholdt mindst fire personer.

Desuden er der udsendt efterlysninger på yderligere tre, som på den ene eller anden måde menes at være involveret i de to terrorangreb.

Der er tale om Younes Abouyaqoub, som mistænkes for at have siddet bag rattet i den varevogn, som torsdag ved 17-tiden ramte over 100 mennesker på La Rambla i Barcelona og dræbte 13.

De to øvrige er en imam fra byen Ripoll samt broren til en af de fem personer, der blev skudt og dræbt af politiet i byen Cambrils natten til lørdag.

El País nævner, at de nye ligdele, som er fundet, måske stammer fra de tre.

- Tilstedeværelsen af disse rester åbner mulighed for, at de tre eftersøgte kan være blevet dræbt i i huset i Alcanar, skriver avisen.

TV 2 besøger gerningsmændenes familier

TV 2 har besøgt Ripoll, som ligger små 100 kilometer nord for Barcelona, for at tale med personer, der kendte gerningsmændene.

Jeg forstår det ikke, for de er helt normale. De er ikke anderledes end alle andre unge

Pakit, søster til en af de dræbte gerningsmænd, til TV 2

- Det, de hele tiden gjorde opmærksom på og sagde, var, hvor utrolig meget det kom bag på dem. Hvor chokerede de også var over, at det er dem, som de beskriver som helt almindelige unge mænd med almindelig aktiviteter, der står bag det her angreb, siger Jeppe Krogager, TV 2s udsendte reporter.

Han har blandt andet talt med en søster til en af de dræbte angrebsmænd:

- Jeg ved ikke helt, hvad der er sket. Da jeg vågnede var det bare sådan. Jeg forstår det ikke, for de er helt normale. De er ikke anderledes end alle andre unge. De går ud, snakker og griner. Jeg så det i fjernsynet. Da de viste min brors billede, vidste jeg, at der var noget galt, siger søsteren, der hedder Pakit

Eksplosion førte til forjaget angreb

Myndighederne arbejder ud fra en teori om, at gerningsmændene for angrebene havde forbindelse til huset i Alcanar, der ligger sydvest for Barcelona.

Huset blev benyttet, mener politiet, til at planlægge en eller flere større angreb i Barcelona.

Det skulle muligvis ske ved brug af et lager af butangas-beholdere, der var opbevaret i huset.

Eksplosionen, der tilsyneladende var utilsigtet, tvang de sammensvorne til at skalere deres plan ned og gennemføre et mere forjaget angreb, har politiet sagt.

Efter eksplosionen fandt redningsmandskabet liget af en kvinde i murbrokkerne fra det sammenstyrtede hus. Desuden stødte de på en hårdt kvæstet mand, som efterfølgende blev anholdt.