Terror i Spanien

London, Paris og nu Barcelona: Australsk turist fanget midt i sit tredje terrorangreb

- Jeg har tænkt mig at se det, jeg kom for at se, siger turist, der har rejst rundt i det terrorplagede Europa henover sommeren.

Den 26-årige australier Julia Monaco må efterhånden siges at være personificeringen af talemåden "held i uheld".

Hele tre gange denne sommer har hun befundet sig på steder i Europa, hvor der er fundet et terrorangreb sted, skriver flere britiske medier, herunder BBC og Daily Mail.

Senest torsdag, hvor den unge turist fra Melbourne befandt sig i en tøjforretning på Plaza de Catalunya, da hun sammen med sine to veninder pludselig kunne se den store menneskemængde ude på gågaden La Rambla sætte i løb.

13 personer har mistet livet, og flere end 100 personer er såret, efter en varevogn zigzaggede ned gennem menneskemængden.

Inde fra forretningen kunne Julia Monaco se de skræmte fodgængere desperat banke på glasdørene for at komme ind.

Selvom det nu er tredje gang, hun befinder sig ubehageligt tæt på de grufulde begivenheder, har det ikke skræmt hende fra at rejse rundt i Europa.

- Jeg har ikke lyst til at tage hjem, fortæller Julia Monaco til den australske radiovært Neil Mitchell på stationen 3AW fredag morgen.

- Jeg har lyst til at blive her (i Europa, red.) og ikke lade dem - hvem end de er - vinde, siger hun og uddyber:

- Jeg har tænkt mig at se, hvad jeg er kommet her for at se.

Sad fast i metro under angreb i London

I juni var hun faretruende tæt på de angrebsmænd, der kørte ind i en menneskemængde på London Bridge og stak flere ned ved Borough Market.

Under angrebet blev dele af storbyens metrosystem lukket ned, og her befandt Julia Monaco sig i en af de togvogne, som pludselig holdt stille nede i tunnelerne.

Kun få dage efter befandt hun sig i den kendte Notre Dame-katedral i Paris, da en politibetjent blev overfaldet og slået ned med en hammer.

- Jeg tror, det forfølger mig, men når man kommer hertil (til Europa, red.) og lidt forventer, at det sker, må man ikke lade det stoppe én fra at gøre det, man gerne vil, siger Julia Monaco.

Afstemning

Lader du dig styre af terrorfrygt?