Størst

Fans betaler tusindvis af kroner for wrestling-legendes autograf

Det er normalt, at fans gerne står i kø i timevis for at betale kassen for at komme tæt på deres idol, fortæller ekspert i fankultur.

Den tidligere wrestler Hulk Hogan er et stort fænomen. Stadig.

I hvert fald for mange wrestlingfans verden over.

Flere af dem er mødt op i Orlando i USA, der i år er værtsby for "verdens største slåskamp", Wrestlemania, for at møde deres to meter høje idol, som herhjemme også går under navnet 'Hulken'. Ligesom den store grønne tegneseriefigur fra Marvel.

- Han er den største. Den største wrestler nogensinde, lyder det fra en fan i TV 2-programmet 'Størst'.

For at få en autograf fra wrestling-legenden betaler de mange fans flere tusinde kroner. Alt efter hvor meget de har betalt, kan de komme tættere og tættere på Hulk Hogan.

George Antoun, som er AV-tekniker, er stor fan af den lyshårede legende. Han har også sørget for at betale sig til at få en personlig autograf.

- Jeg har premium, så jeg gav 200 dollar (svarende til cirka 1200 kroner) for hver.

For hver? Har du købt flere?

Jeg har i alt købt fem.

Betal ved kasse et for at møde idol

Hulk Hogan er et scenenavn for manden, der egentlig hedder Terry Gene Bollea.

Han blev en af verdens mest succesrige wrestlere, efter det lykkedes ham at få sporten ind i populærkulturen i 1980'erne. Det skete efter hans rolle i filmen 'Rocky III' i 1982.

Men det er ikke kun fra sin filmrolle, han et blevet populær. 'Hulken' wrestlede i årtier med stor succes. World Wrestling Entertainment (WWE) har anerkendt ham som 12-dobbelt verdensmester.

I 2005 blev han også en del af wrestlingens 'Hall of Fame'.

Peter Ingemann, som er vært på programmet, betalte 150 dollar (godt 1000 kroner) for at få Hulk Hogan til at skrive sin autograf på tv-værtens kuffert.

- Det er underholdning, men det er også betal ved kasse et. Mød stjernen, så betaler du. Kom ind og se et show, så betaler du. Vil du se lidt på internettet, så betaler du også, siger Peter Ingemann.

Autograf er lig med nærhed

Lisbeth Ihlemann, som har forsket i fankultur, undrer sig ikke over, at de mange fans er villige til at betale flere tusinde kroner for at få en autograf fra deres idol. Det er helt normalt, siger hun.

Det er et symbol på, at man har været tæt på personen.

Lisbeth Ilhemann, ekspert i fankultur

- Det er nærhed. Autografen er lidt det samme som at få taget et billede sammen med sit idol. Det er et symbol på, at man har været tæt på personen. Det er det, det handler om, når man er fan.

Så snart ens idol har rørt ved det, har det en stor værdi, forklarer Lisbeth Ihlemann.

- Det giver et aftryk af deres idol. Autografen er bedst, når man selv har fået den. Det er mest værdifuldt. Derfor er mange fans villige til at stå lang tid i kø for at få autografen.

Peter Ingemann måtte ligesom mange andre fremmødte fans også stå flere timer i kø for at møde wrestling-legenden.

- Nu er jeg røget helt tilbage i barndommen. Åh, jeg er nervøs lige nu, fortalte han, lige inden mødet med Hulk Hogan på tæt hold.

Han endte med at få sin efterspurgte autograf på sin limegrønne kuffert, han rejser verden rundt med under optagelserne til 'Størst'.

Dansk tv-vært møder Hulk Hogan for første gang Video: Jane Bruun Elkjær

Hulk Hogan sender hilsen til dansk vært

Det var ikke kun den danske tv-vært, der syntes, at mødet med Hulk Hogan var betydningsfyldt. Også Hogan selv vil aldrig glemme det.

På sin Facebook-profil har han skrevet et opslag om mødet med Peter Ingemann. Han kalder ham sin nye ven.

- Normalt kalder jeg alle for makker, fordi jeg ikke kan huske deres navn, men jeg vil aldrig glemme Peter. Det var også min fars navn. Peter er et meget stærkt navn, og jeg er meget stolt over at kunne kalde min nye ven, Peter, for min partner,' skriver Hulk Hogan i et opslag, som Peter Ingemann har delt.

Selv virker Peter Ingemann yderst tilfreds med de pæne ord fra wrestlinglegenden.

- Så bliver det sgu ikke større, skriver han.