Brexit

ANALYSE: Frygten for IRA styrer Brexit

ANALYSE: Briterne åbner døren for sort arbejde for at slippe for at lukke grænsen til Irland

Frygten for at fremprovokere en ny borgerkrig i Nordirland ligger bag det seneste Brexit-udspil fra regeringen i London. Men udspillet er så kompliceret, at det i sin konsekvens åbner døren for sort arbejde og illegal indvandring i Storbritannien – selv om formålet med Brexit netop var at standse indvandringen.

Briterne indtager med forslagene så mange stillinger, at de lige så godt kunne starte en klasse i yoga, noterer det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg.

Det afgørende for briterne er, at de 20 års krig mod IRA sluttede med fredsaftalen i 1998, The Good Friday Agreement, hvis vigtigste element var at fjerne grænsen mellem Irland og Nordirland. Så nu forsøger London sig med et forslag, der kan bevare de åbne grænser på den irske ø. Og så er man åbenbart klar til at leve med fri adgang for illegal indvandring og et paradis for smuglere, efter at Storbritannien forlader EU.

Den britiske Brexit-hjemmeside infacts.org gennemgår detaljerne.

For det første afviser briterne et forslag fra Irland om at lade fremtidens toldmur mellem EU og Storbritannien gå gennem det irske hav. Det ville jo betyde, at Nordirland toldmæssigt blev adskilt fra resten af Storbritannien.

For det næste vil man med sit modspil helt undlade grænsekontrol langs den 500 km lange grænse mellem den irske republik og Storbritannien. Trafikken og transport af personer og varer over de 200 veje over grænsen skal være helt fri.

Dette betyder dels for EU, At EU’s ydre grænse her er helt ubeskyttet. Så borgere fra de gamle britiske kolonier i Commonwealth, der har fri indrejse i Storbritannien, vil lige så frit kunne rejse ind i EU uden krav om visa og uden grænsekontrol af nogen art.

Det betyder også, at kød med hormon-indhold og genmodificeret korn fra USA ligesom australske lam og kinesisk stål kunne komme frit ind på markederne i EU, hvis briterne i fremtiden åbner for det. Det noterer det britiske blad The Guardian i en blog.

Chancen for, at EU accepterer dette på et tidspunkt, hvor indvandringen over Middelhavet giver alle grå hår, er minimal og sandsynligvis lig nul.

Det betyder modsat for Storbritannien selv, at man opgiver tidligere forslag om teknologisk smarte muligheder såsom kameraer, der registrer nummerplader på bilerne, der passerer grænsen. I stedet bliver der fri adgang for netop den indvandring fra resten af EU, som skulle stoppes med Brexit - briternes farvel til EU, der sker fra marts 2019.

Teknisk set vil den britiske regering satse på, at britiske firmaer ikke i fremtiden vil bruge sort arbejdskraft. Hvordan det skal sikre, er lidt uklart. Ifølge infacts.org er der allerede i dag omkring en million udlændinge, som lever af sort arbejde. Så den ”sorte” indvandring ser ud til at kunne afløse den legale indvandring, som briterne i dag har fra det øvrige EU.

I The Guardian skriver kommentatoren Fintan O’Toole, at den britiske regering formentlig erkender, at udspillet er urealistisk og håbløst. Når man fremsætter forslaget alligevel, så er det snarere for at kunne give EU skylden for et sammenbrud i forhandlingerne.

Derfor er stemningen i Irland efter det britiske udspil præget af træthed, endnu før forhandlingerne er kommet i gang efter sommerferie.

Men på mandag kommer den næste bølge af britiske udspil. Så der er gode chancen for, at der åbnes for flere timer i yoga.

Foreløbigt noterer irerne sig, at man i London står klar med mere politiske gymnastik i håbet om at bevare freden i Nordirland og undgå, at IRA begynder at gøre våbnene klar igen.